Søgeresultater: 8

Primo Levi udgav i 1947 erindringsværket ”Se questo è un uomo” (”Hvis dette er et menneske”, 1989) om sin tid i Auschwitz. Der er tale om en kronologisk fremstilling, der skildrer oplevelserne fra godstransporten og ankomsten til lejren, indordningen under de nye absurde regler, kampen mod sult, kulde, sygdom og fornedrelse til det tidspunkt, hvor nazisterne sender de fleste fanger ud på en dødsmarch og selv flygter, mens de syge bliver tilbage og venter på Den Røde Hærs befrielse.

Sprogligt skildrer Levi oplevelserne i udryddelseslejren og kampen for at overleve med uhyggelig klarhed og mangel på patos på trods af det ubærlige emne. Samtidig er teksten fuld af refleksioner over den menneskelige natur, og hvad det gør ved et menneske at blive reduceret til det, der knapt kan kaldes et menneske længere. En væsentlig tematik er netop fremstillingen af den omfattende dehumanisering, som hele kz-lejrens struktur synes at være bygget op omkring.

Levi skildrer tyskernes projekt i lejren som en tilintetgørelse af mennesket som menneske ved at fratage det enhver individuel identitet og ved at praktisere en fornedrelse af mennesket til dyr, hvor enhver civilisation blev sat ud af kraft. Dertil kommer den fratagelse af ethvert håb og fremtid for menneskene i lejren, hvor kun de få undtagelsesvis overlevede den tidsubegrænsede indespærring.

En anden vigtig pointe i bogen er bestræbelsen på at give ofrene ansigt og dermed gøre dem til de individer, kz-lejren ellers udviskede. På trods af både fangernes og vogternes lighed med dyr i deres måde at overleve og agere på, formår Levi at fremstille dem som særegne mennesker, og bogens mange personskildringer er dermed et vigtigt greb i teksten.

Endelig har Levi flere gange fremhævet, at den essentielle bevæggrund for hans erindringsbog var at bære vidnesbyrd om det ufattelige massemord. Ifølge Levi er kz-lejrene udtryk for de grusomheder, mennesket rent faktisk er i stand til at begå, og derfor må vi aldrig glemme dem. Ellers risikerer vi at gentage dem.

Macunaíma hedder helten, der i denne fabulerende røverhistorie af en roman, drager Brasilien rundt i jagten på et vigtigt mirakelmiddel.

”Macunaíma” er en roman om brasiliansk identitet og en på en gang kærlig og kritisk beskrivelse af brasilianernes overtro, letfærdighed, erotik og kynisme.

Mário de Andrade (1893-1945) er en af Brasiliens største digtere. Hans bog ”Paulistiansk delirium” fra 1922 anses som startskuddet til den moderne brasilianske poesi, og hans værker har haft enorm indflydelse på brasiliansk litteratur. Udover at være digter var Mário de Andrade musikolog, fotograf, forfatter samt kunsthistoriker og –kritiker.

I 1941 rykker tyskerne frem mod Athen, og englænderne evakuerer deres tropper. Midt i dette kaos bliver den amerikanske turist Michael Morrison ved tilfældighedernes spil en yderst vigtig person, fordi han – ene af alle – er i besiddelse af oplysninger, som er livsvigtige for både tyskerne og englænderne.

Det lykkes Morrison at undslippe, men han jages over hele Grækenland af Gestapo, som har svoret at undersøge hver sten og hvert bjerg for at finde ham. Men hvem er ven, og hvem er fjende? Under sådanne forhold kan selv den bedste blive landsforræder.

Leon Uris (1924-2003) var en amerikansk forfatter, der skrev en lang række historiske romaner. Hans bøger opnåede stor popularitet og blev oversat til mange fremmedsprog. Flere af hans bøger er inspirerede af hans egne erfaringer som soldat i Europa under anden verdenskrig. Denne krig og en lang række andre krige og konflikter i det tyvende århundrede danner bagtæppe for flere af Leon Uris’ mest populære bøger.

Thorstein Thomsen (f. 1950.) har skrevet mere end halvfjerds bøger, manuskript til spillefilm og flere hundrede sange. Senest udkom SNE PÅ HENDES ANSIGT (2008) og AT ELSKE CHARLOTTE (2009).

Pressen skriver:

»Thorstein Thomsen har skrevet en fascinerende emigranthistorie - og en romanbiografi af internationalt format - om dansk-tyskeren Detlef Sierck, der som Douglas Sirk er blevet genopdaget som én af Hollywoods klassiske filminstruktører … en fængslende, stor romanbiografi - netop ved at gå ydmygt til stoffet og respektere, at sandheden om et menneske ikke findes, men kan søges.«
– Marie Louise Kjølbye, Information 

»Det er et gigantisk projekt, forfatteren Thorstein Thomsen endnu en gang har kastet sig ud i. Med to verdenskrige, kunst og kærlighed som sin skueplads. Men sikke en rejse vi får! Og på de sidste 50 sider sad jeg – indrømmet! – og ventede utålmodigt på finalen. Men da den endelig kommer og raffineret binder Landauer, Douglas Sirk og Fassbinders sjæle sammen i den visionære, kunstneriske treenighed, der burde være drivkraften i al skabelse, fyldes hjertet til bristepunktet.«
– Liselotte Wiemer, Kristeligt Dagblad 

»»Romanens kvalitet overgår langt dens omfang, og det er stort, og den har et vingefang af en sådan bredde, at vi overflyver de historiske begivenheder med Detlef/Douglas og Hilde og Rock og alle de andre fra intimiderende nazister, kontrære filmdirektører og producenter til hjælpsomme nordmænd. Det er kunst, og det er underholdende og tankevækkende.«
***** – Johs. H. Christensen, Jyllands-Posten 

»Især lykkes det Thomsen at gengive Sirks kunstneriske projekt med stor viden og indlevelse ... Thorstein Thomsen skal have stor tak for at bringe Sirks film og liv frem til danske læsere og tilskuere i det 21. århundrede.«
***** – Sophie Engberg Sonne, Politiken

» … en medrivende og flot konstrueret historie pibler frem af romanforfatterens greb.«
***** – Thomas Kaarsted, Fyens Stiftstidende

»velskrevet dokumentarroman baseret på omfattende research.«
**** – Ebbe Iversen, Berlingske Tidende 

»Fængende læsning om en dameglad og viljestærk mand.«
– Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet

»Historien er smukt gennemarbejdet … informativ, nuanceret og underholdende.«
**** – Jan Vandall, MetroXpress

»Persontegningen er meget sikker, Sirks store ego forskønnes ikke, og skildringen af de empati- og karakterinvalide nazister er nærmest underspillet og ironisk … En rigtig ”forstyr mig nu ikke”-roman.«
**** – Preben Rasmussen, Dagbladenes Bureau
 

I 1986 vendte Primo Levi tilbage til Auschwitz. Der er denne gang tale om en essayistisk tekst forankret i analyser af forholdene i lejren og af de moralske spørgsmål om ondskab, ansvar, skyld, skam og fordømmelse. De erindrede episoder i bogen fungerer som eksemplificeringer i de analyser, Levi foretager. Bogen bliver Levis sidste og er præget af en mørkere tone end tidligere i forfatterskabet.

En af de ting, Levi i denne bog bærer vidnesbyrd om, er den overlevendes moralske byrde som overlevende. Et element af denne overvejelse er ofrenes mulige medansvar for det frygtelige, der skete. I lejren var der ikke blot ofre og forfølgere men en stor gråzone, hvor medfanger også medvirkede i de forbrydelser, som blev begået. Levi diskuterer ligeledes de bagvedliggende mekanismer, som bl.a. resulterede i, at nazisterne satte jøder til at administrere gaskamre og krematorier.

Et andet element er de smertefulde åg, der er forbundet med at have overlevet. De indsatte i udryddelseslejren blev frarøvet deres skæbne og blev reduceret til dyr, men efterfølgende bliver bevidstheden om at have overlevet på en andens bekostning en del af deres fortsatte eksistens. Levi analyserer bl.a. den overlevendes behov for at retfærdiggøre sin eksistens og skammen over at være den, der overlevede, mens de fleste døde.

Der er grænser overalt, fx mellem Luxembourg, Tyskland og Belgien, og der er grænser for, hvad synsnerven kan tåle. Efter Anden Verdenskrig foregiver belgieren Markus at være blind, selv om synet er intakt bag de mørke briller. Den eneste, der er indviet i hans hemmelighed, er lille Robert, søn af en amerikansk soldat, som krigen slugte. Det er til Robert, Markus fortæller sin historie, som også er historien om belejringen af Stalingrad, en historie om umulige valg, tvivlens forbandelse – og krigens vilkårlighed.

Primo Levis bog "La tregua" fra 1963 ("Tøbruddet", 1991) er beretningen om hans lange hjemrejse fra Auschwitz i det sydlige Polen til hjembyen Torino. Auschwitz blev befriet i vinteren 1944, mens krigen stadig hærgede i det meste af Europa, grænserne var lukkede og fronterne  bølgede frem og tilbage. Hjemrejsen gik derfor gennem Polen, Ukraine, Hviderusland, Rumænien, Ungarn, Østrig, Tyskland og Schweiz for til sidst at ende i Italien. Bogen skildrer den lange rejse gennem et smadret og krigshærget Europa, hvor millioner af soldater og flygtninge krydser kontinentet i et forsøg på at vende hjem.

Levi starter i denne bog, hvor han slap i "Hvis dette er et menneske", men tonen bliver i løbet af beretningen lettere, end den var i den første erindringsbog. Med stor fortællerglæde skildrer Levi rejsens undtagelsestilstand, hvor der fortælles historier og tuskhandles blandt de hjemrejsende. Det er dog en fortælling, som også indeholder en særlig nostalgi efter en tid før Auschwitz, som aldrig vil komme tilbage. Også i denne bog viser Levi sig som en fantastisk portrættør af de skæbner, han møder undervejs, og hans vej tilbage til livet synes da også at være forbundet med disse møder og kommunikationen med hans medmennesker. Som i resten af forfatterskabet er Primo Levis humanistiske udgangspunkt også her tydeligt.

Italiensk romandebut baseret på den sande historie om 73 jødiske børn fra rundtomkring i Europa, der overlevede Holocaust i en forladt villa i en lille by i Norditalien.