Søgeresultater: 5

»Vi krammer farvel. Jeg har svært ved at slippe min mor og min storesøster. Det er vanskeligt at balancere ned ad de store glatte stentrappetrin, selv om jeg bliver holdt i hånden af en fremmed mand, der skal ro os ud til M/S Disko, og det er nervepirrende at træde ned i den lille robåd, der vipper meget, da jeg stiger ombord. Jeg bliver sat på toften ved siden af Agnethe. Vores små numser kan lige være der. Vi er meget stille og alvorlige, vores mødre står helt fremme ved gelænderet, og jeg kigger intenst op på min mor og tænker på, hvorfor hun lader mig rejse.« Helene er 7 år, da hun sammen med 21 andre grønlandske børn bliver sendt til Danmark i 1951 for at lære dansk. Halvandet år senere vender hun hjem til Godthåb, kun for at opdage, at hun slet ikke skal bo hos sin familie, men på et helt nyt børnehjem, opført af Dansk Røde Kors. Hun har glemt sit modersmål og bliver sammen med sine skæbnesøskende opdraget efter tidens danske normer, samvittighedsfuldt effektueret af Benze, børnehjemmets forstanderinde. Målet er at gøre de grønlandske børn til mønsterborgere og forbilleder for deres landsmænd. Men børnene bliver fremmede i deres eget land. I bogen I den bedste mening har Tine Bryld berettet om dette sociale eksperiment – og senest har spillefilmen Eksperimentet hentet stof i den autentiske historie. Helene Thiesen har været en central kilde i begge tilfælde. Nu får vi hendes egen knivskarpt erindrede beretning om sin barndom – fra faderens død, til der pludselig står en fremmed mand i hjemmet og overtaler hendes mor til at sende hende til Danmark. Fra tilbagekomsten til Grønland og livet på børnehjemmet, til hun kommer på efterskole i 1960 som 16-årig. Som filminstruktør Louise N.D. Friedberg skriver, er man i et NU med den lille Helene, der oplever alt for første gang.

I 1951 blev 22 grønlandske børn skilt fra deres familier og sendt til Danmark i familiepleje. De skulle påvirkes med dansk sprog og kultur, så de kunne blive spydspidser i den nye velfærdsstat, Grønland. Ved hjemkomsten fik børnene et chok: De havde glemt deres modersmål og var afskåret fra at tale med deres familier. Og i stedet for at vende tilbage til deres hjem, blev de indlogeret på Dansk Røde Kors’ nyoprettede børnehjem i Nuuk. Her indledte de nu en tilværelse som en lille, rodløs og marginaliseret gruppe i periferien af deres eget samfund. Hvert af disse børn lever nu med dybe ar på sjælen.

Tine Bryld opsøgte de tidligere børnehjemsbørn og deres familier og lader dem fortælle deres personlige og dramatiske historier om ensomhed, identitetsproblemer og det at befinde sig på skellet mellem to kulturer – om konsekvenserne ved at være en del af et socialt eksperiment.

Bogen er rigt illustreret med både arkivfotos og Per Folkvers fotos af de 22 grønlændere. Den udkom første gang i 1998.

Jeg er Nauja. En grønlandsdanskers bekendelser er grønlandsdanskeren og græsroden Nauja Lynges selvbiografiske debatbog. Ærligt og usentimentalt beretter Nauja om et spændende, men også udfordrende liv som del af det grønlandske mindretal i Danmark. Vi hører om en munter og tryg barndom i Grønland, et svært ungdomsliv i Danmark og et voksenliv, hvor kampen for at finde sig tilrette med en dansk/grønlandsk baggrund har kostet blod, sved og tårer. Der er hug til kolonimagten Danmark, til selvfede grønlandske politikere, til den dovne danske presse og til de mennesker, der til stadighed holder fast i stereotypen om grønlænderen på bænken. Jeg er Nauja. En grønlandsdanskers bekendelser er samtidig fortællingen om en stærk kvinde, der ikke lader sig kue af hverken fordomme, retssager eller trusler på livet, men som insisterer på retten til både at være grønlænder og dansker. Bogen er forsynet med et forord af Bertel Haarder. … “de fleste danskere kan simpelthen ikke slippe de stereotype billeder af grønlændere. Det er bl.a. derfor, jeg i mange år undlod at tale om Grønland, for det tærede på kræfterne, og jeg endte alt for ofte med at tage afstand til mit grønlandske ophav. Det er uværdigt og deprimerende at blive opfattet som et omvandrende, drikfældigt bloktilskud."

Tolv kapitler om at være barn i Grønland, skrevet af Naja Marie Aidt, Julie Berthelsen, Jessie Kleemann, Anne Knudsen, Henrik Littauer, Rasmus Lyberth, Mai Misfeldt, Iben Mondrup, Emile Hertling Péronard, Minik Rosing, Kaare Sørensen og Elisabeth Toubro.

En række mennesker, der alle har tilbragt hele eller dele af deres barndom på Grønland, beskriver nogle af deres tidligste erindringer fra det store land. Bogen er en slags mosaik, hvor hver del kan stå alene, men tilsammen danner delene et billede af Grønland set med barneøjne. Naja Marie Aidt, Julie Berthelsen, Jessie Kleemann, Anne Knudsen, Henrik Littauer, Rasmus Lyberth, Mai Misfeldt, Iben Mondrup, Emile Hertling Péronard, Minik Rosing, Kaare Sørensen og Elisabeth Toubro fortæller om deres barndomsminder fra Grønland.

OBS: KALAALLISUT! »Vi krammer farvel. Jeg har svært ved at slippe min mor og min storesøster. Det er vanskeligt at balancere ned ad de store glatte stentrappetrin, selv om jeg bliver holdt i hånden af en fremmed mand, der skal ro os ud til M/S Disko, og det er nervepirrende at træde ned i den lille robåd, der vipper meget, da jeg stiger ombord. Jeg bliver sat på toften ved siden af Agnethe. Vores små numser kan lige være der. Vi er meget stille og alvorlige, vores mødre står helt fremme ved gelænderet, og jeg kigger intenst op på min mor og tænker på, hvorfor hun lader mig rejse.« Helene er 7 år, da hun sammen med 21 andre grønlandske børn bliver sendt til Danmark i 1951 for at lære dansk. Halvandet år senere vender hun hjem til Godthåb, kun for at opdage, at hun slet ikke skal bo hos sin familie, men på et helt nyt børnehjem, opført af Dansk Røde Kors. Hun har glemt sit modersmål og bliver sammen med sine skæbnesøskende opdraget efter tidens danske normer, samvittighedsfuldt effektueret af Benze, børnehjemmets forstanderinde. Målet er at gøre de grønlandske børn til mønsterborgere og forbilleder for deres landsmænd. Men børnene bliver fremmede i deres eget land. I bogen I den bedste mening har Tine Bryld berettet om dette sociale eksperiment – og senest har spillefilmen Eksperimentet hentet stof i den autentiske historie. Helene Thiesen har været en central kilde i begge tilfælde. Nu får vi hendes egen knivskarpt erindrede beretning om sin barndom – fra faderens død, til der pludselig står en fremmed mand i hjemmet og overtaler hendes mor til at sende hende til Danmark. Fra tilbagekomsten til Grønland og livet på børnehjemmet, til hun kommer på efterskole i 1960 som 16-årig. Som filminstruktør Louise N.D. Friedberg skriver, er man i et NU med den lille Helene, der oplever alt for første gang.