Søgeresultater: 26

I en række korte, poetiske tekster skildrer forfatteren tiden op til og efter farens død.

Hvad gør man når præsten dør? Hvad gør man når man er konen til præsten, der dør? Hvordan genfinder man sit liv, sin status? Hvordan kommer man igennem sorgen? En kortroman om tab, tristesse og tomhed.

I 2018 modtog Anita Furu Bogforums Debutantpris for Mit halve liv – en stærk og rørende roman om den jødiske flygtningepige Ruth, der som 6-årig bliver adopteret fra Rusland til Danmark.
Jeg er en, der kan sige sådan! er Anita Furus selvstændige opfølger. Ruth er blevet 73 år, og hendes handlekraftige datter Inge presser på for, at Ruth, før det er for sent, tager kontakt til de søskende, hun blev skilt fra som lille.
Ruth og Inge tager til England og møder Ruths storesøster og storebror, der også blev bortadopteret, men Ruth kæmper med modstridende følelser. Hendes søskende har detaljerede minder om barndommen i Rusland. Selv husker hun næsten ingenting.
Romanerne om Ruths liv er inspireret af Anita Furus familiehistorie. Dog tager forfatteren sig friheden til at lade det uskete ske i fiktionen – da virkelighedens Ruth ville tage kontakt til sine søskende, var det for sent.

Da Stefan Hertmans’ bedstefar døde i 1981, efterlod han to tætskrevne notesbøger til sit barnebarn. De næsten 600 sider indeholdt optegnelser om bedstefarens liv og i særdeleshed om hans tid som soldat under første verdenskrig – en tid, der gjorde dybt indtryk på ham og prægede ham resten af hans dage. Med udgangspunkt i notesbøgerne, sine egne minder og familiens historier har Stefan Hertmans skabt en gribende familieroman, som både giver et stærkt portræt af bedstefaren og et enestående indblik i tilværelsen i Europa under og efter første verdenskrig. Et moderne, belgisk sidestykke til Erich Maria Remarques klassiker "Intet nyt fra vestfronten".

Midt i arbejdet med en akademisk opgave må Christine tage fra København hjem til Annisse for at hjælpe med det praktiske efter mormoren, Fannys, død. Efter skilsmisser og dødsfald står Christine udelukkende tilbage med onkler og alt det, de ikke taler om. Mens jorden er frossen, og urnenedsættelsen udskydes, driver Christine omkring i det landskab, hun voksede op i. Hun gransker sin barndom og opvækst og bliver mere og mere optaget af de ting, hun er ladt tilbage med; fortællinger og fotografier, og hvad de fortæller, og skjuler, om fortiden. Brak er en roman om familie og traumer, om døden og alt hvad vi bliver ladt tilbage med.

"Espedals vilde liv er virkelig vildt, der drikkes, kneppes, slås. Den tredje bog begynder med ’Brevet om mine ulykker’ og to siders verdenslitteratur om at være fjorten år og smadre en kammerat, bokse med sin far, knalde ham en lige højre, selv blive slået i gulvet: »Jeg har aldrig set ham så smuk«. Smukkere bliver litteratur ikke." Politiken 6 hjerter

Nielsine er nitten år gammel, da hun og kæresten Jens Peter beslutter sig for at drage til Amerika sammen med Nielsines onkel. De har store planer om deres fælles fremtid i det nye land, Amerika, og de er begge fulde af forventningens glæde, da de endelig forlader Danmark. En kold nat i 1912 bliver Nielsines drømme knust, hun står pludselig alene tilbage og må vende hjem igen. Nielsine må kæmpe imod den indre modstand og vælge livet, som bliver så meget anderledes end det, hun drømte om.

GENFÆRD Hver morgen klokken kvart i fem vågner jeg med hagl i brystet slagregn i øjet og frost i hjertet i vished om et tab jeg i glimt havde glemt Hver morgen klokken kvart i fem dør du fra mig igen og igen og igen Om forfatteren Louise Winther er født i 1963 og har tidligere udgivet en roman og to digtsamlinger samt de to sorgcitatsamlinger Sagt om sorg og Sagt om sorg II. Kristeligt Dagblad skrev om digtsamlingen Jeg bærer mine døde ”… fine sansninger af sorgens væsen med registreringer af savn og mørke og den langvarige proces hen imod en hverdag, der er god nok.”

En flygtningehistorie om en jødisk kvindeskæbne i det 20. århundrede.

Susse har været udsat for en voldsom tragedie, så hun ikke kan skelne mellem drøm og virkelighed. Fortiden tvinger hende dog til at se nutiden i øjnene. Den for hende til at indse, at hun må kæmpe for at få sit liv tilbage. I kampen for at få livet tilbage, bliver hun nødt til at søge efter årsagen til tragedien. Den fører hende til Afrika ...

Arthur og Miriam Pepper var lykkeligt gift i 40 år. De havde delt et roligt liv i Yorkshire, fået to børn og ikke haft nogen hemmeligheder for hinanden. Eller rettere, det troede Arthur.