Søgeresultater: 290

Dette er en vaskeægte Dessau. Bogens første korte stykke beskriver forfatterens daglige gåtur omkring Sortedamsøen, og herfra glider bogen som en anden spadseretur 'rundt i kvarteret', men selv om kompositionen tilsyneladende er lidt tilfældig og ud-i-det-blå, navigeres der sikkert. De små essayistiske kapitler glider over i hinanden, det ene skridt tager det næste, og da turen er færdig, er læseren blevet præsenteret for erindringsstykker, refleksioner og kommentarer af en guide, der ved, hvad han taler om og i mange tilfælde selv har gjort erfaringen med. En bog at blive klog af.

Den danske forfatter Thorkild Bjørnvig (1918-2004) udgav i 1960 en samling essays, Begyndelsen. Han aflæste kritisk og præcist den moderne civilisations splittelse, bl.a. i det banebrydende essay om "Den æstetiske idiosynkrasi".

På Johannes Sløks 80-årsfødselsdag kan man se tilbage på et forfatterskab, der i sin spændvidde og dybde fremdeles er et vægtigt indlæg i en aktuel filosofisk og teologisk debat.

De foreliggende afhandlinger og essays har indtil nu kun været tilgængelige i snævre sammenhænge. De dækker ikke alene en årrække, men også de vigtigste sider af Johannes Sløks filosofiske, teologiske og idehistoriske forskning: et miniportræt af et vældigt forfatterskab.

"80 år med Gud" henvender sig til enhver, der gider tænke over, hvad det egentlig vil sige at være menneske, når nu udgangspunktet er, at mennesket ikke uden videre passer ind i verden, ligesom det ikke uden videre er, hvad det er.

"Det opstår muligvis på før-sprogligt plan, i underbevidstheden. Men der er i sproget, det først viser sig. Umenneskeliggørelsessyndromet. Og når det først kommer til udtryk der, som sprog- og tankeforurening, bliver det med uhyggelig hast til godtagne ’realiteter’."

Elsa Gress’ essaysamling "Fanden til forskel" kommer vidt og bredt omkring, lige fra atombomben og nazismen til kunst og teater og det, hun kalder antihumanistisk humanisme.

"Hun har det hele, kendt dem alle fra George Orwell til Malraux, fra T.S. Eliot til Carl Dreyer, og det er med ophøjet frygtløshed hun piller idolerne fra hinanden og indsætter talenterne på deres plads."

Jean Lacouture Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.

Elsa Gress‘ essaysamling "Om kløfter" handler ikke bare om kløfterne mellem individer og temperamenter og filosofier. Den handler om kløfter mellem den gamle og den nye verden, Europa og Amerika, generationskløfter, kulturkløfter, kløfter mellem fortid og nutid, mellem den reaktionære og radikale tænkemåde.

„Her fyldes hver sætning af et liv, som civilisationen på hemmelighedsfuld måde har afskåret os fra, et liv der minder os om glemte muligheder i os selv.
Digteren genskaber forbindelsen mellem os og den virkelighed, som er større end alle forklaringer … Med ham vandrer vi lige ind i eventyrets verden, som hverken er løgn eller litteratur, men erfaret.“
- OLE WIVEL
 

En selvstændig fortsættelse af Karakterbogen (1992) og Synderegistret (1994), hvor forfatteren i samme reflekterende form kommenterer tingenes tilstand, fx medieeksponeringen af sex, vold og krig, venstrefløjens forsvinden, den politiske længsel efter en stærk mand, landskabets vandalisering, vækstideologiens fallit og danskernes mentalitet. "Han er ikke til at slukke. Hverken som forfatter eller fænomen. Det hænder, man bliver blændet, men som oftest er man glad for det lys, han sender i mørket, og det er vel i grunden et ganske fornemt facit." - Jes Stein Pedersen, Aktuelt.

I dag kan det måske virke en smule gammeldags at have et motto. Men sådan var det ikke for den store danske forfatterinde Karen Blixen, der havde hele fire mottoer, som vejledte og hjalp hende gennem livet. Selv forklarede hun, at mottoerne hjalp hende med at finde en retning i tilværelsen og forløse de evner og kræfter, der boede i hende. Og af samme grund så hun også mottoet som magisk for den, det tilhørte.  

Mit livs mottoer og andre essays er Blixens tale om mottoer til Det amerikanske akademi i 1959 og andre gode essays fra forfatterindes hånd. Bogen udkommer i en smuk indbundet gavebogsudgave med nyt forord af Margrethe Vestager.

"Ved udtrykket ’kulturens byrde’ forstår vi, da det er de ord, hvormed S. Freuds ’Das Unbehagen in der Kultur’ (1930) er oversat, tanken om neurosetrykket fra de kulturelle normer, som den tiltagende samfundsmæssighed lægger på menneskenes skuldre. ’Aber wer kann den Erfolg und Ausgang voraussehen?’ som Freud tilføjede i en sidste sætning, da han 1931 allerede mærkede, hvor en vis tysk kultur var ved at få det til at bære hen."

"Mere byrde til kulturen" udkom i 1991, samme år, som jerntæppet faldt side om side med den ideologiske mur, der havde delt Europa i to siden anden verdenskrig. Essaysne dækker emner som racismens væsen og dens livsbetingelser, sammenhængen mellem politik og kultur samt konflikten mellem frihed og identitet, som den udspillede sig i løbet af det tyvende århundrede. Per Aage Brandt (f. 1944) er en dansk sprogforsker og digter. Han er uddannet i romansk filologi ved Københavns Universitet og Sorbonne Universitet i Frankrig. Per Aage Brandt har været med til at grundlægge Forfatterskolen og har både været professor ved Aarhus Universitet og Case Western Reserve University i Ohio, USA.

Jacob Paludans Han gik ture består af en række stemningsfulde skildringer, som alle tager udgangspunkt i det danske landskab. Bogen udkom første gang i 1949.

Fjerde og sidste bind af de fire bind anekdotiske memoirer, I høstens månefase, 1973, Sløret sandhed, 1974, Vink fra en fjern virkelighed, 1975 og Låsens klik, 1976, på én gang livsfilosofiske og spontane betragtninger, hvormed Paludan afsluttede sit forfatterskab. Disse bind udgør et koncentrat af et langt livs arbejde med den kunstneriske udtryksform og bekræfter Jacob Paludans placering i dansk litteratur som en af dens fineste stilister i hvis bøger refleksionslysten holdes i balance af ironi og skeptisk humor, den rene beskrivelse af en umiddelbart iagttagelsesglæde. Denne balance mellem intellekt og følelse afspejler Jacob Paludans egen livsholdning. Lige til sin død forblev han en årvågen - og ofte barsk - kommentator af det moderne samfund, men denne holdning holdtes stedse i ave af en lidenskabelig kærlighed til kunsten, traditionen og naturen; her opdagede Jacob Paludan den harmoni og skønhed han ellers ikke kunne finde i nutiden.

Bogen indeholder en samling breve skrevet af fru Z til Prinsen af Mogadonien, gift med regenten i riget, der har navn efter det gamle, stærke sovemiddel. Fruen selv, der er placeret uden for tiden, betegner sig som skribløse og offentligt fruentimmer, og fra hendes skrivebord udgår med jævne mellemrum en epistel, der rummer en kommentar til tingenes tilstand. Hun er en dame, der ud fra et 'gammeldags' humanistisk grundsyn går i rette med tiden, og hun har sine meningers mod: Vi lever i en forfaldskultur, i en medialiseringens tidsalder med pøbelvælde, i et samfund uden en kulturel overklasse, uden intellegentsia, elitær kunst og kritik. Fru Z beskriver tidens middelmådighed, men hun gør det uden vrede og afsky, men i stor undren og med den medlidenhed, hun mener den fortjener. Hun ønsker en bedre verden, og forbedringen skal ske ved politiske reformer, økonomisk ansvarlighed, litterær dannelse og gode manerer.

Brevene er ét langt forsvar for kunsten, der taler til den indre prins i enhver læser, og som meget gerne skal stå i modsætning til den mediekommunikation, der taler til de laveste instinkter.