Søgeresultater: 50

"Som ven med ven" er en række essays af Grethe Heltberg om vinter og sommer, om gamle venner og mennesker man engang har mødt, om det herlige i at kunne høre og i at kunne række andre mennesker sin hånd til hilsen. I "Som ven med ven" kommer Grethe Heltberg omkring stort og småt i livet – både de særlige lejligheder og det der hører hverdagen til.

Grethe Heltberg (1911-1996) debuterede i 1942 med digtsamlingen "Portræt af en pige", og skrev siden en lang række romaner, noveller, digte, essays og erindringer. Et tilbagevendende tema i forfatterskabet er splittelsen mellem at være kvinde og kunstner. Grethe Heltberg var medlem af Dansk Forfatterforenings bestyrelse fra 1957-72 og modtog fra 1946 Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Hun er mor til tre børn, deriblandt forfatter og journalist Bettina Heltberg.

I anledning af Tage Voss‘ 90 års fødselsdag i 2008 blev 52 af denne store forfatter og debattørs skarpe og smukke essays genudgivet under den sigende titel "Stemme i ørkenen".

"Af hoved er hun videnskabsmand, men af sind er hun kunstner, og det er en rig sammensætning. Hendes arrigskab har flere hestekræfter end nogen anden dansk skribents, og det er en glimrende drivkraft. Hun finder sig ikke i noget… Hun kan den kunst som er definitionen på al kunst: at lægge hovedvægten på det væsentlige og være ligeglad med det ligegyldige."

Sådan beskrev Poul Henningsen Elsa Gress som debattør og som menneske. "Det professionelle menneske" er en samling af essays delt op i fire afsnit: ‘socialt‘, ‘kulturkritisk og kulturpolitisk‘, ‘amerikansk‘ og ‘litterært og kunstnerisk‘.

Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.

Dessau på vanlig slentrende, underholdende og tankevækkende vis om nogle af de temaer, der optager ham mest: tidens træk og trends, identitet og forandring, rejselyst og alderdom og historiens gang. Det er nemlig Dessaus pointe, at historien ikke gentager sig, men fortsætter. Alt er under stadig forandring, ved nærmere eftertanke.

Ja, der er som regel en del, der hører efter, hvad Elsa Gress har at sige. I denne essaysamling filosoferer Elsa Gress over modernismens klimaks, det moderne menneske, velfærdsstaten, kulturskizofreni og afdøde helte som Karen Blixen, Graham Greene og Aldous Huxley. Hun afsætter i øvrigt en stor del af bogen til tanker om USA‘s racekamp, mordet på John F. Kennedy og begrebet succes set med amerikanske øjne.

"Det er afgjort ikke fashionabelt i disse tider at tale om standpunkter, endsige at have dem. I stedet skal man have fornemmelser for ‘det nære’ … At have en fornemmelse af misforholdet mellem det, der er, og det, der bør eller kunne være, forekommer dem latterligt."

Dette synspunkt gør Elsa Gress op med i "Elysisk aften – at være kætter", og som hun også bemærker, er det ikke bare forbigående tendens, at man ikke må udtale sig kritisk eller i store vendinger. Det har altid været ildeset på den måde ‘at være kætter’, som hun kalder det.

Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.

Hvor går grænsen mellem fiktion og virkelighedsskildring? Det spørger Franz Berliner om i denne novellesamling, hvor fiktive personer blander sig med rigtige, erindringer med fantasi. Én ting er fælles for novellerne: Scenerne og personerne er indimellem opdigtet, men bagtæppet, kulissen – stederne – er virkelige.

Små humoristiske essays om hverdagsliv og dagligdagens mennesker omkring årtusindskiftet. Et udvalg af forfatterens avisklummer – fra dag til dag.

I Efter min mening gør Frederik Dessau sig personlige og etiske overvejelser om sit eget og andres liv i den velkendte essayistiske form. Bogen henvender sig, med Dessaus egne ord, til dem, der ikke ved alting i forvejen.

I forordet til Repremiere i mit indre mørke skriver Søren Ulrik Thomsen, at han "Utallige gange i de seneste ti år har [jeg] måttet ud i byen for fra gulnede, tyndslidte og uhåndterlige avissider at få fotokopieret et af mine essays og poste det til en læser." Bogen samler tekster, der tidligere har været tryk i aviser og tidsskrifter. Den udkom oprindeligt i 2009 på forlaget Vindrose. 

Indholdet er en stribe essays om livet/kulturen/musikken/poesien/poetikken. Sidste tekst i bogen er et mindeord for digteren Inger Christensen (1935-2009).

Intet emne er for stort eller småt til at blive sat under lup i Hemming Hartmann-Petersens erindringsessaysamling "Med tilbagevirkende kraft". Alt lige fra køkkenhaven til identitetskriser bliver taget under behandling, og der bliver selvfølgelig krydret med talrige erindringsglimt fra et langt liv som lærer, jazzmusiker og programsekretær i Danmarks Radio. Hemming Hartmann-Petersen (1923-2004) var en dansk musiker, lærer, programsekretær, radiovært og forfatter. Han blev ansat på DR i 1962, hvor han var med til at skabe det, vi i dag kender som P3, og gennem de næste knap 30 år hørte han til blandt radioens mest skattede studieværter. Hemming Hartmann-Petersen skrev derudover en række bøger – blandt andet tre essaysamlinger og erindringerne "En røst fra orkestergraven".

Bogen er en tekstsamling, bestående af anmeldelser, essays, kronikker og foredrag m.m. Teksterne handler om religion eller om ikke-religiøse livsopfattelser og om undervisning i religionsfaget.

Emnerne spænder vidt – fra nordisk mytologi og afroamerikansk religion til maorierne i New Zealand og shinto i Japan. Fra folkereligion og nye religioner til verdensreligioner som kristendom, islam og buddhisme. Fra ateisme og humanisme til fundamentalisme og folkekirkelig fideisme, dvs. troen som frelse og gave fra Gud.

Forfatteren diskuterer de forskellige religioner og livssyns kvaliteter. Han hylder de religiøse myter og tekster, som i nogle tilfælde har høj litterær kvalitet og rummer dyb indsigt i menneskesindet. Andre, især nyere religioner kalder han makværk. Sidst i bogen erklærer forfatteren sig som ikke-troende – en kulturkristen uden gudstro. Finn Stefánsson (1942-2020), cand.mag. i dansk og religion. Har udgivet en lang række fagbøger, opslagsværker og essaysamlinger, især med fokus på religion. Desuden har han bidraget til en række leksika og Den Store Danske Encyklopædi.