Søgeresultater: 24

"Men det værste var, at mama ikke havde andre at betro sig til og øse sin sorg ud over end mig. Alle de gange, hvor jeg sad og læste lektier for den ene bordende i køkkenet, og hun sad og arbejdede ved den anden bordende. Selvfølgelig var hun lige så fortvivlet som jeg. Men mens jeg altid bar det hele for mig selv, kunne hun bedst finde lindring ved at snakke om det. Så hun jamrede og beklagede sig og kunne ikke forstå, hvad hun havde gjort, siden hun skulle straffes sådan."

I "Endnu et bette nyk" fortæller Gynther Hansen om sit liv i efterkrigstidens Sønderjylland - et område, der under krigen var splittet mellem loyalitet til enten Danmark eller Tyskland. Også i Gynthers egen familie er splittelsen tilstede, og hans bror Lorenz sidder i fængsel for sit samarbejde med nazisterne under krigen. Sorgen efter faderens død og den store fattigdom, der efterfølgende hersker i hans hjem, driver Gynther ud i den store verden, hvor forfatterdrømmene vokser og langt om længe bliver realiseret. Gynther Hansen (1930-2014) voksede op i en tysksindet familie i Varnæs nær Aabenraa i Sønderjylland. Under Anden Verdenskrig sympatiserede hans far og hans storebror med Hitler og nazismen, mens Gynther Hansen selv valgte danskheden. Denne splittelse kom til at fylde meget i hans senere forfatterskab.

Under Anden Verdenskrig sad den tyske jøde Eddie Jaku i kz-lejre, og han mistede sin familie, sine venner, sit land. Alligevel kaldte han sig Jordens lykkeligste mand, kort inden sin død som 101-årig i 2021.

Modstandsmanden Jørgen Kieler bliver arresteret og deporteret til Tyskland af Gestapo i 1944 efter en fejlslagen sabotageaktion. Efter korte stop i Frøslevlejren og kz-lejren Neuengamme når han en brutal endestation: kz-lejren Porta Westfalica. I modsætning til mange af de andre fanger overlever Jørgen Kieler lejropholdet – men kun med nød og næppe. Da Kieler kommer hjem til Danmark efter Befrielsen, bliver han mødt med tavshed. Man ville helst glemme, hvad der var sket. Men den går ikke, hvis man spørger Kieler – for man skal blive ved med at huske, hvad der nøjagtigt skete både i de mørke år under krigen og bagefter. I "Før jeg siger farvel" gør Kieler en sidste status over de omkostninger, som krigen, modstandskampen og opholdet i kz-lejren har haft for ham som person og for Danmark, og han siger sin utvetydige mening om besættelsen, værnemagerne, samarbejdspolitikken og danskernes hang til at stikke hovedet i busken. Men han fortæller også om et stærkt broderskab, kærligheden og følelsen af at gøre det rigtige, dengang det brændte på for Danmark i 1940.

Den 4. september 1944 bliver forfatteren Hans Fallada indlagt på en anstalt for "sindslidende forbrydere" på ubestemt tid. Han er tilsyneladende en færdig mand: Fysisk og psykisk nedbrudt, alkoholiseret og i skrivekrise. Men Fallada udnytter opholdet til at blive afvænnet – og til at skrive. Nu vil han aflægge vidnesbyrd. Netop her i "dødehuset" mener han, at tiden er inde til et opgør med naziregimet og til at retfærdiggøre de smertefulde kompromisser og indrømmelser, han som forfatter i Det Tredje Rige så sig nødsaget til at foretage. I sin fængselsdagbog beskriver Fallada kollektivets forfald under nazisterne; om spioner og angivere og de mange tragiske skæbner i hans nærmeste omgangskreds – deriblandt Ernst Rowolht og Emil Jannings. Eftersom Fallada er under konstant overvågning i fængslet og for at spare på den beskedne mængde papir, han har til rådighed, udvikler han en slags mikrografisk hemmelig skrift, som kun møjsommeligt kan tydes under lup. En søndag i oktober 1944 får Hans Fallada en dags udgang. Under skjorten smugler han de hemmelige optegnelser ud af anstalten.

Heinz Wiesenhöfer voksede op i det fremstormende Nazityskland i 1930’erne og blev som soldat i Hitlers Luftwaffe indlemmet i det kolossale militærapparat, da han i 1941 var 19 år og allerede uddannet ingeniør.

"Heinz i Hitlers Luftwaffe" indeholder optegnelser og vidnesbyrd fra et land, som havde tabt 1. Verdenskrig, hvorfor mange ønskede oprejsning. Under nazisternes fremmarch i ’Det Tredje Rige’ lærte alle tyskere at tro på en bedre fremtid, hvor ingen ville sulte, hvor alle fik uddannelse eller arbejde, og hvor Tyskland ville udvikle sig til en stærk stormagt. Ganske få så, hvilken fanatisme, manipulation, vanvid og død, nazisternes ideologi medførte. Klarsynet kom for de fleste først, da løbet var kørt.

I denne bog skriver Heinz om sin opvækst, uddannelse og involvering i krigen, om lemlæstelse og om at slå ihjel for at overleve. Og også om en stormende forelskelse i en dansk pige. Heinz fortæller, at han var glad for ved krigens afslutning ikke at vide, hvad fremtiden skulle bringe.

Heinz ønsker på ingen måde nogen gentagelse af denne epoke, og det er i den ånd, hans vidnesbyrd nu kommer frem.

Susanne Kragh (f. 1957) er bank- og kontoruddannet og arbejdede på folkeregisteret i København, da Heinrich ’Heinz’ Wiesenhöfer i 2008 ønskede hjælp til at finde en dansk pige, han mødte under Anden Verdenskrig. Susanne Kragh, der altid har haft en stor interesse for historie, har med bogen ”Heinz i Hitlers Luftwaffe” hjulpet med at formidle Heinz’ spændende fortælling.

Lise Munk er mest kendt som digterpræsten Kaj Munks stærke hustru, der stod ved hans side under 2. verdenskrig op til hans henrettelse i 1944. Bjarne Nielsen Brovst fortæller historien om hele Lise Munks liv fra barndommen til ægteskabet med Kaj Munk, de mangeårige kampe med retsopgøret efterfulgt af kampen for hans eftermæle. Bjarne Nielsen Brovst (f. 1947) er en dansk forfatter og foredragsholder, der i 1970 debuterede med "Mit hjertes have". Sidenhen har han skrevet et utal af bøger inden for genrerne digte, noveller, romaner, selvbiografi og bøger om historie. Bjarne Nielsen Brovst har skrevet en lang række biografier om kendte danske forfattere, heriblandt H.C. Andersen, N.F.S. Grundtvig og Jeppe Aakjær.

Kærlighed i krig og kaos handler om kærlighed, socialt engagement og en kamp for at overleve. Om en 17-årig pige fra en landsby i det sovjetiske Ukraine og en ung københavner, hvis veje krydses i en tysk arbejdslejr under 2. Verdenskrig. Det er et stykke historie, hvor storpolitik, et tilfældigt møde og det daglige hverdagsliv udgør hovedingredienserne, og hvor menneskelig varme og optimisme gøres til handling. I 1942 blev Dusja tvangsforvist til en arbejdslejr i Rostock, hvor hun mødte danske Erik. Han kom til byen i januar 1943 for at tage civilt arbejde for en dansk entreprenør. De forelskede sig og flygtede i april 1945 på falske papirer og midt i krigens inferno til Danmark, hvor de blev gift og siden fik to børn. Efter 11 år i Danmark emigrerede familien til Sovjetunionen, hvor de levede fra 1956 til begyndelsen af 1990’erne. Dusja har rundet de 90 år. Erik døde i 2004, 83 år gammel. Deres livshistorie er på en gang noget helt særligt og samtidig et prisme for den storpolitiske udvikling under den kolde krig. Et dramatisk og smukt billede på, at kærlighed kan overvinde (næsten) alt. Bogen bygger på deres dagbøger og erindringer samlet af deres søn.

Knud Pedersen har været forgangsmand inden for mere end ét vigtigt felt. I sine erindringer fortæller han både om sit virke som en af medstifterne af modstandsgruppen Churchill-klubben under anden verdenskrig, da han selv kun var en stor dreng. Han fortæller endvidere om sit liv efter krigen, der bestemt også blev helt ud over det sædvanlige. Vi hører om grundlæggelsen af Kunstbiblioteket samt hans engagement i Fluxus-bevægelsen. Bogen giver et spændende indblik i en usædvanlig mands sind. Knud Pedersen (1925-2014) var en dansk frihedskæmper og kunstner. I 1942 var han medstifter af modstandsgruppen Churchill-klubben, der bestod af unge Aalborg-drenge, der nægtede at gøre som de voksne og se tavse til, efter nazisterne havde besat Danmark. Churchill-klubben var ikke kun betydningsfuld, fordi den udførte så mange sabotageaktioner, men også fordi den inspirerede andre danskere til at gøre modstand. rnrnEfter anden verdenskrig skabte Knud Pedersen sig en spændende karriere som kunstner og var meget aktiv i den internationale antikunstbevægelse Fluxus. Knud Pedersen har udgivet en lang række bøger om sine oplevelser under besættelsen, om kunst og Fluxus-bevægelsen.

Da Danmark i april 1940 blev besat af tyskerne, befandt to tredjedele af handelsflåden sig på havet og i fremmede havne. Langt størstedelen af de danske søfolk valgte at sejle for de allierede, og de såkaldte krigssejlere kom til at spille en afgørende rolle for krigens udfald. I "Krigssejler 1939-1945" interviewer Klaus Rydahl seks overlevende, danske krigssejlere, der som ganske unge blev kastet ud i krigen. De fortæller hver især om deres oplevelser fra brændpunkterne rundt om på kloden og om den konstante angst for at blive torpederet, bombet, beskudt eller løbe på en mine, der også var en del af krigens hverdag. Klaus Rydahl er journalist og forfatter.

Claus Lembourns seneste bog har undertitlen ”Erindringer om en familie under Besættelsen”. Det afsluttende ord står med stort, fordi besættelsen trængte sig på og krævede stillingtagen. Tilværelsen blev sort/hvid. Der var venner og fjender. Men for den lille Claus var det ikke så let. Med en tyskfødt mor, der tog afstand til nazismen, men ikke formåede at favne sine sønner, og med en så meget desto mere elsket stuepige, der gik i byen med repræsentanter for besættelsesmagten, blev drengen forvirret. Han søgte støtte hos sin storebror, den senere forfatter og folketingsmand Hans Jørgen Lembourn, men undgik ikke selv at tage stilling. Således er ”Dreng i krig med alle” ikke alene en erindringsbog, men en lang række refleksioner over menneskelivet og de dilemmaer, vi stiller hinanden i. En erindringsbog med blivende aktualitet.

To træer i Jerusalem er forfatteren Cornelia Schmalz-Jacobsens erindringer fra sin barndom i Hitlers Tyskland.

Det er på én gang et vidnesbyrd fra et krigsbarn under et terrorregime og samtidig en helt usædvanlig fortælling om menneskeligt mod. Cornelias forældre, Eberhard og Donata Helmrich, hørte nemlig til blandt de – alt for få – mennesker, der valgte at sætte sig op imod naziregimet. De satte deres egne og deres børns liv på spil i forsøget på at redde deres jødiske medborgere fra en skæbne værre end døden.
I dag er de – ligesom blandt andre Oskar Schindler – hædret med hver deres træ i mindealléen Yad Vashem i Jerusalem.