Søgeresultater: 109

I "Det her samfund!" tager Johannes Sløk selve den demokratiske styreform op til kritisk analyse. Han støtter sig i dette forehavende til sine gamle læremestre, Kierkegaard og Platon, og forsøger både at leve op til deres radikale forkastelse af det demokratiske velfærdssamfund og til den ironi, som de gjorde det med.

Demokratiet bygger filosofisk set på et katastrofalt meningstab, for så vidt som ingen længere kan forbinde nogen "mening" med livet overhovedet. Derfor kan demokratiet kun lægge an på, at "folket" skal have det så rart som muligt. Men just af den grund kan en demokratisk regering overhovedet ikke regere. Den må bestandigt lefle for vælgerne, for pressionsgrupper, for administrationen, for organisationerne. Det medfører et lighedsmageri, en fremmelse af middelmådighed, af formynderi og umyndiggørelse, af en offentlighed gennem presse og elektroniske medier, så resultatet bliver, at skønt demokratiet skulle være den store frigørelse, er det i virkeligheden blevet en gennemført undertrykkelse.

Måske var det bedre at genindføre den oplyste enevælde og altså placere al magt hos én bestemt person. Man kunne også lade demokratiet bryde sammen, ikke ved hjælp af brosten og bomber men ved at sige nej og nægte at deltage – som et anarkistisk menneske ville gøre det.

Al forandring begynder hos én selv. Det er også Ole Grünbaums udgangspunkt i bogen "Emigrér: Lærestykker om det tiltagende kaos", som er en opfølgning på den forudgående "Provokér: Lærestykker om den almindelige uorden". Men hvor "Provokér" i høj grad var en kritik af den borgerlige forældregeneration, er "Emigrer" en bog, der rummer konkrete løsningsforslag på nogle af de ting, der er galt med samfundet.

Ole Grünbaum (f. 1945) er en dansk forfatter, samfundsdebattør, foredragsholder og var desuden særdeles aktiv under 1960‘ernes ungdomsoprør. I 1967 udgav han bogen "Provokér: Lærestykker om den almindelige uorden", der blev anmeldt i Politiken og var startskuddet til Grünbaums litterære karriere. Grünbaum har af tre omgange modtaget engangsydelser fra Statens Kunstfond (1968, 1970 og 1971), og i 2002 modtog han Dansk Forfatterforenings Faglitterære Pris.

I denne bog reflekterer forfatter og tidligere folketingspolitiker for De Konservative Hans Jørgen Lembourn over demokratiets tilstand i Vesten i årene efter 2. verdenskrig. Herunder behandler han blandt andet de intellektuelles tendens til at undgå en kritisk stillingtagen til sovjetkommunismens antihumanisme. Men selvom jerntæppet er gået ned over det europæiske kontinent, er der stadig sprækker af lys, der skinner igennem og som indgyder håb om en levedygtig fremtid.

Hans Jørgen Lembourn (1923-1997) var en dansk forfatter, journalist og politiker. Lembourn debuterede som skønlitterær forfatter i 1950 med romanen "Sandhedens forbandelse". Inspirationen til romanens handling fandt han i Den Græske Borgerkrig (1946-49), som han tidligere havde dækket i jobbet som journalist. I en længere årrække sad han i Folketinget for Det Konservative Folkeparti (1964-77), var formand for Dansk Forfatterforening (1971-81) og sad i Dansk Kunstråd (1978-87).

Hans Jørgen Lembourns forfatterskab består af fiktionsværker såvel som essays.

Peter Mogensen er politisk kommentator på Politiken og vært på TV2 News’ politiske magasin Mogensen og Kristiansen.

Dødvande er Mogensens løbende refleksioner over den politiske udvikling i Danmark gennem et forrygende år (marts 2007 til marts 2008) præget af valgkamp.

NY OPDATERET UDGAVE Otte skelsættende begivenheder har bragt populismen i centrum. Brexit, valget af Donald Trump som USA’s præsident, valg i Tyskland, Østrig, Tjekkiet, og Italien, hvor populisterne vandt frem – og i Holland og Frankrig, hvor de ikke fik den fremgang man havde forventet, og som mange havde frygtet. Men hvad er det, populisterne vil? Og hvorfor dukker populismen op nu og med så megen slagkraft i det liberale demokratis kerneområde i Europa og USA? Det er de spørgsmål Mogens Herman Hansen analyserer og besvarer i denne bog.

I Danmark har vi et vidtforgrenet net af frihedsrettigheder, der historisk har været samlet under begrebet ”åndsfrihed”. Vi har frihed til at tro, mene og sige, hvad vi vil, så længe vi respekterer andres ret til det samme. Alligevel stiller vi i dag spørgsmål, der berører åndsfrihedens kerne: Skal ytringer være frie? Må man bruge demokratiets goder til at forsøge at undergrave demokratiet? Hvad er forskellen mellem at tale og at handle frit? Og hvordan er forholdet mellem stat og borger? I Åndsfrihed diskuterer forskere fra teologi, filosofi, pædagogik, idéhistorie og samfundsvidenskab begrebets historie, idé og aktualitet og giver et indblik i åndsfrihedens vilkår i det moderne samfund.

I denne bog præsenterer Timothy Snyder 20 ting, vi kan lære af det 20. århundrede. Bogen tager afsæt i den liste, som han skrev umiddelbart efter præsidentvalget i USA, og som hastigt blev udbredt på de sociale medier. Dette er en vigtig bog ikke bare for amerikanere, men for os alle sammen, nu hvor populistiske og autoritære strømninger ses i både USA og i Europa.

Vi bombarderes dagligt med budskabet om at verden er retfærdig. Enhver krimi og ethvert indslag i en tv-nyhedsudsendelse går ud på at de onde får deres straf og de gode deres belønning.
Men det er propaganda. Den rå virkelighed er kaotisk og uretfærdig. Vi mærker det når vi rammes af et uheld, bare et lille et. Chokket skyldes at vi oplever hvor let tilfældigheden skærer gennem vores beskyttelse i form af en velkendt hverdag. Den normale kur mod rædslen er – hvis man stadig er i live – at fortsætte hverdagens ritualer, så godt som muligt – eventuelt suppleret med nogle nye som skal tjene til at styrke troen på at ”det ikke sker igen”.
Denne bog beskriver demokratiet som en række ritualer, der skaber tryghed og mening blandt demokratiets borgere i en verden af kaos og tilfældighed. Dette kaos kan udtrykkes som en række kroniske paradokser som ritualerne til stadighed skal bortforklare eller mane væk til fordel for budskabet om at verden, samfundet og menneskelivet er retfærdigt og meningsfuldt. Og bare vi bevarer vores gode humør, så skal det hele nok gå.
”Den politiske komedies paradokser” er fortsættelsen af ”Den politiske komedie” (2011) som påviste hvordan især tv’s politiske nyhedsindslag og debatudsendelser gør det muligt for almindelige vælgere at forstå politik uden at forstå sagen. ”Den politiske komedies paradokser” afdækker hvordan tv’s politiske dækning bekæmper kaos og frygt ved at opbygge og bevare en tro blandt Danmarks befolkning på at fornuften og retfærdigheden regerer. ”Den politiske komedies paradokser” kan sagtens læses og forstås af en læser som ikke har læst og forstået bogen ”Den politiske komedie”.
Klaus Kjøller er forfatter og kommentator. Var i 1978 – 2015 lektor på Københavns Universitet, hvor han uddannede sprog- og kommunikationsrådgivere. Han har skrevet bøger om partiprogrammer, politikeres sprogbrug i tv, politisk argumentation, spindoktorer, manipulation og tv-nyhedsudsendelsernes politiske føljeton. Institutleder 1994-99, studieleder 2007-9. Kommentator ved Berlingske fra 2011.
Læs mere på KlausKjoeller.dk.

Finanskrise, klimaforandringer og voksende social og økonomisk ulighed har de seneste år fået stadig flere til at sætte spørgsmålstegn ved den kapitalistiske økonomi. Samtidig er socialistiske idéer om en demokratisering af økonomien igen sat på dagsordenen. Men hvordan kan økonomien styres mere demokratisk? Hvad betyder det at demokratisere ejerskabet, og hvem skal egentlig eje virksomheder og banker? Hvilken rolle skal markedsmekanismer spille? Og hvordan skaber vi en økonomi, der sikrer mest mulig frihed og indflydelse for den enkelte. Det er nogle af de spørgsmål, som Pelle Dragsted giver svar på i denne bog, hvor han argumenterer for, at kimen til en fremtidig demokratisk økonomi allerede findes i de nordiske landes velfærdssamfund og erfaringer med demokratisk ejerskab. 

Europas nyere intellektuelle historie fortalt af en af Europas førende intellektuelle. Jan-Werner Müller blander både intellektuel, politisk og kulturel historie og kaster lys over de ideer, der formede perioden kendetegnet af ideologiske ekstremer før 1945. En periode som vi i lyset af nutidens samfundsudvikling i den grad kan lære af. Hvilke personer, kulturelle strømninger, ideologiske nybrud og generelle samfundstanker prægede Europa op til, under og efter de to store krige, som rystede Europa, og som vi indtil for nylig aldrig troede, vi skulle frygte igen?

De unge borgere undersøger, hvad der kendetegner nutidens unge, og hvordan de forholder sig til demokratiske og politiske aspekter af samfundet. Med udgangspunkt i International Civic and Citizenship Education Study, der kortlægger 8. klasseselevers viden, holdninger og værdier i Europa, Asien og Latinamerika, sætter bogens forfattere de danske unge ind i en international kontekst og afdækker, hvordan de både i skole og samfund dannes som borgere. Bogen diskuterer samtidig de filosofiske problemstillinger, der knytter sig til dannelsesbegrebet i dag. Den udgør således et bidrag til den danske debat om unges dannelse og skolens rolle som bærende samfundsinstitution.

Dansk politik går i tomgang. Og det selv om over 700.000 offentligt ansatte går på arbejde for at udforme og udrulle politikernes ønsker. I denne bog opføres en (nerve)pirrende fortælling om det danske folkestyre. I centrum står politikere, journalister og embedsmænd fanget i deres eget spin som magtesløse sjæle, der løber hurtigere og hurtigere – men alligevel må erkende, at for meget sander til i pseudopolitik. Spørgsmålet rejser sig: Kan vi i dag overhovedet drive politiske forandringer? Alt for sjældent løser reformerne nemlig de store problemer i vores samfund såsom klima, tech, ulighed og vækst. Eller bare de nære emner som folkeskole, jobformidling, integration, skatteindkrævning og socialpolitik. Og konsekvensen er klar: Når vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft, så udhuler det vores demokrati. Gennem nye data, videnskabelige artikler, historisk materiale og 50 interviews med nøgleaktører viser bogen, at mange af de uløste problemer er såkaldte ’vilde problemer’. Det er sammenviklede problemer, som konkurrencestaten har svært ved at tøjle. En vej ud af dette morads er opbygningen af en entreprenørstat. Det er en stat, som begejstrer ved at udvælge få månelandingsprojekter, som er så store og svære, at vi kun løser dem på tværs af offentlig, privat og civilsamfund. Entreprenørstaten åbner sig altså mod omverdenen og giver sig tid til at lege, udvikle, teste og skalere i et langt sejt træk for at bringe troen på politik tilbage.