Johanna drømmer om et almindeligt liv med børn og hund og et hus i Humlebæk. Et hus med kærlighed, et hus, hvor hun og Emil kan skrive. Hun er svensk, og han er dansk. Sammen udforsker de og lærer hinandens sprog og kultur at kende i deres fælles kærlighed til ord, litteratur og hinanden. Johannas dybe angst og jalousi giver dog hurtigt anledning til bebrejdelser, beskyldninger, vrede, gråd og skrig. Johanna kæmper imod sig selv, og Emil forsøger at støtte og hjælpe hende, men i afmagt og frustration må han også vende sig væk. De to elsker og ødelægger sig selv og hinanden i kampen for et forhold, der præges af stærke kræfter, som til sidst må skille dem ad.