Søgeresultater: 11

I Skoddeheimen er det godt at bo, synes de, som stadig bor der. Men Ølgjer og Liv er rejst derfra, de vil begge til byen. Der møder de hinanden, er i et forhold, går fra hinanden igen og snakker om den fælles skoletid og ser tilbage på deres landlige opvækst. En finurlig og kreativ roman af en stærk norsk forfatter. Olaug Nilssen vandt Brageprisen i 2017. Hun er født i 1977 i Solheimsdalen og er i dag bosat i Bergen. Nilssen har studeret litteraturvidenskab ved Universitetet i Bergen og skrivekunst ved Skrivekunst-akademiet i Hordaland. ”Liv studerer og studerer. Bagefter sidder hun i kantinen på det humanistiske fakultet og ryger og tænker, at i morgen skal hun først gå på læsesalen, og så skal hun gå i kantinen og ryge, nej, spise, og så skal hun gå ud og købe den bog, hun mangler, hvis altså hun før det har fundet ud af, om hun har råd til at købe den bog, hvis altså hun nu går hen og finder sig en serviet, så hun kan regne ud, hvor mange penge hun har tilbage, hvis altså hun før det havde skyndt sig og havde fået et kontoudtog i banken, men det har hun ikke.”

Morten Søndergaard skriver i digtsamlingen TIL om forbindelsen mellem sprog og verden, om tilblivelsen, tilsynekomsten og tilfældets betydning for den kunstneriske skabelse.

Digteren opholder sig på et bjerg i Pietrasanta i Italien, hvor han på skråningerne passer oliventræer, vinranker og bier. Med hundrede procent lydhørhed og sanselig omgang med verden skriver han sig ind på dagene, begivenhederne og tilfældet som noget, man kan vælge at gribe og gå ind i. TIL åbner et kunstnerisk rum, på en gang intimt og verdensvendt.

Morten Søndergaard har i hele sit forfatterskab kredset om, hvordan ordene bliver til, hvordan kunstnerisk skabelse bliver en central del af digterens forsøg på at gå i forbindelse med verden, få adgang til den og få lov at være i den.  

"Permesso?

Ja.

Kom ind

kom nærmere.

Gå gennem døren

der er en dørklokke

der er banken

på træ

på stilheden.

Marmorarbejderne slår på blokken

for at høre om den er sund.

Må jeg komme ind? 

Må jeg være her?

Det lille italienske ord permesso bliver sagt på dørtærsklen

det siges det ud i luften

og man venter på svar før man går over den.

Også selv om der ikke er nogen at se.

Selvom du godt ved

at du gerne må komme ind.

For ordet er en lille værdighed i sproget

som at få lov til at komme ind

i det hele taget.

At der gives tilladelse et sted:

Ja, du må gerne komme ind.

Som brevsprækken der altid

holder en sprække åben

selvom døren er lukket

hvis nogen vil sige dig noget."

- Uddrag fra åbningsdigtet ”Permesso”

Det år vi gik til begravelser handler om at være hjemløs i sin egen familie, om at finde sig selv i en ny sammenhæng og holde op med at flygte fra livet. Det er en stor og mangesporet fortælling om familie, kærlighed og identitet.

”Hver dag står der en ny idiot op.” “Hvad mener du med, at der hver dag står en ny idiot op?” spurgte jeg. “Nå ja, det er et gammelt købmandsudtryk. Der findes jo idioter. Man skal bare finde dem. Eller bedre endnu: lade idioterne finde dig.” “Hvorfor det?” Far så medlidende på mig. “For at man kan sælge dem noget dumt, din idiot, derfor.” Vi befinder os i 1980’erne, og Arnos forældre drømmer om, at successen venter lige om hjørnet, da faren får arbejde hos en bilforhandler. Hele familien rykker til Frankrig, og børnene begynder i en dyr privatskole. Men inden længe begynder Arnos forældre at opføre sig mærkeligt … Arno erfarer, at hans far er en svindler. Deres nyfundne rigdom er baseret på stjålne penge, og Interpol er i hælene på dem. Det, børnene troede, var et eventyr, udvikler sig til en hæsblæsende flugt gennem Europa. I Hver dag en ny idiot tager Arno Frank læseren med på en tour de force gennem hans egen familiehistorie, som emmer af både tragikomiske episoder, håb og dyb skuffelse. Der er udpræget omsorgssvigt på spil, og samtidig formår fortælleren, den unge Arno, at formidle sin familiefortælling på indlevende, underholdende og livsbekræftende vis. Arno Frank er født i 1971 i den tyske by Kaiserslautern. Han er forfatter og journalist og skriver for en række medier, heriblandt Die Zeit, Dummy, Spiegel Online, taz, Fluter og Musikexpress.

”Hvem er du? Du må ikke være her.” Han sagde det med så megen overbevisning, at jeg gættede på, at det var hans jord. ”Jeg hedder Juliane, og jeg må være, hvor jeg har lyst til at være,” svarede jeg og gengældte hans åbne blik, mens jeg lagde armene over kors. Han granskede mig et øjeblik. ”Hvor gammel er du?” spurgte han og lagde hovedet på sned, som om han allerede vidste det og skulle tjekke, om jeg ville lyve for ham eller fortælle sandheden. ”Tolv,” svarede jeg. ”Og hvor gammel er du?” ”Også tolv, men jeg fylder snart tretten. Altså i december, der bliver jeg tretten,” svarede han. ”Nå, der er da et stykke tid til.” ”Ja, okay.” Vi smilede prøvende til hinanden. Som om det var tilstrækkeligt, at vi havde alderen til fælles, vinkede han mig hen til sig. Forfatteren Juliane befinder sig over halvvejs i livet. Hendes to døtre er flyttet hjemmefra, og hun har ladet sig separere fra ægtemanden Max. Da hun arver sin mosters gård, ser hun det som en kærkommen mulighed for at komme væk fra det hele og tænke på noget andet, mens hun sætter gården i stand, så den kan sælges. I den lokale købmandsbutik støder hun tilfældigvis på sin barndomsven Janus, og snart begynder barndommens uskyldighed at kaste lys over voksenlivets komplikationer og omvendt. Anita Albers, 1974, er født og opvokset i Sønderjylland og uddannet cand.mag. i tysk og filosofi fra Aarhus Universitet. Hun har tidligere udgivet to romaner, en kostbog og en YA-roman.

“At dele soveværelsesvæg med min bedste ven – som jeg troede, jeg var forelsket i – bliver
enten virkelig fedt eller virkelig forfærdeligt.”

Da Poppy vender tilbage til England efter seks år i udlandet, glæder hun sig til at genoplive venskabet med sin barndomsven Booker.

Booker har aldrig forstået, hvorfor Poppy rejste så abrupt, men han er lykkelig over at have fået sin bedste ven tilbage. Så da hun mangler et midlertidigt sted at bo, tilbyder han hende at flytte ind hos ham.

Poppy siger ja, for Booker ved jo ikke, at han knuste hendes hjerte dengang, og desuden er hun jo ikke forelsket i ham længere. Vel? Men det går hurtigt op for Poppy, at fortiden er svær at begrave, ligesom Booker aldrig før har været opfyldt af så modstridende følelser. For Poppy er ikke længere den lille pige med rottehaler, som han legede med som barn. Hun er nu en voksen kvinde. Og en superlækker en af slagsen.

At falde for sin bedste ven er en skræmmende tanke, for venskabet med Poppy betyder alt for Booker. Men måske er det på tide at gå efter noget mere? Måske er det på tide at satse alt?

Sats alt er den tredje, selvstændige sportsromance i Harris Brothers-serien.
 

“Sats alt er en sportsromance, som helt sikkert vil få dit hjerte til at banke!” – BOOKS AND BOYS BOOK BLOG

“Amy Daws kombinerer romance, sport og fantastiske familiedynamikker i sjove og romantiske historier. Konflikt. Humor. Kærlighed. Begær. Det hele er en del af hendes magi.” – BEWITCHED READER BLOG

“Sats alt er spækket med øjeblikke, som vil smelte dit hjerte, lidenskab, så du må finde viften frem og al det drama, der hører til en ikke helt så ukompliceret venner-til-kærester-historie.” – BOOKAHOLICS READING HAVEN

Hovedpersonen og fortælleren, Asle, er maler, enkemand og bor i et hus i Dylgja, hvor han tidligere boede sammen med sin kone Ales. Nu bor han alene og hans eneste venner er naboen Åsleik, en ungkarl og fiskerbonde, og Beyer, en galleriejer der bor i Bjørgvin et par timers kørsel syd for Dylgja. I andet bind står Asle igen og ser på billedet med de to streger som krydser hinanden og tænker over at de gode billeder lyser i mørket. Og han tænker på barndommen. På dengang han og Søsteren gik den forbudte tur ned til Fjorden. På nabodrengen som faldt i vandet og druknede og på Skaldepanden som børn skal tage sig i agt for.

Vadehavet. Jord og hav er altid i bevægelse ind og ud af hinanden, som Theas tanker der flyder mellem fortid og nutid, som tidevandet. Det ville være så meget nemmere, hvis tingene lå fast, og hun ikke skulle tage alle de beslutninger. Hun trænger til substans Hængsler, der skal skrues fast på låger, et gulv, der skal skures, en cykel, som skal lappes. Hun trænger til malerklatter på en gammel skjorte og at dele en øl med nogen. Det er så længe siden, hun har lavet andet end at løbe efter sig selv. Så flytter hun ind i mormorens tomme hus ude i marsken og begynder at sætte det i stand. Det fysiske arbejde er godt. Kroppen holder sammen på hende, og langsomt begynder tankerne at falde til ro. Han har fundet den lille høneskål i vindueskarmen og står og vender og drejer den. – Sådan en havde mine bedsteforældre også, han løfter låget. – Den er fabrikslavet, siger han forbavset. – Havde de også slik i den? – Vi fik aldrig slik. Han smiler kort og drejer den lidt i hånden. – Tænk, at den bare er masseproduceret. Han lader fingeren glide tankefuldt hen ad hønens hoved. Hun snupper den lidt fortørnet ud af hånden på ham. – Det er da lige meget. Det er stadig en særlig del af ens barndom. Han fløjter lavt. – Men den er så ikke så enestående, som man måske troede engang. Christine Tjalve, cand.mag., debuterede med romanen Ræven har sin hule, 2011, har boet i en række lande bl.a. England, USA, Frankrig, Mexico og Canada. Børnebogen Møllen går amok, udkom i 2017 (samarbejde med Boum Pyndiah), og desuden har hun skrevet noveller og dramatik.

En rørende, moderne fortælling om lægen Marion og hendes kamp med fortiden. Linda Olsson har tidligere udgivet den fantastiske bestseller Astrid og Veronika, som er blevet læst af over 50.000 danskere.

Ulvene fra evighedens skov udspiller sig både i Norge og i Rusland fra 1977 og frem til i dag og er fortalt af seks forskellige stemmer. Det er en standalone roman, men den deler tematikker med Morgenstjernen. En stor roman om livet og døden og alt det, vi ikke forstår.

Historien begynder vinteren 1977 på en ø i det sydlige Norge. Fortælleren er Helge Bråthen, der en sen aften, 12 år gammel, ser en lysstråle i vandet under en bro. Det er lygterne fra en bil, som er kørt i vandet. Rådvild og på tærsklen til voksenlivet ved han, at han må tilkalde hjælp, men ender alligevel med at tage hjem og falde i søvn.

1986. 20-årige Syvert Løyning er efter halvandet år i hæren som kok på vej hjem til sit barndomshjem i det sydlige Norge. Syvert aner ikke, hvad han skal stille op med sit liv, og den første tid flakker han planløst rundt i den lille by og prøver at finde sig til rette hos sin mor og sin lillebror. Atomulykken i Tjernobyl sætter Syvert på sporet af hans far, som døde, da Syvert var helt lille og som han aldrig har kendt. En gammel frakke, en kasse med breve skrevet på russisk og en samtale med hans onkel tegner et billede af faren, som vækker Syverts nysgerrighed og vrede.

Da Jonas Gardells seneste romanværk, trilogien Tør aldrig tårer bort uden handsker, udkom i Sverige, blev den af avisen Dagens Nyheters læsere kåret som en af de tre største kulturelle begivenheder i Sverige gennem de sidste 150 år. En helt uhørt stor ære! Trilogien omhandlede et homoseksuelt kærestepar og kampen mod AIDS i 80’erne, men i den nye roman, Til minde om en betingelsesløs kærlighed skriver Jonas Gardell for første gang autofiktivt og giver læseren et indblik i en på samme tid benhård og kærlighedsfyldt opvækst.