Søgeresultater: 3

"Hvilken retning skal Danmark tage efter valget? Den nationalkonservative, hvor Dansk Folkeparti svinger taktstokken, eller en åben og frisindet, som er rodfæstet i det oprindelige Venstre, Danmarks liberale parti. Jan E. Jørgensen er ikke i tvivl. Han har været liberal, siden han var 14 år, synes, at de konservative er kommet til at fylde for meget, og er noget så sjældent som en politiker, der siger sin mening. WTF – What The Fuck – skrev han på Twitter, da partifællen Marcus Knuth havde rost det højreorienterede AfDs fremgang i Tyskland. Han var imod forbud mod burka og niqab og fandt det ufølsomt, da Inger Støjberg fejrede 50 udlændingestramninger med en kage. Smykkeloven betød, at han havde svært ved at se sig selv i spejlet. Som politiker skal man tale til kongen frem for til stodderen og ikke lade sig styre af en frygt for terror, som er blæst ud af proportioner. Juristen Jan E. Jørgensen går ind for fri hash, en afskaffelse af værnepligten, korsang og meget mere, som han argumenterer nøgternt for i interviewbogen, der også beskriver en københavner og rådmand på Frederiksberg, der elsker sin by. Han satte stor pris på den retning, som Uffe Ellemann-Jensen og Peter Brixtofte trak partiet i – væk fra halmballerne og ind på stenbroen, hvor der er frihed til at være den, man er. Kirsten Birgit fra Den Korte Radioavis mener, han er Superman. Selv beundrer han den franske præsident Macron, men håber ikke, det bliver nødvendigt at stifte et nyt parti i Danmark."

Efter Sovjetunionen begyndte at gå op i sømmene for øjnene af verdenssamfundet, blev det relevant at tage spørgsmålet om den demokratiske styreform op til debat og undersøge udfordringer for det frie og direkte demokrati, der er kapitalismens eksistensvilkår. Det gør Henning Fonsmark i sit essay fra 1991, som stadig er yderst relevant på denne side af årtusindskiftet, hvor demokratiet endnu er under pres fra mange sider.

"Fonsmark fører sit felttog mod højskoledemokrater, kulturradikale og velfærdsdemokrater med bid og hug, og indimellem hugger han hårdt. Har man grundholdning som han – et demokrati er en i sig selv værdineutral styringsmetode og ikke bør være andet – overbevises man, og anmelderen skal ikke skjule sin tilslutning til denne grundholdning. Bogen anbefales på det bedste. Den bør være obligatorisk læsning for den, der vil forstå udviklingen siden krigen og situationen i dag." – Universitetslektor, dr.phil. Aage Trommer Den danske forfatter Henning Fonsmark (1926-2006) var både kendt for sit forfatterskab og sit arbejde inden for den danske kultur og litteraturs verden. Han arbejdede blandt andet som redaktør for tidsskriftet Perspektiv i årene 1953-63, men også inden for journalistikkens verden slog Fonsmark sine folder. Han arbejdede blandt andet for Berlingske, hvor han var tilknyttet i otte år fra 1956. Henning Fonsmark skrev flere samfundsdebatterende bøger, hvori han diskuterede alt lige fra demokratiet, etik og uddannelse.

Vor tid præges af overnational styring uden demokratisk kontrol og bred partipolitisk enighed om et ”åbent samfund” med masseindvandring og menneskerettigheder til alverden, mens nationale protester kriminaliseres. I denne bog hævdes det, at dette er aspekter af en ny tværpolitisk ideologi, ”liberalfascismen”, som ingen dog vil vedkende sig. Men efter 50 års tendenser, som fortsætter trods et stort folkeligt flertal imod dem, kan der skitseres et portræt af en magthavermentalitet, som ingen har formuleret, og som møder uhyre lidt organiseret opposition, netop fordi den bag en demokratisk facade formår at stigmatisere dissidenter mere effektivt end tidligere magtideologier, der måtte ty til åben brutalitet. Til slut i bogen antydes en vej til et opgør med ensretningen, med forbillede i Mogens Glistrups oprør, der – ligesom Grundtvigs lignende godt et århundrede inden – snarere end blot en ny ideologi eller modutopi benyttede fabuleringens kunst for at fremmane et bedre Danmark på folkeligt, ”populistisk” grundlag. Uddrag af bogen Egentlig er de evindelige fascismestemplinger mig imod. ”Fascisme” er jo blevet et blot prædikat, der hæftes på noget, man ikke kan lide. Modsætningen til ”progressiv”, som er et lige så tomt og misbrugt plusord. George Orwell advarede i 1946, med rette, imod at trivialisere fascismebegrebet: ”Eftersom du ikke ved, hvad fascisme er, hvordan kan du så kæmpe mod fascisme?” Alligevel har jeg valgt at bruge ”liberalfascisme” som den mest rammende samlebetegnelse for de aktuelle europæiske mainstreampartiers ideologi, dækkende næsten hele spektret fra ”venstre”- til ”højre”-fløjen. Simpelthen for at bruge de herskendes egne begreber imod dem selv, for at pointere, at de kaster sten fra et glashus, når de udpeger såkaldte populister som en ny fascistisk trussel. Om forfatteren Peter Neerup Buhl (f. 1968) er cand.mag. i dansk og filosofi, forfatter til 13 bøger og siden 1989 skribent med fokus på nationale emner, særlig i bladene Danskeren og Tidehverv. 1993-2001 styrelsesmedlem i Den Danske Forening, 2001 kandidat for Fremskridtspartiet og fik i den forbindelse en højesteretsdom for ”racisme”.