Søgeresultater: 4

Som landets øverste i rangordenen næst efter dronningen sad i perioden 2003-2007 en bondemand fra Himmerland. Folketingets medlemmer måtte vænne sig til, at deres formand sagde "a", når andre sagde "jeg", og at Christian Mejdahl havde en tolk ved sin side, når han modtog udenlandske gæster. Det nu forhenværende folketingsmedlem taler nemlig hverken engelsk, tysk eller fransk. Til gengæld har Christian Mejdahl så mange andre fortrin, der har været med til at gøre ham til en respekteret formand. Han er venlig og retlinet og styrede Folketinget på en klog og myndig måde.



Bogens forfatter, Jette Hvidtfeldt, fortæller – med formandens tilladelse – om et menneske, som repræsenterer alle de bedste gamle danske værdier som ærlighed, hjælpsomhed og beskedenhed tilsat flid og jysk lune. Men man skal ikke tage fejl og tro, at han er naiv og uvidende. Han ved i høj grad, hvad han har med at gøre, og han har en autoritet, som udspringer af hans evne til hurtigt at sætte sig ind i komplicerede sager, analysere dem og nå ind til det væsentlige. Christian Mejdahl har aldrig gjort oprør mod de kristne normer, han er vokset op med i sit indremissionske barndomshjem. Tværtimod sætter han al sin lid til den Herre, som for ham er højest af alle, og som får mere end en tanke morgen og aften ved bordet. Bogen kommer tæt på personen og politikeren Christian Mejdahl. Jette Hvidtfeldt er en dansk forfatter. Hun har skrevet flere biografier om danske toppolitikere.

Erhard Jacobsen fik allerede øje på det i starten af 1970'erne: Socialdemokratiet var splittet mellem at være et arbejderparti og et elitært, venstreorienteret parti. Efter lange overvejelser drog han i 1973 konsekvensen, brød med partiet og dannede Centrum-Demokraterne. Og hvilket brud! Den populære borgmester fra Gladsaxe havde ikke problemer med at skaffe de nødvendige underskrifter, og resultatet blev jordskredsvalget i 1973, hvor Erhards nye parti stormede ind i dansk politik. I biografien ”Erhards sofa” fortæller Erhard Jacobsen med sin velkendte entusiasme og iver selv historien. Han skriver om sin baggrund, om bruddet med Socialdemokratiet, om den til tider hetz-lignende mediedækning af hans person og om den lange kamp for at skaffe det lille midterparti indflydelse. Den danske politiker Erhard Jacobsen (1917-2002) var oprindeligt medlem af Socialdemokratiet, men stiftede i 1973 Centrum-Demokraterne og var formand for partiet frem til 1989. Erhard Jacobsen var medlem af Folketinget 1953-95 og borgmester i Gladsaxe 1958-74. Han har desuden været medlem af Europa-Parlamentet og minister for økonomisk samordning i Poul Schlüters anden regering 1987-88.

Holger K. Nielsen – eller Holger K. som alle kalder ham – fortæller om sin udvikling fra at være ung mand med partisantørklæde til at blive familiefar og parcelhusejer, uden at han af den grund har givet køb på sin drøm om en socialistisk, demokratisk verden. Holger K. valgte tidligt SF som sit parti. Socialisme var efter hans opfattelse garantien for et retfærdigt samfund, men det skulle vel at mærke være en demokratisk socialisme. Sidst i 70‘erne tog han som arg modstander af EF til EF-Parlamentet for at arbejde, men han erkendte hurtigt, at det, der skete i Europa, var noget, danskerne måtte forholde sig til. Det ville ikke forsvinde, bare fordi vi lukkede øjnene. EF og siden EU blev en væsentlig del af Holger K.s liv. Hans tro på, at vejen til en bedre verden går gennem det internationale samarbejde, og hans trang til at dæmme op for de stores mulighed for at handle hen over hovedet på de små har drevet hans EU-politik. Det har også gjort ham til en central figur, der på afgørende tidspunkter har formuleret væsentlige dele af Danmarks Europapolitik.

Flemming Sloth Andersen var indbegrebet af jysk politimand. Med moderigtigt overskæg og stonewashed jeans slog han sit navn fast som ”Betjenten” i Københavns Politis Uropatrulje og blev kendt for sit dedikerede politiarbejde. Flemming Sloth Andersen var landet på rette hylde i dansk politi. Men den 18. maj 1993 forandrede alt. For 30 år siden udbrød de værste uroligheder, der havde ramt Danmark siden krigens tid. I en regulær gadekamp endte desperate betjente med at affyre 113 skud mod demonstranter og ballademagere ved Sankt Hans Torv på Nørrebro, og siden fulgte hele seks officielle undersøgelser, som skulle afdække forløbet og ikke mindst den famøse skydeordre, som siden er gået over i Danmarkshistorien: "Skyd efter benene." En af dem, der trak sit tjenestevåben – og brugte det – var Flemming Sloth Andersen. Han kom på avisernes forsider i cowboyjakke og med pistolen hævet. Han blev selve symbolet på 18. maj 1993. Som manden, der havde startet det hele. I denne bog fortæller Flemming Sloth Andersen sin version. Hvad der gik forud for den dag, og hvad der gjorde ham til den, han er i dag. Om efterspillet, eksponeringen i pressen og de mange voldsomme hændelser, som i sidste ende gjorde, at han gik ned med PTSD – og fandt ud af, at man også kan have et meningsfuldt liv uden for dansk politi.