Søgeresultater: 22

"""Enghavevej"" er en personlig fortælling om Preben Hansens opvækst på Vesterbro i 1920’ernes, 30’ernes og 40’ernes København. Preben Hansen fortæller om livet i en arbejderfamilie – om arbejdsløshed og pengemangel, om naboskaber og indkøb på klods. Enghavevej er en klassisk historie om at vokse op og finde sin vej i livet.

Lydbogen er indlæst af Paul Hüttel.

Kirsten Aakjær fortæller om sin barndom som datter af landsarkivaren i Viborg og barnebarn af den store digter og forfatter Jeppe Aakjær. Gennem barnets øjne oplever vi mellemkrigstiden i Viborg og København, og med den unge piges blik ser vi tyskerne marchere ind i Danmark den 9. april for at mørklægge landet de næste fem år. Kirsten Aakjær blev født i København i 1924, men tilbragte en stor del af sin barndom i Viborg, hvor hendes far var landsarkivar. Hun var barnebarn af den store digter og forfatter Jeppe Aakjær og skrev i 1997 erindringsbogen "Arkivarens datter" om sin barndom og ungdom.

"Jeg, som aldrig havde kunnet udstå spiritus, tog omkring 1967 den faste beslutning at drikke mig ihjel. Jeg valgte whisky som det hurtigste og sikreste middel, men der var endnu mennesker, som ikke ville se på denne ødelæggelse uden at røre en finger. De fik mig indlagt på Sct. Hans, og der tilbragte jeg blandt sindssyge og lidende den hidtil lykkeligste periode i mit liv ... Det blev til bogen Barndom, første bind af mine erindringer, og det var første gang et længere stykke prosaarbejde var lykkedes for mig ... I fortsættelsen, der kom til at hedde Ungdom, brød min humoristiske sans for første gang igennem siden børnebogen Annelise - tretten år. Det tragiske og det komiske ligger jo altid tæt op af hinanden, og det er derfor ikke kun en frase, at man kan le med tårer i øjnene." - Tove Ditlevsen.

"En baggårsrod i København - Barn på Nørrebro i 1950’erne" er forfatter og byhistoriker Allan Mylius Thomsens erindringer fra barndommen på ydre Nørrebro i København. Bogen giver et levende indblik i en tid, hvor store familier boede sammen i små lejligheder, toilettet var i gården og midlerne var små. Men også om en tid, hvor arbejderne stod sammen i fælles solidaritet og delte drømmen om et mere lige og økonomisk retfærdigt samfund. Bogen indeholder desuden en lang række faktuelle oplysninger om datidens København, der fletter sig sammen med forfatterens egne barndomserindringer.

"En skribent skal ikke være ret gammel før folk begynder å spørre til hans erindringer. Da det første gang hændte míg var jeg endnu kun i begyndelsen af 40’rne. En kendt skuespiller og instruktør lagde en arm rundt om mig og bemærkede:
"Nu må du snart komme med dine memoirer!"
Siden har den udtalelse været fast replik på mine omgivelsers repertoire. Ikke mindst i dag hvor jeg nærmer mig de 70. Hver gang jeg fortæller venner og bekendte at jeg føler mig udskrevet får jeg dét fortrinlige råd: skriv dit livs historie."

Selvom Soya kun blev visere med årene, så mistede han aldrig sin ungdoms vildskab og humor. Her møder vi ham i slutningen af hans liv, hvor han deler ud af brudstykker af sine minder og meninger om stort og småt. Carl Erik Martin Soya (1896-1983) var en dansk forfatter og dramatiker, der skrev en perlerække af skuespil og romaner, som vandt stor popularitet hos publikum såvel som anmeldere. Soya var en stor satiriker og samfundsrevser, og med sin revykomedie "Umbabumba skrifter forfatning" fra 1935 udstillede han gennem det fiktive afrikanske land Umbabumba nazisternes angreb på demokratiet i 1930‘erne. Stykkets egen skæbne kom til at understrege, at også den danske ytringsfrihed var under pres, da den danske regering under pres fra Tyskland tog stykket af plakaten, inden det nåede at få premiere. Soya var en af de største og mest produktive danske forfattere i det tyvende århundrede, og han blev i løbet af sit liv hædret med en lang række priser og legater.

Tonny Munnecke er vokset op i Københavns Sydhavn. Efterkrigsårene fra 1950 til 1966 er præget af knaphed på dagligvarer, lave lønninger og ikke nok arbejde til alle. Men for Tonny er det en tryg verden. Moderen går hjemme i den lille lejlighed på Glücksvej og tager sig af de hjemlige pligter, faderen arbejder for at få det hele til at hænge sammen, og Tonnys dage går med at lege i gården sammen med alle de andre børn fra samme karré. Det var den sikre verden. Her kom kun mennesker med lovlig adgang. Her var der frihed til at udfolde sig. Senere kommer Tonny på Ellebjerg Skole og møder børn fra Borgbjergsvej og Mozartsvej. Børn fra havekolonierne og fra Blushøjlejeren. Og fra ”Den gummiløse”, som flygtningebarakkerne i Pilestykket og Ellestykket blev kaldt i daglig munde, og fra villaerne, der vendte over mod Valby. Hans verden bliver større, samtidig med Danmark er ved at få fodfæste igen oven på krigen. I teenageårene kommer Tonny i lære og begynder så småt at udforske livet uden for Sydhavnen. Han leder blandt andet efter bøger i Dannebrogsgade og Saxogade, et eldorado med et utal af marskandisere og antikvarboghandlere, og da ungdommens rytmer kalder, drager han mod bymidten og begynder at gå på Le Carrousel, Star Club, Jomfruburet og Hit House. Dreng af en tid og sted er ikke bare Tonny Munneckes erindringer, men et tilbageblik til et Danmark, hvor radioen var vinduet ud mod verden, hvor trygheden var i kvarteret og i det liv, familien levede i den umiddelbare verden, som udspandt sig omkring dem.