Søgeresultater: 6

I 1942 ankommer den unge læge Eddy til Westerbork, en lejr i det østlige Holland, hvor jøder venter på deportation til koncentrationslejrene. Her møder han sygeplejersken Friedel. De forelsker sig og gifter sig i lejren. I 1943 sendes de til Auschwitz i et godstog.

I en tid hvor grænseløsheden dominerer og sætter sit aftryk – nærmest totalitært – over alt, i hjerter og sind, og i en tid hvor globaliseringen er blevet epokens ydre udtryk, der har Søren Krarup i sit forfatterskab bestandigt fremhævet grænserne som en central kategori. Siden (1960) 1969 har Søren Krarup markeret sig som en uforsonlig kritiker af radikalismen, kulturradikalismen og af traditionsløsheden inden for undervisning og politik, opdragelse og familie, og han har med stor myndighed skrevet om det moderne sammenbrud og advaret mod en humanistisk totalitarisme.

Med disse syv essays træder Villy Sørensen ind i en diskussion der i lige grad omfatter kunstens og demokratiets problemer. Og da ingen af elementerne i vor tid kan tænkes fra hinanden, er spændingen på forhånd givet. I sin art kan man kalde kunsten elitær, på den anden side er en af kunstens hovedopgaver at være demokratiets talerør. At både kunsten og demokratiet vånder sig under den fælles tilstedeværelse, kan der ikke være tvivl om, hvilket kommer til udtryk i kunstens ofte meget kritiske indstilling til det politiske og politikernes hyppige afstandstagen fra den kritiske eller vanskeligt tilgængelige kunst. At diskussionen er aktuel aflæses dagligt i pressen, her får den sin kunstneriske og filosofiske uddybning.

"Realiteten var, at det store flertal af mennesker måtte antages at være imod al denne vold, men at den ikke blot var der alligevel, men blev værre og værre. Jeg kunne i hvert fald ikke udelukke, at der fandtes flere mennesker, end jeg troede, der var enige med mig, skønt de ikke vidste det og hvorfor. Hvis det var tilfældet, kunne det give mening at skrive.

Ulrich Horst Petersen spørger sig selv, hvorfor vold på film, i kunst og æstetik i det hele taget synes at fylde mere og mere. Hvad er det, der er så fascinerende ved den? Er den skadelig, når den bare ses på film og i kunst? Hvad gør den ved de unge, som lader til at være så fascinerede af den? Og er det i virkeligheden bare ham selv, der er blevet gammel og forstokket?

Bogen er oprindeligt udgivet i 1997. Ulrich Horst Petersen (f. 1936) er en dansk forfatter og jurist, der har vundet et væld af priser for sine mange bøger. Han har udgivet essays, skønlitteratur og erindringer.

I en række essays udpensler Villy Sørensen, med samlingen Uden mål - og med - moralske tanker (1974), nogle stadigt aktuelle samfundsmæssige problemer. "Samfundet er blevet så kompliceret, at politikere og teknokrater farer omkring for at pusle om detaljerne og forbedre maskinens enkeltdele - uden at der bliver tid til det generelle overblik og til tanker om, hvad vi egentlig ønsker at bruge maskinen til."

Enogtyve essays om fremmedhed, kunst og forsøget på at være menneske.
Hvordan finder vi sammenhæng i usammenhængende tider?
Fremmedhed er en farlig følelse fordi den reducerer vores fornemmelse af forankring og tilhørsforhold, og dermed også ansvarsbevidstheden og empatien overfor og med hinanden. Det gælder for den flygtning eller indvandrer der kommer udefra, og de blandingsbørn der må vokse op udspændt mellem flere normer, lige såvel som for den gammeldansker der pludselig ser sin egen kultur ændre sig uden selv at have ønsket eller bevirket forandringerne. Det gælder ikke mindst den fremmedhed der rammer os alle, når omdrejningshastigheden i tilværelsen bliver højere end vi kan følge med til, når et ellers udmærket system som markedsøkonomien får lov at blive livets almægtige diktator, og når en større og større del af vores tilværelse finder sted digitalt og virtuelt snarere end i en håndgribelig virkelighed.
Nationalisme og religiøs fundamentalisme, ekstremisme af alskens slags, er ikke løsningen, men et symptom på problemet. Men hvordan gør vi mødet af vidt forskellige normer og kulturer, af det virtuelt abstrakte med realiteternes uomgængelighed, til glæde for os selv som individer såvel som for samfundet som helhed?
Kan kunsten noget der kan hjælpe os at gøre farbare stier af blandingskulturens vilde vover?
AT GÅ NØGEN betyder at leve uden forstillelse, uden eller med en ubetydelig lille menneskelig lakune – dvs afstand mellem den vi er indadtil og den vi præsenterer os som udadtil. Men er det overhovedet muligt? Og hvis ja, hvordan indsnævrer vi så lakunen? Kan kunst bidrage til at udfylde vores tomrum og sætte os i stand til bedre at komme overens med mennesker med vidt forskellige kulturer og livsformer? Med vores vanvittig hastigt vekslende omverden? Med os selv?