Body: 

Omdrejningspunktet i Synnøve Søes forfatterskab er det forsømte barn, og hvad det på grund af den mangelfulde barndom må slås med i voksenlivet. Hun udfolder denne tematik på vidt forskellige scener, f.eks. i den danske forstadslejlighed i “Drengen på stigen” fra 2007. Med en let og direkte skrivestil, der er fyldt med skarpe dialoger og beskrivelser af hovedpersonens tanker og følelser, borer Synnøve Søe sin pen ind i hjertet på læseren lige der, hvor det gør rigtig ondt.