Søgeresultater: 15

Karin Michaëlis’ (1872-1950) sidste værk var erindringerne Vidunderlige verden 1-3 (1948-50), der blev færdigredigeret af Aase Hansen. De tre bind fortæller om barndommen, om ægteskabet med Sophus Michaëlis, der samtidig bliver en åbning ind i den litterære verden, om de kulturelle rejser med ægtemanden og vejen til forfatterskabet, hvor hun efterhånden finder sin egen stil.

I det sidste bind af Vidunderlige verden, "Lys og Skygge", fortæller Karin Michaëlis om sin efterhånden internationale berømmelse og livet som meget rejsende forfatter – fra det helt store nationale og internationale gennembrud med Den farlige Alder (1910), over det mislykkede ægteskab med amerikaneren, diplomaten og professoren Charles Stangeland til sit sidste og store gennembrud med de syv Bibi-bøger om en pigefigur, der i mange henseender kan læses om forgænger for Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe (1946). De blev oversat til mere end 30 sprog.

Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.

Karin Michaëlis(1872-1950) var en af sin tids bedst kendte danske forfattere og er oversat til talrige sprog. Hun var forud for sin tid i sin skildring af pigers og kvinders psykologi og seksualitet.

Villy Sørensen om sit eget liv og forfatterskab, om forudsætninger og arbejdsmetoder, funderinger og inspirationskilder og forfatterkolleger.

E-bogsudgaven af Tove Ditlevsens Tove Ditlevsen om sig selv fra 1975. Digt og virkelighed bindes sammen til et nøgternt og barokt humoristisk selvportræt.

»Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg ikke brudt mig ret meget om virkeligheden. Jeg affandt mig bare med den og læste, skrev og drømte mig væk fra den, når jeg kunne se mit snit til det. Når jeg alligevel ikke så få gange i min tilværelse har kastet mig ud, hvor jeg ikke kunne bunde, skyldes det måske, at min storebror, hvis ord jeg aldrig tvivlede på, lærte mig, at man altid skal gøre det, man frygter allermest. Det er en udmærket leveregel, hvis det da ikke lige drejer sig om at springe ud fra femte sal. Nu var min barndoms virkelighed også temmelig barsk, men min drøm om engang at blive digter fik mig til at overvinde min sjælelige sårbarhed og bestandig søge at forstå andre mennesker i stedet for at anklage dem. Ingen senere erfaringer kan nogen sinde udslette barndommens påvirkninger. Dem vender jeg gang på gang tilbage til i mine bøger.«
Fra forordet.

I "Kontrapunkt" fortæller forfatter Ole Wivel spredte erindringer fra perioden 1960-1989, hvor han blandt andet havde to perioder som direktør for Gyldendal. Derudover introduceres vi for Wivels oplevelser i forbindelse med lærervirksomheden på Krogerup højskole, og der gives et indblik i de oplevelser, som forfatterlivet har medbragt sig.

Romance for valdhorn

Romance for valdhorn er navnet på Ole Wivels fortælling om sit eget liv lige fra sin opvækst og frem til 1989. Trilogien består af "Romance for valdhorn", "Tranedans" og "Kontrapunkt".

Ole Wivel (1921-2004) var en dansk forfatter, der i høj grad var med til at præge det danske kulturliv efter Anden Verdenskrig. Wivel brød igennem med digtene ”I Fiskens Tegn” i 1948, udsendt af Wivels Forlag, som han grundlagde i 1945 og ledede frem til 1953. Herefter var han af to omgange direktør for Gyldendal. Wivel var en kendt debattør og anerkendt for sit talent som både digter, tidskriftsredaktør og debattør.

"Jeg har altid søgt at vise læserne det smukke og gode i tilværelsen. Jeg har selv prøvet hårde kampe og kendt megen modgang og sorg, jeg ved godt, at der findes meget grimt og ondt i tilværelsen. Jeg overser ingenlunde denne ondskab og dårlighed, men jeg tager ikke snavset op i hånden og lugter til det. Jeg ser både som menneske og forfatter fremad, og mit øje har altid kunne finde noget godt at se på. Jeg tror, at man netop på denne måde hjælper mennesker, som lever i hverdagen, til at bære deres byrder. "

I Morten Korchs selvbiografi "Tæl kun de lyse timer" fortæller han om et liv, der har båret præg af megen modgang, men også om den lysende, skinnede lykke; om kærlighedens væsen og forfatterens ønske om at give det, der ligger ham mest på hjerte, videre. Det er en levende skildring af Danmarks mest elskede forfatter og akkurat lige så spændende læsning som hans romaner.

I form af en erindringsbog beretter Thit Jensen især om spiritismens store indflydelse på sit liv og sin livsopfattelse. Blandt andet beskriver hun, hvordan karakterne fra de mange populære historiske romaner er baseret på spiritistiske kontakter med de personer, som hun portrætterer. Det spirituelle har gennem hele forfatterskabet været et gennemgående tema hos Thit Jensen, og erindringerne giver et utroligt interessant indblik i, hvilke tanker der ligger bag denne store interesse.

I erindringerne sætter Thit Jensen også fokus på en anden og mindst ligeså interessant side af forfatterskabet, nemlig kvindekampen, hvor hun stadig står som et tidligt fyrtårn. Blandt andet fortæller hun om sin kamp for seksuel oplysning og prævention – på den tid meget kontroversielle emner! Erindringerne er altså et godt sted at starte, hvis man vil have et indblik i et af Danmarks store kvindelige forfatterskaber, og de temaer som hun beskæftigede sig med.

Udover at være en af samtidens mest læste og elskede forfattere var Morten Korch også en usædvanligt engageret og kærlig far for sine seks børn.



På baggrund af dagbøger og efterladte papirer giver bogen "Du må ikke græde far" et indblik i den folkekære forfatters familieliv, som det udspillede sig i årene 1899-1912. Her optræder både faderkærlighed og –glæde, men også de bekymringer, som uundgåeligt følger med engagementet i familiens liv.



I samarbejde med sønnen Morten A. Korch, som indtil sin død i 2012 fungerede som faderens forlægger, giver Maria Rytter et indblik i, hvad det betød at være far i Danmark i starten af det tyvende århundrede.

"16. januar 1997
Drømte i nat, at jeg fulgtes med en mand, hvis udseende jeg ikke har noget indtryk af. Jeg opfattede ham udelukkende som ældre. Hvad jeg jo selv er, men ikke entydigt oplever mig som.
Manden havde en stok, som jeg ønskede var min. Den var af træ, et drejerarbejde, og havde foroven en rund knap, der var smukt slidt, som poleret af årenes brug. Under opvågningen var det, som om jeg mærkede den inde i min hånd.
En vandrestav, en støttestav, jeg havde brug for?
Hvor vi var på vej hen, om nogen steder, det ved jeg ikke.
Hvilket svarer til min situation i øjeblikket. Netop i går sendte jeg korrekturen på "Det uopklarlige" af sted. Det er et par måneder siden, jeg blev færdig med romanen. Så hvad nu?"

Poul Ørum dykker ned i sin egen underbevidsthed og forsøger at lære sig selv bedre at kende igennem sine drømme. Igennem forfatterens selvindsigt og drømmetydning kommer vi ind på livet af ham og får samtidig en forståelse for, hvad man selv kan bruge drømmetydning til. Bogen handler både om drømmetydning og den kilde til selvindsigt, som drømmene kan give, hvis man vel at mærke har modet til at se sig selv og sin underbevidsthed i øjnene.

Titlen blev udgivet første gang i 1998.

Poul Ørum (1919 - 1997) var en af det 20. århundredes mest kendte og elskede forfattere i Danmark. Han debuterede i 1953, men slog især sit navn fast i 1958 med romanen "Lyksalighedens ø". Senere blev han kendt for krimierne med kriminalassistent Jonas Mørck i centrum. Poul Ørums forfatterskab var ofte præget af en optagethed af samfundets yderområder, uretfærdigheder og de svage skikkelsers skæbner.

"Det gode venskab bygger ikke altid på ligestilling eller ligeværd, men snarere på en aldersforskel mellem en ældre – ofte faderlig – og en yngre, der sønligt tager imod. Hvad den ældre deler ud af erfaring til den yngre, får han tilbage i taknemmelig beundring. Denne form for venskab forudsætter en indre balance hos den ældre. Han må dele ud af sin erfaring uden smålig jalousi. Det kunne B.S. Ingemann, og derfor er hans venskab med H.C. Andersen et vigtigt kapitel i dansk litteraturhistorie".

I denne bog har litteraten Niels Kofoed samlet dagbogsoptegnelser, selvbiografier, digterværker og mere end 300 breve, der allesammen dokumenterer og følger det særlige venskab mellem Andersen og Ingemann fra 1821 til 1862.

"Da jeg, for længe siden, skrev ‘Træet på godt og ondt‘, begyndte jeg med en afgjort sandfærdig skildring af min barndom og allertidligste ungdom. Men pludselig svigtede modet mig, og jeg blandede sandhed og digtning sammen. Nu, hvor jeg har nået støvets år og 6 til, har jeg besluttet at gøre fejlen god og fortsætte, hvor jeg slap den virkelighedstro gengivelse af liv og levnet…"

Karin Michaëlis’ (1872-1950) sidste værk var erindringerne Vidunderlige verden 1-3 (1948-50), der blev færdigredigeret af Aase Hansen. De tre bind fortæller om barndommen, om ægteskabet med Sophus Michaëlis, der samtidig bliver en åbning ind i den litterære verden, om de kulturelle rejser med ægtemanden og vejen til forfatterskabet, hvor hun efterhånden finder sin egen stil.

"Vidunderlige verden 2" eller "Farlige Famlen" beskriver sammenviklingen af de herskende kærligheds-, køns- og dannelseskonflikter i slutningen af 1800-tallet. I den tid både samarbejder og konkurrerer ægtefællerne Trold (Karin Michaëlis) og Tao (Sophus Michaëlis), mens erotiske affærer og skilsmisser er på færde overalt...

Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.

Karin Michaëlis (1872-1950) var en af sin tids bedst kendte danske forfattere og er oversat til talrige sprog. Hun var forud for sin tid i sin skildring af pigers og kvinders psykologi og seksualitet.

"Arbejdsår" handler om at være digter i 1930'ernes København, og er en del af en selvbiografisk skildring af forfatterens opvækst og udvikling. Erindringen beskriver livet i et arbejderkvarter i København og sliddet som socialistisk forfatter set i lyset af den sociale og politiske udvikling op gennem århundredet. Dette bind er en del af Harald Herdals selvbiografiske hovedværk, der tæller de fire bind: Barndom (1944), De unge år (1945), Læreår (1946) og Arbejdsår (1970). Harald Herdal, født 1900-1978, var dansk forfatter, men havde som ung autodidakt proletardigter svært ved at gøre sig gældende i det borgerlige kulturliv og blev først rigtig kendt som prosaforfatter. Med hovedmotiver som fattigdom, det glædesløse slid og arbejdsløsheden med de psykisk nedbrydende virkninger beskriver han i sine romaner de fattigstes kår og dagligdagens trøstesløshed – gennemsyret af en oprigtig vrede og frustration over det bestående samfund.

Karin Michaëlis’ (1872-1950) sidste værk var erindringerne Vidunderlige verden 1-3 (1948-50), der blev færdigredigeret af Aase Hansen. De tre bind fortæller om barndommen i Randers, om ægteskabet med Sophus Michaëlis, der samtidig bliver en åbning ind i den litterære verden, om de kulturelle rejser med ægtemanden og vejen til forfatterskabet, hvor hun efterhånden finder sin egen stil.

Ligesom i "Træet på godt og ondt" begynder "Vidunderlige verden 1" med romanerne "Pigen med glasskårene" og "Lille løgnerske": Romanerne om den lille pige, der ser sin verden gennem filtret af glasskår, eventyr og fantasi og kommer i puberteten med alle dens trængsler.

Michaëlis undersøger trin for trin pigens livsfaser og psykiske konstitution, men hvor hovedpersonen hed Gunhild i serien, er navnet nu ændret til "Trold", Karin Michaëlis‘ kælenavn.

Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.

Karin Michaëlis (1872-1950) var en af sin tids bedst kendte danske forfattere og er oversat til talrige sprog. Hun var forud for sin tid i sin skildring af pigers og kvinders psykologi og seksualitet.

I "Pigen med Glasskaarene" og "Lille Løgnerske" er Karin Michaëlis helt igennem den kvindepsykolog, hun har ord for at være – i besiddelse af varme og lune. – Chr. Kirchhoff-Larsen, Børsen

Giver ikke blot rent æstetiske glæder, men også såre væsentlige bidrag til forståelsen af den kvindelige psyke i livets forårsalder. – Aarhus Stiftidende