Søgeresultater: 66

Den sande historie om Natascha Kampusch, den østrigske pige der blev kidnappet på åben gade i 1998 og først slap fri efter 8 år, kan få det til at gyse i enhver. Hun var på vej til skole, havde netop skændtes med sin mor og var gået uden at sige farvel, da hun blev grebet af en mand som kastede hende ind i sin varevogn og kørte væk med hende. De næste par år tilbragte hun i et specialkonstrueret rum på få kvadratmeter i mandens kælder, indtil han havde knækket hende så grundigt, at han kunne tage hende op i huset. Her måtte hun arbejde som hans slave. Han sultede hende, tæskede hende og misbrugte hende. Men en sommerdag i 2006, da han havde sat hende til at støvsuge bilen uden for huset, så hun sit snit til at stikke af.
Nu har hun skrevet sin historie, og det er rystende læsning. Men det er også, på en bagvendt facon, opløftende læsning. Der er ingen tvivl om, at Natascha Kampusch er en uhyre begavet kvinde. Hendes beskrivelse af sine prøvelser er aldrig "ulækre" eller hadske, men til gengæld præget af en dyb trang til forståelse, dels af hvad det vil sige for et barn at blive frarøvet sin identitet på den måde, og dels af, hvad det var for et menneske, hun kom i kløerne på - og som var hendes eneste, absolut eneste, menneskelige kontakt mens hun voksede op.
Ikke mindst beretningen om tiden efter hendes flugt er øjenåbnende læsning. Natascha Kampusch opførte sig aldrig som folk forventede af et "offer" - hun har hele tiden forsøgt på at være herre over sin egen historie og ikke lade sig udnytte, og hun har været kontroversiel i sine udtalelser om sin kidnapper og i sin insisteren på, at sandheden aldrig er sort og hvid.
At læse Natascha Kampuschs beretning er en oplevelse, man ikke havde ventet. Den er en enestående personlig historie, men den er også en almengyldig beretning om de sider af den menneskelige natur, vi ikke har lyst til at se i øjnene. I menneskelig indsigt kan den måle sig med de største.

Vidste du, at man kan kurere jalousi over at have fået en ny lillesøster med lyst rugbrød? Det lykkedes i hvert fald for den tidligere DR-radiovært Monica Krog-Meyer. I Barndomsfortællinger får du hendes og fjorten andres levende, morsomme og rørende fortællinger om at vokse op. Blandt andet to søskende, hvis barndomsminder viser, hvor forskelligt man kan opleve den samme familie. Fortællingerne strækker sig fra det hårde slid i mark og stald på Mors i 30’erne til at vokse op i Albertslunds progressive nybyggeri i 80’erne. Tilsammen tegner de et billede af et samfund i hastig forandring og viser, hvordan barndommen præger os som voksne og ikke mindst hvor forskellige livsvilkår, vi hver især har. Og så er ”de gode gamle dage” måske ikke altid så gode endda? Læs blandt andet om, hvordan det er som barn: At se en mand hænge på hovedet i et træ og spille trompet At kede sig til døde i en sønderjysk landsby At vokse op i et alkoholikerhjem At få fødderne skrubbet med en hård børste som straf for at have udforsket seksualiteten sammen med en anden dreng At have en far, der var psykopat – eller en far, der led af traumer fra 2. verdenskrig At blive mobbet, fordi ens far er borgmester At have en far, der pludselig ikke vil se dig mere, fordi han har fundet en anden At vokse op i et religiøst hjem. Og at vokse op i et rodet, men kærligt kollektiv. Barndomsfortællinger har bidrag fra Monica Krog-Meyer, Mimi Jakobsen,Kim Fupz Aakeson, Lone Thiels, Annegrethe Felter Rasmussen og mange flere, kendte som mindre kendte.

Hun troede hun skulle på sit livs ferie, men i stedet var hun blevet ... SOLGT De to teenagesøstre Zana og Nadia bliver af deres arabiske far sendt på en drømmeferie til Yemen for at besøge hans familie. Hvad pigerne ikke ved er at han har giftet dem bort, og at der venter dem en primitiv tilværelse i de øde og uvejsomme Mokbanabjerge, et liv med slid, prygl og voldtægt. Først efter otte års kamp lykkedes det Zana at slippe fri og komme hjem. Dette er hendes autentiske beretning.

Da Pelle Hvenegaard en sommeraften på en blind date, der er tæt på at blive aflyst, møder Caroline, ved han det med det samme: Hun skal være mor til hans børn. Det første møde udvikler sig til en stormende forelskelse, hvor det hurtigt står klart, at de to gerne vil skabe en familie sammen. Og det er ikke fordi, de ikke prøver … KÆRE ZOE UKHONA er Pelle Hvenegaards ærlige, komiske, sørgelige og hjertevarme fortælling om de seks år i fertilitets- og adoptionshelvede, som Pelle og hans kone måtte igennem, før de kunne åbne døren til lejligheden på Christianshavn med lille Zoe Ukhona på armen. Det er en fortælling om partnerskab og om at tackle livet, når det ikke går den vej, man havde planlagt. Og så er det en fortælling om, hvor lykken og meningen med livet ligger, når man har oplevet og opnået det meste – og om den store glæde det er, når man endelig kan omfavne den ved at blive forælder.

En livsnær bog om forældretab i barndommen, og hvordan mødet med døden og sorgen påvirker et barn livet igennem. Bogen tager udgangspunkt i forfatterens og hendes tre søskendes erindringer om tabet af deres far for over 30 år siden. Med afsæt i teoretiske overvejelser over sorg og sorgreaktioner beskriver den familiens oplevelser omkring dødsfaldet, livet efter tabet, og hvordan deres far lever videre i deres hjerter og livshistorie. I bogen får læseren indblik i, hvordan et forældretab kan forårsage følelser som skyld, afmagt og ensomhed hos barnet. Samtidig viser bogen, at sorgen med tidens, venners og familiens hjælp kan vendes til lys og livslyst. Lysglimt henvender sig til alle, som har mistet en forælder som barn, og til mennesker, som gerne vil have indblik i børns oplevelser af død og sorg.

”Jeg vil ikke have, at du skal dø, far. Du må ikke dø!” På sofaen ligger Sally og græder sammen med Jan. ”Det vil jeg heller ikke, skat. Jeg vil ikke dø.” Kirsten er lykkeligt gift og mor til to, da hendes mand får diagnosen ALS. De skal fortælle Vigga og Sally på 9 og 11 år, at deres far skal dø. Som mor, hustru og nærmeste pårørende bliver det Kirstens allervigtigste opgave at passe på børnene igennem Jans sygdomsforløb. Fortælle dem sandheden om sygdommen og forberede dem på, at deres far skal dø. Men samtidig skal hun beskytte dem mest muligt og fastholde deres barndom og troen på, at livet er godt – også når det ikke er det. NÅR FAR SKAL DØ tager læseren med fra den barske besked til den første periode efter dødsfaldet. Kirsten Wallentin Damgaard fortæller sin families historie med særligt fokus på børnene og giver konkrete råd om det, der kan være svært. Hvordan fortæller du dine børn, at far skal dø? Hvordan samarbejder du med børnenes skole? Og hvad kan andre rundt om dig gøre for at hjælpe og støtte i en svær tid? Bogen er især relevant for dig, der selv har børn, som oplever alvorlig sygdom eller død tæt på. Den er også relevant for dig, der er god ven til en familie, som er ramt af sygdom, eller dig, der måske ikke er så tæt på, men som alligevel gerne vil hjælpe.

Hvor meget må man hade et andet menneske – som man er gift med? Og hvor rasende må man blive på to mennesker, der ikke engang er halvanden meter tilsammen? Og som man selv har haft i maven. Karin er blevet mor for anden gang og er klar til et liv som den perfekte mor med en lykkelig kernefamilie. Men der er frygtelig langt fra drøm til virkelighed, selvom hun laver marmelade med rabarber fra haven og køber Angulus-vinterstøvler i august. Hun mangler hele tiden et ekstra sæt arme og en god skilsmisseadvokat. Og 300-400 timers uafbrudt søvn. Jo mere hun kæmper for at nå ind til kernen i kernefamilien, jo flere spørgsmål står hun over for. Hvor meget må ens mand snakke om, hvor sjov hans borddame var til festen i går, når man selv sad hjemme i sofaen og ammede?Passer man overhovedet ind i Hellerup, når man synes, Carte d’Or er en god is? Kan man være en god mor uden at sætte frikadellerne på et træspyd med cherrytomater imellem? Skal man blive ved med at elske en mand, som altid husker sin iPad og champagnesabel, men aldrig vådservietterne? En rørende og morsom bog om at blive mor, om at være gift og om at være del af en moderne familie med papbørn i alle størrelser.

"Man skal have følt smerte, for at kunne forstå andre menneskers smerte. Jeg føler ikke, at jeg er skadet eller unormal. Jeg ser mig selv som et menneske, der reagerer normalt på en unormal barndom. Min adfærd og reaktion har været et udtryk for et uheldigt samspil mellem et sårbart menneske og meget uheldige livsomstændigheder."



Camille Thellefsen, datter af den berømte Limfjordsmaler Leo Thellefsen, fortæller i sin barske erindringsbog om en familie, der på overfladen simulerede den idylliske kunstnerdrøm, men i stedet var en barndom fyldt med omsorgssvigt; om en umoden og selvoptaget mor, der med skødesløshed og raserianfald vanrøgtede sine børn, og om en beundret kunstnerfar, der interesserede sig for meget for den spæde Camilles krop. Camille fortæller nådesløst om overgrebene i hjemmet der ikke blev standset af de sociale myndigheder, der i stedet så den anden vej; om sin årelange kamp med psykiatrien, om selvmordsforsøgene, og om at miste troen på sig selv og ens medmennesker. Men Camilles erindringer er også fortællingen om et menneske der på ren viljestyrke trækker sig selv op fra dybet, og i kærlighed til sin datter ikke lader sig knægte af fortidens misbrug. Camille Thellefsen (f. 1968). Forfatter til erindringsbogen "Kunstmalerens datter – svigt og misbrug bag bohemelivets facade" der skildrer en opvækst med incest og vanrøgt bag en kunstnerfamilies facade.

Da den kendte pædofil, Terry Price, kom ind i Della Wrights liv, var hun seks år. Han flyttede ind i hendes hjem og begyndte at groome og misbruge hende seksuelt de næste fem år. Selv synet af en lille pige, der mødte op til hans prøveløsladelses-møder, var ikke nok til at få myndighederne til at handle. Efter et helt liv med voldelige forhold og psykiske problemer, lykkedes det endelig Della at få sin krænker bag tremmer i 22 år – et helt årti efter hun havde opsøgt politiet. “Jeg var det uønskede barn, den lille pige, der var i vejen. Jeg svor, at jeg ville sørge for, at min krænker endte bag tremmer, og jeg ville kæmpe til sidste åndedræt mod den livstidsdom, han havde påført mig. Dette var min tid.” - Della Wright.

Ingenmandsland er ikke nogen selvhjælpsbog med konkrete anvisninger på hvordan man tackler livet med et sygt barn bearbejder sorgen og ´kommer videre´. Bogen handler om at leve med og i sorgen om at leve med det sværeste man kan komme ud for her i livet at miste sit barn. »Ingenmandsland er mit vidnesbyrd om den tilstand som jeg både fysisk og psykisk kom i da min datter blev indlagt og som jeg på sin vis stadig befinder mig i efter tabet. Ingen ord ikke tusinder af tårer ikke et skrig kan råbes så højt at det bare tilnærmelsesvis beskriver den smerte vi er i os der har mistet. Mit ønske med bogen er at videregive mine dyrekøbte erfaringer. Dels til det professionelle personale på hospitaler dels til de psykologer og terapeuter jeg har mødt på min vej og dels til alle de mennesker der er tæt på nogen der mister et menneske der står dem nær.« - Anna Kløvedal i bogens forord

Julie-Elsebeth har et af Danmarks bedste blikke for den absurde dagligdag med småbørn. Nu debuterer hun med humoristiske historier fra sit liv som mor.
90.000 engagerede danske instagram-brugere følger Julie-Elsebeths dagligdag med små børn, hus og mand. Og det gør de, fordi hun kaster et friskt lys på alt det uforudsigelige og utænkelige ved at være mor. Som hun siger: ”Vi ved alle sammen, det er hårdt arbejde at have små børn, men det hjælper at kunne grine af det.”
I Ring til en voksen – jeg er nogens mor deler hun generøst ud af de situationer, hun har stået i. Fra jordemodersamtalerne, ammehjernen, mælkebabserne, den desperate søgen på nettet og de vågnenætter til det akavede sexliv som nybagte forældre.
Bogen åbner med den positive graviditetstest og følger derefter den totalt uerfarne Julie-Elsebeths vej ind i morlivets kaos. Hendes stærke forbindelse til sine følgere understreges af, at de bidrager med nogle af deres erfaringer, ligesom hendes mand har en gæsteoptræden med sit syn på sagerne.
Julie-Elsebeth skaber ganske enkelt den bog, som kommende og nybagte mødre kan spejle sig i og ikke mindst grine med.

I 1977 inseminerede Ninna Arbo sig selv som den første kvinde i verden og fik et barn. I de følgende årtier hjalp hun en lang række kvinder til at blive mødre uden fædre. 'Mod sædvane' sætter pionerhistorierne i perspektiv fra de tider, hvor det var dødsstraf for at skaffe sig af med børn uden for ægteskab, til nutidens fri abort og individuelle ønsker om at skabe liv.