Søgeresultater: 5

Side om side med litteraturhistoriens udvikling har anmelderne altid stået klar til at give deres kritik og indimellem ros af alt fra poesi til skønlitteratur. Kritikeren kan både være en positiv kraft, der kan give forfatteren fremdrift og selvindsigt, men han eller hun kan også være demotiverende og til tider direkte nedsablende. I en lang række essays skrevet over en tyveårig periode ser litteraturkritiker John Chr. Jørgensen nærmere på kritikerens rolle i litteraturhistorien og bringer desuden sine egne oplevelser som kritiker af den litteratur, han har viet sit liv til. John Chr. Jørgensen (f.1944) er en dansk litteraturforsker og har været tilknyttet Københavns Universitet siden 1969. Han har desuden været litteraturkritiker ved både Politiken og Ekstra Bladet. John Chr. Jørgensen var desuden én af hovedkræfterne bag Dansk forfatterleksikon, 1-2 fra 2001.

Brostrøms vandring i de bøger, der har betydet utrolig meget for ham, tegner indirekte et selvportræt, for den litteratur, man finder genklang i, siger meget om én selv. I ca. 50 små kapitler, der kommer rundt om kanoniserede klassikere som fx Cervantes, dansk salmedigtning, modernisme og nordisk lyrik, præsenterer Brostrøm de læste bøger og fortæller samtidig, hvordan de har formet og ramt ham.

Det er en bog, der vidner om et (89 år) langt liv med bøger, professionelt og privat. Brostrøm lever for og ånder gennem litteraturen, og hans formelle viden og følelsesmæssige engagement er uden sidestykke.

"Essays" er en diskussion af det moderne gennembruds individuelle lykkebegreb, som Johannes kasserede. I "Essays" påviser han en litterær tendens i modsat retning af Georg Brandes' hovedstrømninger; en symbolistisk tendens og en dyb mening i verden.

Forfatteren Johannes Jørgensen (1866-1956) blev født i Svendborg. Han flyttede til København og senere til udlandet, men vendte hjem til fødebyen som kendt forfatter af store rejseberetninger, digte og særligt helgenbiografier. Johannes Jørgensen konverterede til katolicismen og er især i Italien kendt for sin biografi om Frans af Assisi. I sin samtid var Jørgensen anerkendt som digter og symbolist ligesom hans samtidige Viggo Stuckenberg og Sophus Claussen, mens det kom til store offentlige konfrontationer mellem Claussen og Jørgensen i diskussionen af, hvad symbolismen er og rummer. Jørgensens religiøse etos kom på tværs af Claussens poetik. Et hovedtema i katolske Jørgensens omfattende forfatterskab er menneskets splittelse mellem kønsdriften og higen efter Gud og evigheden.

"Fælles for dem skulle imidlertid gerne være, hvad man kunne kalde den kritiske idealisme: troen på det negatives ret side om side med det positive og forvisningen om, at respekt for de ‘upraktiske‘ ideer og studier er en nødvendig forudsætning for al kultur i højere forstand."



Sådan beskriver Elsa Gress essaysne i "Strejftog", som hurtigt blev fulgt op af en lang række romaner og essaysamlinger, der har fastslået hende som en skelsættende kommentator inden for alt fra litteratur, sociologi, psykologi til livets store spørgsmål.
Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.

Ph.d.-stipendiat Kasper Støvring argumenterer for, at Villy Sørensen i virkeligheden var kulturkonservativ snarere end kulturradikal, som han ellers traditionelt er blevet betragtet som. Støvring mener, at Sørensens værk Digtere og dæmoner fra 1959 rummer nøglen til denne nye forståelse og revurdering af forfatterskabet.