Tema / Tema: Vold mod børn

De hjerteskærende historier dukker op i både litteraturen, medierne og på TV med jævne mellemrum. Skildringer fra ellers skjulte liv, hvor børn lever med fortielser, vold eller misbrug, ryster gang på gang befolkningen – inden for de seneste år med opsigtsvækkende beretninger fra f.eks. Zandra fra Tønder, Lisbeth Zornig og Yahya Hassan.

Historierne er fortvivlende, og for børn kan konsekvenserne og følgevirkningerne virke uoverskuelige. Men samtidig kan fortællinger som disse være med til at bryde tabuet, så flere kan indse, at de måske ikke er alene i verden med deres oplevelser. Det kan litteraturen hjælpe med. Bøgerne gør det nemlig muligt for forfatterne – enten med deres egne erindringer eller gennem en fiktiv person – at sætte ord på livet med daglig utryghed, verbal, psykisk eller fysisk vold og højt konfliktniveau. For os andre kan litteraturen hjælpe os med at se verden fra barnets perspektiv og ruste os til at diskutere de ellers så tabuiserede emner.

Derfor har vi sluttet os til bibliotekerne, DR og børneorganisationerne om temaet og fundet en række bøger, der behandler netop vold mod børn.

/ Dagmar