Søgeresultater: 64

En af Danmarkshistoriens mest magtfulde mænd, rigskansler Griffenfeld, står i centrum af dette historiske epos fra Mette Winge. Beretningen om hans storhed og fald fortælles udefra, bl.a. gennem dagbogsblade fra Griffenfelds elskerinde, men hovedsagelig via historikeren Thomas Ender og hans møder med folk, der kendte Griffenfeld. Ender, som er en sympatisk, men lidt forkommen skikkelse - og som er Winges opfindelse og altså ikke har historisk forlæg - kommer på sporet af en række intriger, der efterhånden overbeviser ham om, at det var magtfulde kredse ved hoffet, der, for at pleje egne interesser, bragte Griffenfeld til fald.

Frederik, der er søn af en dansk soldat og en lokal kvinde, kommer til verden på Guldkysten, på den tid da Danmark havde kolonier i Afrika og Vestindien. Han er en begavet dreng, og han bliver adopteret af den danske præst på fortet Christiansborg, der tager ham med til Danmark. Trods universitetsstudier og danske kærester falder Frederik aldrig rigtigt til, og han kommer til at leve hele sit liv splittet mellem sine to kulturer. H.E. Sørensen (f. 1940) har skrevet en lang række bøger om rejser, samfund og historie, og især Sønderjylland, hvor forfatteren selv har hjemme, har fået en stor plads i forfatterskabet. H.E. Sørensen er uddannet lærer, har været leder af Skærbæk museum og har gennem mange år drevet eget forlag.

Leonora Christines liv er et drama uden sidestykke. Det er fortællingen om kongedatteren, der befandt sig bedst i magtens centrum, spillede højt spil og tilbragte 22 år i Blåtårn.

Da Leonora Christine træder ind i Blåtårn i 1663, er det til en mørk, uhumsk celle, omgivet af de værste forbrydere. På den anden side af muren, på Københavns Slot, tilbragte hun sin bryllupsnat.Nu huser slottet hendes halvbror, Frederik den 3. og hans magtfulde dronning, som Leonora i sin tid undervurderede katastrofalt.

Leonora Christine har siddet fængslet før, og der har altid været en vej ud for den begavede kongedatter. Hun tager kampen op, udtænker et forsvar og broderer en ny virkelighed. Hun kan svigte alt, men ét står fast: Hun forbliver Corfitz’ loyale hustru igennem alt. Dét bliver hendes svage punkt.

Leonora Christine er en selvstændig fortsættelse til romanen Kongens kvinder.

Pressen skriver:

»Maria Helleberg bevarer suverænt det store overblik i sin maleriske, detaljerige og sansemættede fortælling om Leonora Christine. «
**** – Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

»Skildringen af Corfitz Ulfeldt gennem den 15 år yngre hustru er mesterlig […] Forpligtelsen over for både Historien (med stort H) og den fri fantasi går hånd i hånd i Leonora Christine . Den melange behersker Helleberg til fingerspidserne. «
– Ulrik Langen, Weekendavisen

»...et mageløst portræt af denne arketypiske historiske kvinde. «
– Marianne D. Cornett, Nordjyske Stiftstidende

»Maria Helleberg demonstrerer atter engang sit talent som formidler af et stykke Danmarkshistorie. Det er gjort underholdende og oplysende. «
**** – Henrik Tjalve, Frederiksborg Amts Avis

»Det er en vanvittigt god historie, og Helleberg kan i dén grad sit kram. «
**** –FEMINA

»Maria Helleberg kan kunsten at gøre de historiske magtkampe og skæbner levende, og Leonora Christinas historie er mere dramatisk end de fleste Hollywood-film.«
– FEMINA

"Denne røver, dette udyr, denne tiger blandt mennesker … hans karakter er en blanding af forfængelighed og gemenhed, af hovmod og nederdrægtighed; underfundighed, halsstarrighed og ondskab præger ham. I hans kolde, ubevægelige ansigt, der ligner jernmalm, synes der, når han er rolig, en indesluttet fortvivlelse, men når han kommer i affekt, ses en vild, dyrisk grusomhed … forvorpenhed og grusomhed forener sjældne forstandsegenskaber med en urokkelig karakter."

Sådan beskrev den anerkendte videnskabsmand Jens Veibel Neergaard Ole Kollerød, der i år 1840 blev henrettet for det bestialske mord på Lars Papirkusk. Neergaards beskrivelse af Ole Kollerød vakte den dannede overklasses frygt og fascination for dette smukke, intelligente uhyre, der var startet som simpel indbrudstyv og endt som morder.

130 år senere dukkede et manuskript op, der indeholdt Ole Kollerøds egen udlægning af historien skrevet fra hans fængselscelle, efter han var blevet dømt til døden. Ole Kollerøds erindringer giver samtidig et unikt billede af livet på bunden af guldalderens samfund. I "Ond skæbne" skildrer journalist og forfatter Niels Peter Juel Larsen Ole Kollerøds skæbne i romanform.

Niels Peter Juel Larsen (f. 1942) er mag.art. i litteraturvidenskab og har i en årrække arbejdet som journalist på Danmarks Radio. I 1985 forlod han Danmarks Radio og flyttede til Berlin, hvor han siden har levet som forfatter, journalist og reporter.

Elisabeth af Habsburg, Karl den Femtes søster, er kun fjorten år, da hun bliver gift med den danske kong Kristiern den Anden. I Bruxelles blev hun blevet viet til kongens stedfortræder, Mogens Gøje. Hun kender ikke meget til kongen, hun ved intet om det barske land i Nord, og hun taler ikke dansk. Kong Kristiern fortsætter sit forhold til Dyveke, selv om han havde lovet Elisabeths familie, at det skulle ophøre. Men trods disse problemer og trods de brutale henrettelser og trods den voksende modstand mod kongen blandt jyske adelsmænd knyttes hendes skæbne stadig stærkere til hans.

Palle Laurings spændende og farverige middelalderroman tegner et smukt billede af en ung kvinde, som modnes og vinder stadig større styrke gennem den modgang, hun møder.

To unge mennesker ønsker et bedre liv. Hun forsøger at slippe væk fra mishandling. Han vil væk fra en underordnet stilling. I løbet af et år får de begge alt, hvad de kunne bede om, og mere til. Hun bliver skilt, han bliver biskop, og en livslang kærlighedshistorie begynder. Magt, rigdom, politisk handlekraft og erotik blandes.Stormene er på vej, men ingen ved det. Alt virker normalt. Der er kun en kirke i Europa. Alle tror på den samme indiskutable historie om liv, død og Gud. Men mens en ung mand finder fred og livsindhold i et kloster, flygter en ung nonne. Om lidt vil alle fire møde hinanden, og hele deres verden forandres.Synd bliver til salighed, cølibat til erotisk betagelse, religion til politik, politik til krig. Efter borgerkrig og reformation er alle havnet et andet sted, end de drømte om. Store forandringer kræver ofre og ny tilpasning. Hvad er vigtigt, når man har mistet alt det, som gjorde livet værd at leve? Kan man finde ro i et forhold, uden for ægteskabets beskyttelse, men som heller ikke hverken stivner eller ældes?

Molekylærbiologen Mogens Lehmann har skrevet en fantastisk, rigt illustreret, roman om den danske videnskabsmand, astronomen Ole Rømer. Romanen fortæller spændende om Rømers liv og letforståeligt om hans opdagelser, opfindelser og ingeniørarbejder.
 Historien tager sin begyndelse i 1671, da den franske videnskabsmand abbed Jean Picard beder den unge Ole om at ledsage sig til øen Hven for at måle på Tycho Brahes gamle resultater. Herefter følger Ole med Picard til Paris og Det Franske Videnskabernes Selskab. Mens Rømer opholder sig i Paris arbejder han blandt andet som dygtig ingeniør, for Kong Louis, og er med til at anlægge de storslåede fontæner omkring Versailles. Men Rømer arbejder også med astronomien og gør, mens han bor i Paris, den afgørende og vigtige opdagelse at Lyset Tøver. Tilbage i København bliver Ole Rømer hurtigt et aktiv for de skiftende danske konger. Den evigt arbejdsivrige Rømer bliver Københavns stadsingeniør, politimester og kongelig Mathematicus. Han spreder sig over adskillige arbejdsområder og anlægger således blandt andet byens gadebelysning og kloakering. Han hitter på at lægge guldæbler i springvandet på Nytorv, og han opfinder adskillige instrumenter som vi bruger i dag. Således besøger en ung glaspuster ved navn Fahrenheit Rømer i København og bliver betaget af Rømers temperatur-måle-instrument. Han indfører den gregorianske kalender i Danmark, han opmåler landet osv osv.
Alt dette begiver Ole Rømer sig af med, mens han stædigt arbejder mod tiden på at bevise stjernernes parallaksebevægelse, som vil vise, at Kopernikus’s verdensbilelde er det rigtige…

Om Jomfru Fanny virkelig var datter af Christian den Ottende og prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenburg, bliver stadig diskuteret blandt de lærde, men den mundtlige overlevering i Sønderjylland lader ingen tvivl tilbage, og det er også, derfor Jomfru Fanny bliver kaldt ‘Dronningen af Aabenraa‘.

Hvad end hendes herkomst var, så var Jomfru Fanny alt andet end almindelig. Alle egnens folk lyttede til hendes forudsigelser om krige og om Sønderjyllands skæbne, og mange af dem holdt så meget stik, at hun blev censureret, da nazisterne indtog Danmark, for hun havde før sin død i 1881 forudsagt, at en frygtelig krig ville følge efter den værste isvinter i mands minde, og at den danske konge næsten ville blive afsat, men at krigslykken så ville vende, og Preussen ville skrumpe ind til et lille bitte rige.

Bodil Steensen-Leths "Jomfru Fanny – en roman om ‘Dronningen af Aabenraa‘" er en medrivende roman såvel som en spændende lektion i Sønderjyllands historie.

Med KONGENS KVINDER fortæller Maria Helleberg med stor indlevelsesevne om de tre kvinder, som styrede manden, der styrede landet.

Christian d. 4 satte sit præg på kongeriget på godt og ondt. Han kørte riget i sænk militært og økonomisk, rejste ikoniske bygningsværker, og fik et hav af børn med sine mange ægtefæller og elskerinder. KONGENS KVINDER handler om de mest magtfulde kvinder i kongens liv: Den entreprenante adelskvinde, Ellen Marsvin, hendes manipulerbare datter Kirsten Munk, som hun fik gift væk til kongen og ikke mindst den egenrådige Vibeke Kruse, Ellen placerer ved hoffet for at aflede kongens opmærksomhed fra hendes datters utroskab, men som snart begyndte at udfordre Ellens ellers så stærke greb om magt og indflydelse hos kongen.
 

"Sankt Markus nat" er en slægtsroman, der følger en mor og hendes datter, Mette, der bliver født på netop Sankt Markus nat i året 1533. Epoken kendes som en af de mest dramatiske i historien, og Mette vokser op i en tid præget af overtro, heksejagt og angsten for det onde.

Helle Stangerup (1939-2015) var en dansk forfatter, der særligt var kendt og hædret for sine romaner og noveller. Stangerup blev cand.jur. i 1966 og fik sin litterære debut i 1967 med krimiromanen "Gravskrift for Rødhætte". Året efter fik hun sit litterære gennembrud med værket "De gule handsker". I løbet af sin karriere modtog hun adskillige priser, heriblandt De Gyldne Laurbær i 1985 og Thit Jensens forfatterlegat i 1990. Udover sine skønlitterære værker udgav Stangerup flere faglitterære værker om historikeren Saxo.

To danske kvindeskæbner kædes ad snoede stier sammen i deres møde med Indien:   Det er teosoffen Erna, som vi først møder, mens hun er ansat som privatlærer på et stort gods på Lolland, og som senere bliver husbestyrerinde hos Indiens første premierminister, Jawaharlal Nehru, og det er missionæren Mariane, der rejser til Indien for at udbrede kristendommen, bliver optaget af Gandhi og hans kamp for Indiens uafhængighed og efterhånden bliver gode venner og fortrolig med ham. 

De to kvinder er vidt forskellige af såvel statur som temperament; men fælles for dem er, at deres tro og overbevisning fører dem til Indien, hvor de tilbringer fyrre år. For den ene er det eventyr og for den anden et kald, men begge er parate til at betale prisen, både den materielle og den åndelige, for deres usædvanlige valg.

I 1882 blev en af Danmarks store kvindeskikkelser, Maren Sørensen, født i Ål, Vestjylland. Hun var på mange måder forud for sin tid og kunne smykke sig med titler som sygeplejerske, frihedskæmper, frimenighedspræst og kvindesagsforkæmper. I 1952 blev hun belønnet med ridderkorset for sin enestående indsats i grænselandet.