Øjne som ser er skrevet ud fra min stærke erindring om følelser, dufte og sindsstemninger fra jeg blev født og frem til tiårsalderen. Det er en kærlig, meget ærlig og til tider meget skræmmende fortælling om en tid og en opvækst set gennem en lille piges øjne.
Opvæksten fandt sted i en arbejderfamilie i Lemvig med en hjemmegående mor, søstre og en far, der måtte slide hårdt i det for at skaffe mad på bordet. Det er en fortælling, hvor jeg som voksen vender tilbage til barndommen og hudløst ærligt fortæller om livet i en familie med meget trange kår, hvor børn ikke måtte ses og ofte slet ikke høres. Opdragelsesmetoden var trusler og straf.
Den røde tråd i bogen er øjnene, der ser alt og husker alt. Det er en identitetsskabende bog om at skabe tabte eller aldrig erhvervede redskaber til at begå sig blandt andre mennesker.