Søgeresultater: 60

I Guds rige er en stærk og rørende fortælling om familien, og om at turde søge ned i barndommens fortrængninger og møde sig selv på ny.

Aydin Soei er en af Danmarks mest vidende stemmer, når det handler om unge fra etniske minoriteter, social arv og unge i udsatte boligområder. Det er problemstillinger, Soei tidligere har skrevet om i bøger og indlæg i den danske presse. Men med denne nye bog er det hans egen og hans forældres historie, han fortæller.

”Hvis det ikke var for mine forældres rejse til Danmark og den nye eksiltilværelses forgrenede veje, ville drabet ikke have fundet sted. Uden min fars mislykkede liv i eksil som en del af ligningen, giver hans forbitrelse og hans søns forsøg på at forsone sig med hadet og fortiden ingen mening. Hvis mine forældre havde valgt et andet land som deres eksil, ville jeg være et andet menneske.”

Fortællingen veksler mellem beskrivelser af forældrenes flugt fra Iran via Sovjet til den københavnske vestegn. Aydin Soei fortæller om sin opvækst i Avedøre, hans fars tiltagende voldelige adfærd over for sin familie – og det mord, han ender med at begå på en anden iransk mand, hvis søn var forfatterens klassekammerat.

Forsoning er en helt igennem autentisk biografisk-dokumentarisk fortælling. Den giver et billede af en helt særlig periode i Danmarkshistorien set fra et barneperspektiv. Om en barndom i de store flygtningeår i midten af 1980’erne, hvor mange nyankomne drenge som Aydin Soei forsøgte at vinde status på gaden og i skolegården – på godt og ondt. Et hovedtema er forfatterens forsøg på at håndtere den vrede og den skyld, som hans far har givet videre til ham.

Aydin Soei er 33 år og bosat på Nørrebro. Han er bachelor i journalistik, sociolog og har tidligere skrevet de anmelderroste bøger Skyld – historien bag mordet på Antonio Curra og Vrede unge mænd.

Ind i en stjerne er en roman om det ubærlige. Om at miste sin elskede, om lammende sorg og oprivende smerte, om livet med en utrøstelig, toårig dreng, der ikke forstår, hvorfor hans far pludselig ikke er der mere. Og om at føde et barn alene, tre måneder efter sin mands død. Men det er også en fortælling om livet, der langsomt melder sig igen i form af små glimt af glæde og taknemlighed – over de to børn, over selv at være i live.

Erling er blevet en ung mand og skal i gymnasiet. Han vil ikke til Ribe, som ellers ligger tættere på barndomsbyen Gram – han vil til Haderslev, for så er afstanden større til familien i ismejeriet derhjemme, hvor tingene går deres sædvanlige skæve gang.

Haderslev er en stor by, så både på kollegiet og i katedralskolen er der mange skikke og omgangsformer, han ikke er fortrolig med. Der er jævnaldrende på kollegiegangen, der er nye lærere og nye klassekammerater. Og så er der jo pigerne, hvis gådefulde væsen det er forfærdeligt svært at få hold på.

Der er også det med hele tiden at kende forskel på, hvad der er sandt, og hvad der er knap så sandt. Det har det altid knebet med for Erling, og nu får han rodet sig ud i noget værre snavs, da han kommer til at sige, at han slet ikke er født i Gram, men i København af revolutionære forældre. Hvordan slipper man lige ud af den pine?

At forfatteren trækker på sin egen historie, har han aldrig lagt skjul på; men man skal vistnok ikke tro på alt, hvad han siger, som han siger.

Hjemmefra er andet bind i en serie om familiehemmeligheder … i Gram og andre steder. Romanen kan læses selvstændigt.

Min far er indlagt på Gentofte Hospital. Han har haft kræft i otte år, nu har han fået en blodprop i hjernen. Han er blevet lam i den ene side af kroppen. Til min far er en kærlighedserklæring til en døende, et spinkelt forsøg på at holde fast i et liv, der svinder bort. Romanen skildrer tiden med en døende forælder, og hvordan kærlighed kan have trange kår i en hård og forvirrende tid for en familie med hjemmesygeplejersker, plejere, smerter og smertedækning, synkeproblemer, hukommelsestab og uenigheder. Den handler om at nærme sig hinanden. Og om at tage afsked.

Jens og Marie er ikke blot en dokumentarisk roman, der skildrer Jens og Maries kærlighed, samliv – og deres kamp for en genforening. Linda Lassen formår samtidig overbevisende at skildre et amputeret Danmark i brydningsårene. De indenrigspolitiske forviklinger, Christiansborgs Brand, Hørup og Brandes der tilslutter sig Det radikale Venstre, modens luner og dagliglivet i København. Mens hovedstadens intellektuelle borgerskab diskuterer lilleputstatens problemer og i realiteten vender ryggen til de nationale realiteter, fængsles Jens Jessen gang på gang for sin kamp for Danmark. Og efter Jens’ død viderefører Marie den fælles kamp.

Da Glenn er fem år og hans lillebror, René, er tre, tager deres far sit eget liv. FARSKIBET er en desperat insisterende fortælling i og om hans fravær. Om to efterladte drenge og deres mor, om to teenagesønner og deres mor, om to voksne brødre og deres mor – alt sammen i lyset af tragedien, der blev til tragedierne, der blev til dette: et sorgfuldt og rasende vidnesbyrd om en familie ødelagt af giftig maskulinitet. En brutal erindringsroman om klasse, køn, vold og svigt.

To modsætningsfyldte verdener kolliderer i Barbara Gress‘ erindringsroman om sin egen opvækst i 60‘erne. På den ene side er der det intellektuelle, kunstneriske barndomshjem, som ofte danner rammen om kortere og længerevarende besøg af farverige og livseksperimenterede kunstnere, forfattere, kvindesagsforkæmpere, videnskabsfolk og des lige. På den anden side er det det lokale miljø, dér mellem Sydsjællands grønne bakker, hvor der ses mere end skævt til dette rend af kunstneriske typer, der opfattes som mere eller mindre vanvittige. Midt i det hele står pigen Barbara, der som en stifinder må finde sin egen vej imellem de forskellige verdener.

Med rystende ben gik han op ad den lange gang. Halleluja, lød det fra flere sider. Hal-le-lu-ja. Stavelserne ekkoede rundt i hans hoved, slog smut i hjernens. Han måtte redde sig selv. Jorden gik under i morgen. Dan knælede foran stolen, bøjede hovedet og foldede sine svedige hænder. Ældstebrorens hånd brændte mod hans nakke. Dan åbnede munden, en lyd slap ud, hans stemme var ikke hans længere, bare en pibende lyd, som når man trykkede på de bidedyr, hunde fik. Kære Gud, tilgiv mig for alle mine synder ... Jeg har svaret min mor igen ... Jeg har løjet og bandet ... kigget på piger på pigestranden, næsten kysset Rebekka ... og rørt ved min tissemand ... Helligrøv er Daniel Zimakoffs første autobiografiske roman for voksne.

I romanen PARCELHUS genbesøger forfatteren Pablo Llambias sin opvækst i den lille by Gug ved Aalborg. Med de konservatorieuddannede forældre og den argentinske far var deres lille hjem med det store klaver en eksotisk størrelse midt i det gryende parcelhus-Danmark. Det var et kulturelt hjem og ved at gå helt tilbage til de første mennesker, der ankom til Gug i den tidlige jernalder, skriver Pablo Llambias historien om menneskets brug af redskaber og bearbejdning af omgivelserne og viser på den måde, hvordan kunst og liv ikke kan adskilles.

Caner Cansis STOPPESTEDER er en autofiktiv coming-of-age-fortælling om en andengenerationsindvandrers opvækst i det mangfoldige Aarhus V.

Marianne Horsdal har som professor ved SDU i mere end 30 år forsket i livsfortællinger. Nu har hun skrevet sin egen. Hendes fortællinger, der er en let fiktionalisering af hendes eget familie- og ungdomsliv, er en fascinerende-broget historie om et liv, der næsten er for kulørt til at være sandt. Stedet er trekanten mellem, Kerteminde, Staures hoved og Fyns hoved. Hun voksede op som datter af en herregårdsskytte og ”Filla” og var selv ung studerende, dengang ”senkapitalismen” buldrede derudaf med voldsomme forandringer. Dem oplevede hun en del af, men en meget stor del af fortællingernes dramatik fortælles gennem ”Gogo”, broren, der levede hele sit korte liv på kanten og endte med at falde ud over den. Ved siden af de unge, Marianne og Gogo, tegner bogen ikke mindst et portræt af herregårdsskytten, hendes far, en dybt anakronistisk (og derfor morsom) gammel Hug-af. Udover de mange familietrakasserier giver Marianne Horsdal et glimrende indblik i de regler, der var gældende i de feudale hierarkier. Men de smukke landskaber, og ”Danmarks bedste jagt ” i Hjerringe indrammer bogen. Det er følsomt at famle i fortiden for at finde det sted, hvortil man er bundet og knyttet, siger Marianne Horsdal. Hendes barndom og ungdom var gennemstrømmet af en feudal romantisk, som for længst er borte med blæsten. Som en Scarlet O’Hara af Hindsholm – uden land. ”Sproget er så sanseligt og rigt, at man kan gro blomster i det, sprogblomster. Feudale fortællinger er lige så smukke som deres titel.” skriver Knud Romer, der både har læst og inspireret forfatteren.