Søgeresultater: 6

”Så du troede, du var voksen nu? Giv mig et par minutter, så tager vi lige en snak om det.” At være voksen er at give slip på ungdommens kaos og stå på egne ben. Men ved vi voksne egentlig, hvem vi er? Og formår vi at bibeholde vores nysgerrighed og glæde ved livet? Linn Skåber har brugt sine egne og andres erfaringer til at skrive fiktive monologer – små historier – hvor hun forsøger at sige noget om voksenlivet. Hun skriver om lyst og begær, rynker og træningshysteri, ensomhed og kærlighed, store og små bekymringer, forhold, der går i stykker og lugte, vi aldrig glemmer. Det er historier, vi alle kan genkende os selv i, skrevet i en let, humoristisk tone, hvor alvoren dog altid skinner igennem.

Roy Jacobsens smukke trilogi om Ingrid fra Barrøy, den yderste ø i Norskehavet, har fanget læsere over hele verden. Nu kommer sidste bog i trilogien, og den udspiller sig i tiden umiddelbart efter 2. Verdenskrig. Ingrids datter, Kaja, er blevet ti måneder, og Ingrid begiver sig ud på en vandring gennem fredens Norge for at finde Kajas far, russeren, som drev i land på Barrøy, da det tyske skib Rigel forliste i den sidste krigsvinter. Hun følger det spor, som hun tror, at han har fulgt, da han flygtede for at finde hjem til Rusland. En vandring med Kaja i et sjal på maven, over fjeldene, ind i Sverige og mod syd. Hun finder husly undervejs og fremfører sig ærinde: Om nogen kan huske en russer med forkullede hænder. Andre viser hun datterens øjne, lykkelig uvidende om, at sandheden er fredens første offer. På sin søgen efter kærligheden møder hun mennesker og skæbner, som hun aldrig vil glemme. Rigels øjne er en stærk roman om et land og et folk lige efter en krig - og krig gør noget ved mennesker. Det samme gør freden. Den gør noget ved hukommelsen. Ingrid får vendt op og ned på sit verdensbillede.

Pressen skriver:

»…lejrer sin suveræne prosa i et stabilt malende, poetisk og landskabsnært sprog.«
–Weekendavisen

» Roy Jacobsen mestrer med enkle virkemidler at male monumentale landskabsscener, fremkalde knivskarpe tidsbilleder og blotlægge invaliderende hensigter skjult bag stenhjertede facader.«
– Ekstra Bladet

»Denne trilogi er på alle måder væsentlig i sin fortælling, sit sprog og sit skarpe blik for menneskene, og jeg misunder dig, hvis du har den til gode. Læs, læs, læs! «
– Elle

»Jacobsen er god til at beskrive det mentalt krigshærgede samfund, hvor folk lever i al deres mistro og meningstab. «
– Information

En fortælling fra Norges udkant om en kærlighed i skyggen af anden verdenskrig. Roy Jacobsen følger med Hvidt hav mesterligt op på romanen De usynlige.

Året er 1944. Ingrid vender tilbage til sin barndomsø, Barrøy, som har ligget øde og forladt, siden moren døde, og familien blev spredt for alle vinde. Hun ruster sig til vinteren, for hun kender livet på øen helt ind i knoglerne, naturen, sliddet, ensomheden. Men hun er ikke alene. På uventet vis kommer hun til at opleve kærligheden i nogle intense vinteruger.

Pressen skriver: 

»Det, der især gør Hvidt hav interessant, er dens skildring af ydmyg og ekstrem selvopholdelsesdrift. […] så høj klasse, at romanen tager sin klare plads blandt årets store oplevelser: så kompositorisk og sprogligt tilfredsstillende og så gement spændende som noget litteratur, der skrives i dag.«
– Weekendavisen

»[…] her er en historisk hjemstavnsroman – næsten en opdatering af Amalie Skrams 'Hellemyrsfolket' – der kan den aldeles nutidige, iøjnefaldende og dog så diskrete sprogkunst at skrive mellem linjerne og mellem klippeskær og krusninger på et Hvidt hav.«
***** – Politiken

»Jacobsen mestrer at lade den store historie indvæve i fortællingen om Barrøy, og romanen er et velkomment gensyn med den voksne Ingrid.«
– Information

»Roy Jacobsen viser med Hvidt hav, at han er kystfolkets mester. En virtuos skildrer af en kystkultur med fisk, bådsmandskab og naturen. Romanen er en eminent fortælling om en kærlighed i skyggen af anden verdenskrig.«
– Helsingør Dagblad

»Hvidt hav er, som forgængeren, også en smuk og konkret poetisk bog.«
– Kristeligt Dagblad

»Roy Jacobsen strøer om sig med betagende naturskildringer, både af vinter og sommer, og vi føler os hensat til alle historiens Robinson Crusoe øer.«
– Litteraturmagasinet StandArt

Med Datteren sætter Ragde et fornemt punktum for sin store slægtsfortælling om Neshov-familien.

Torunn har fundet sig til rette i det lille bysamfund og har valgt at føre begravelsesforretningen videre efter Margidos død. Også for at være der sin farfar, Tormod, der bor på plejehjemmet. Med arven efter Margido renoverer hun gården og nyder forbedringerne - ikke mindst luksusbadeværelset og indretningen af gæsteværelserne til den danske storfamilie, når den er på besøg. Kai Roger, Torunns gamle kæreste, forærer hende et par smågrise, som både hun og hendes hund, Ann,a hurtigt bliver glade for og ikke vil af med. Men hun føler sig også alene og vover springet, da en charmerende præst lægger op til mere end den rent faglige relation. Han står imidlertid ikke distancen, og Torunn må ty til Kaj Roger, da en krise opstår. En usædvanlig gæst fra Østrig dukker op med en hilsen til Tormod - og via en Skype-forbindelse genforenes han i sit livs efterår med sin store og forbudte kærlighed, den tyske soldat Dieter. 

En far og en datter bliver bragt om bord på et sejlskib. Pigen har feber og sår over hele kroppen. Med dem er også en række andre syge. Året er 1775, og de skal til København, til Kong Frederiks hospital, for at blive helbredt for den epidemi, som har taget så mange liv. Men overfarten er ikke uden farer, og jo længere rejsen varer, desto mere tiltager desperationen og galskaben blandt passagererne. Faren er vidne til, at datteren svinder ind og bliver mere og mere apatisk. Han har allerede mistet sin kone og sit andet barn, og har bare denne pige tilbage.

Kongens hjerte er et intenst menneskeligt drama. Mørk og mareridtsagtig, men samtidig gennemlyst af den stærkeste følelse af alle: kærligheden til et barn.

En roman om bedrag og selvbedrag, om psykisk sårbarhed og om den gradvise erkendelse af sandt og falsk gennem skriften.