Tema / Tema: Historier om Danmark

I april måned sætter vi sammen med Litteratursiden, landets biblioteker, museerne og Danmarks Radio fokus på det fælles tema ”Historier om Danmark”.

I weekenden gik DR i luften med tv-serien "Historien om Danmark", hvor Lars Mikkelsen hver søndag i april guider os alle igennem Danmarks historie fra istid til det 21. århundrede. I samme takt dykker vi også på eReolen ned i især perioden mellem oldtiden til renæssancen, mens vi i efteråret læser os ind på renæssancen og op til i dag.

Bl.a. vil vi på eReolen fordybe os i danmarkshistorien, som den skildres i historiske romaner og slægtsromaner. Herigennem kan vi opleve fortiden og følge og føle med skæbner fra alle samfundets lag, køn og aldre.  Vi vil bl.a. undersøge, hvorfor de også er relevante set med nutidens briller, bede om læseanbefalinger fra en ægte historiker-bibliotekar, finde fængende historiefortællinger for de mindste, og på Facebook vil vi lokke med lækre lydbidder fra klassiske værker.

Også på Litteratursiden kan man finde et væld af inspiration, reflektioner og historisk-litterære lækkerier. I "Slægtens historier" kan du få et overblik over hele temasamarbejdet, og i artiklen Den historiske roman får du lektor ved SDU Lars Handestens bud på, hvad der fascinerer os ved de mange populære, historiske romaner og slægtsromaner.

Også DR Klassikerklubben sætter fokus på den historiske roman. I april læses der Lone Mikkelsens "Ragnhilds Saga", hvor Ragnhild Skjaldedatter sent i livet gør sig sine sidste tanker om liv og død - i en brydningstid, hvor asatroen begynder at blive udfordret af kristendommen. Du kan lytte "Ragnhilds saga" som lydbog på eReolen.

Vi glæder os til at blive klogere på os selv, Danmarks historie og vores forgængeres liv og længsler sammen med jer. Her kan du i første omgang læse lidt blandede bolsjer om den alderældste tid, så vi begynder fra begyndelsen. Rigtig god fornøjelse (og velbekomme)

/Dagmar