
Tema / VILD MED ORD
Netop nu løber litteraturfestivalen Vild med ord af stablen i Aarhus. Festivalen har eksisteret siden 2009, og det er forlagsredaktør Stig Petersen, der er initiativtageren. Festivalen er i høj grad båret af frivillige litteraturinteresserede, og bl.a. derfor er der altid en helt særlig stemning og atmosfære ved Vild med ORD arrangementer. Læs mere om Vild med ORD her.
Ved dette års festival kan du bl.a. møde forfatter Michael Kamp, som kommer og fortæller om gys og gru. Han har selv skrevet op til flere bøger indenfor denne genre, og flere af dem kan du finde på eReolen.
På festivalen er der også Jane Austen-salon, hvor det særligt handler om romanen "Fornuft og følelse" (som du også kan finde i listen herunder). Denne roman er særligt aktuel i Aarhus for tiden, da den lige nu kan opleves på Aarhus Teater i en meget anmelderrost opsætning.
Festivalen byder også på en diskussion om natur, dystopi og klimakatastrofer i litteraturen med bl.a. Charlotte Weitze. Jeg kan varmt anbefale hendes roman "Harzen-sanger", som er super spændende læsning om en familie, der falder fra hinanden.
Sidst men ikke mindst kommer naturligvis Jens Blendstrup og underholder ved årets Vild med ORD. Det gør han så vidt jeg husker hvert år, men det er heller ikke uden grund, for han er simpelthen så sjov og veloplagt og en gudsbenådet historiefortæller! For et par år siden hørte jeg ham læse op af sin bog "Luskefisefortælinger", som han krydrede med sjove stemmer, som man faktisk også kan få med, hvis man hører lydbogen. Det er nemlig Blendstrup selv, der læser bogen op. Jeg har hørt den mere end én gang, det vil jeg godt indrømme.
God fornøjelse på Vild med ORD-festivalen, hvis du er på de kanter. Ellers bare god weekend!
/ Emma, redaktør på eReolen
Jens Blendstrup læser op ved Vild med ORD 2015