Tema / YA-bøger med bid og mening!

Ukulele-jam af Alen Meskovic foregår i en kroatisk flygtningelejr, hvor hverdagen er svær og uoverskuelig for bosniske Miki på 14 år. Bogen skildrer Mikis liv, som er en blanding af sorg, håb, krig og hormoner skrevet i en både alvorlig men også humoristisk tone.

Jesper Wung-Sungs Kopierne er en slags dystopisk gys med et meget aktuelt emne, nemlig børn der fødes til at levere "reservedele" til en uhelbredeligt syg søskende. Hovedpersonen Jonas bliver afvist af sine forældre, da han en dag kommer hjem. En dublet af ham selv står i entreen, og han må flygte, fordi "deaktiveringsfolkene" vil fange ham. Jonas finder sammen med to andre "kopier", og sammen med dem kæmper han for sit liv.

I bogen Eleanor og Park af Rainbow Rowell beskriver forfatteren den allerførste kærlighed, men med et alvorligt  twist. Eleanor kommer mod sin vilje til at sidde ved siden af den koreanske dreng Park i skolebussen. De er begge outsidere, men finder sammen et sted, hvor ingen af dem er forkerte. Langsomt bygger de et forhold op, men forholdet trues af en voldelig stedfar og grufuld mobning. Slutningen er lidt af en overraskelse!

Fem af Bjarne Reuter foregår på en religiøs ølejr med sekten Jahves Disciple. Hovedpersonen Asta ankommer til et ensomt beliggende hus i skoven på Vedø. Her skal hun sammen med tre andre teenagere få styr på haven omkring huset. De opdager, at der på væggen i huset er tegnet fem streger - Satans urene tal. Det samme antal stier løber udenfor. Tonen er lagt an, og spændingskurven stiger gennem hele romanen. Bogen kan forstås på flere planer, og henvender sig derfor til både unge og voksne.


Lisbeth Kubicki/ Biblioteket Frederiksberg