Klaksvig, den 14. juli.
Vindstyrke 10. Regn. „Bamker“ går ikke som planlagt, men får at vide at „Briton Pride“ besejler ruten kl. 2. Formiddag på værelset med Heinesens „Den sorte Gryde“. Møder i boghandelen en ung boghandler, der genkender mig med det samme. Ærgerlig over at blive opfanget på den måde, men han viser sig at være en flink fyr.
Kl. 14 med „Briton Pride“ nordpå i sundet mellem Kunø og Kalsø. Vinden stadig nord, styrke 9-10, men dertil en kraftig nordgående strøm, hvad der skaber en helt fabelagtig sø. Det smalle farvand mellem øerne som en kogende gryde, og „Briton Pride“ tager nogle gevaldige ture, så en af de 4 passagerer brækker sig i strømme. Vi gennemfører ruten Klaksvig-Syðradalur-Kunø-Klaksvig på 5 timer. Billetpris 8 kr. Det mest fantastiske er, at kaptajnen i dette vejr kan lægge til ved bryggerne i den voldsomme brænding. I Syðradalur går han direkte til bryggen, i Kunø lader han skibet drive for maskinen nogle få meter fra fjeldet, mens passagerer og gods sejles ind i skibsbåden, som det koster folkene synlige anstrengelser at manøvrere i den stærke strøm. Godset består mest af tomme mælkejunger, der sejles i land og udskiftes med nye. Skibet er en af de såkaldte „mælkebåde“. I Mikladalur en brænding så voldsom, at folkene i land må spænde en fangline ud over bølgerne, da ikke engang skibsbåden her kan lægge direkte til molen, men må losses, mens folkene i båden og på land holder det spinkle fartøj fri af betonmolen ved snart at fire, snart at slække linen. Jeg har aldrig været vidne til en tilsvarende dødsforagt.
Kap Sounion, den 28. april 1972.
Ud for øen Gaidhouróniso stryger vi sejlene og går alene for maskinen de sidste mil ind til en stille vig umiddelbart vest for kappet med Poseidon-templet, som vi har kunnet se allerede i en time. Nu tegner det sig solbelyst med den blå himmel på toppen af det grønne forbjerg. Jeg lærer Gitte at styre båden, så hun bliver i stand til at tage roret, når Ole og jeg sætter og stryger sejlene, hvad én mand ikke kan gøre alene. Inde i vigen lader vi ankeret falde og går i land i jollen. Lige i strandkanten ligger her en lille hvidkalket restaurant med halvtag og blåmalede vinduer og træstole. Her får vi en udmærket frokost med spidstegte kalvekødsstumper og hvid Demestico og tager så afsked med John.
Derefter op til templet, en dorisk bygning med bredkannelurede søjler opført 444 f.Kr. af den smukkeste silkegrå marmor fra Agrileza. Sokrates var ca. 70 minus 45 = 25, da Poseidontemplet blev rejst. Det ligger en 60 m over havoverfladen, i dag er det diset i horisonten, men i klart vejr skal man endog kunne skimte Milos samt selvfølgelig en mængde andre af Kykladerne.
