Hendes kæreste sagde hun var spøjs, men det var mere end det. Visse ting var vigtige. Dem var man nødt til at kæmpe for. Helen var bare ikke så stærk som folk troede. Hun prøvede at være det, men det lykkedes ikke altid for hende. Det gør det ikke for nogen. Ingen kan være stærk hele tiden.
Tillid, kærlighed, forhold; forældre, børn, elskere; død, velstand og hjem. Alle de ting her i livet som er så almindelige – og helt enestående når man tænker over det. Og det gjorde Helen, i alle døgnets vågne timer, lige til det sælsomme øjeblik da hun på vejen hjem fra arbejde ser den her radmagre, forhutlede fyr gå over gaden lige foran hende. Brian? Hendes for længst forsvundne bror? Hvordan kunne det gå til?
Men det var samme skikkelse, nøjagtig samme udstråling. Kunne det virkelig passe?
Sådan begynder 24 timer i en ung kvindes liv, en kvinde der er lige så almindelig, og lige så unik, som alle os andre. Mo sagde hun var spøjs – men Helen rummer mere end det, meget mere.
