Søgeresultater: 32

"Constance" er historien om en ung kvinde, som lever i et lille sjællandsk sogn i 1830'erne. Et sogn, befolket med skæve eksistenser og sære personager, men også med mennesker med hjertevarme og næstekærlighed.

I romanen følger vi Constance og hendes liv og skæbne i det 19. århundredes bondesamfund. Karen Aabye (1904-1982) var en dansk forfatter og journalist. Karen Aaby debuterede i 1939 med romanen "Der er langt til Paris". Sidenhen udgav hun en lang række bøger, hvoraf Martine-serien (1950-54) er en af de mest kendte

"Magret er andet bind i Anne Karin Elstads store firebindsværk om folkene på Innhaug. Det er en stor slægtsroman, der loyalt skildrer virkelighed og drømme i 1800-tallets bygdesamfund på Innhaug. Hemmeligheden bag Elstads succes er, at hun er i stand til at skildre mennesker, så de fremstår med universelle, almengyldige følelser. I Magret er vi i 1818. Oline har fået datteren Magret uden for ægteskab, og hun indser, at det er umuligt at beskytte pigen mod landsbybørnenes hån og spot. At hun kun er en horeunge. Forholdet mellem mor og datter gør ikke omstændighederne bedre. Læseren følger Magret gennem skoletiden og i ungdomsårene. Sikkert er det, at Magret fyldes med trods og hævnlyst. Men også af en stor længsel efter kærlighed og venskab. ""Man føler som læser, at livet måske var rigtigere dengang."" May Schack, Politiken, om Folkene på Innhaug "

"Forår 1809. I bygderne har folk måttet blande bark i melet for at overleve vinteren - således også på Innhaug, som er en af de bedste gårde i bygden. Vi er i Trøndelag, langt oppe i Norge, her foregår Anne Karin Elstads storslåede romaner om folkene på Innhaug. Gennem både levende og indlevede skildringer lærer vi folkene at kende: Ole, som er manden på gården og hans to sønner, Bård og Hans, Oles hustru Gertrud og den uundværlige faster Margret. Størst vægt i det storslåede epos om folket på Innhaug har dog skildringen af Oline og hendes store kærlighed. Folkene på Innhaug er Anne Karin Elstads debutroman. Den udkom første gang i 1976 "

"

Marie har allerede fået et barn med en tilfældig mand, da hun bliver husbestyrerinde for Villy på Fjordagerholm ved Løgstør. Hun er gravid igen, da hun ankommer, men Villy, der hurtigt tilbyder hende ægteskab, tvinger hende til at bortadoptere barn nummer to. Marie og Villy lever sammen i hen ved tyve år, slider og slæber i et landbrug, der er præget af krise, og hvor truslen om konkurs er en tro følgesvend. De er to ensomme mennesker, der lever lidenskabsløst, nærmest fremmede for hinanden, under samme tag.
Det er en roman om hårde eksistensvilkår, det er en landbrugs- og hjemstavnshistorie, men det er først og fremmest en kvindeskildring.
""Det du mister"" er en selvstændig fortsættelse af ""Vejs ende"" (2006) – kanalhusene med arkitekten Holger, hans bibliotekarkone Anne og deres adoptivdatter Lærke er bifigurer i dette naturskønne, men barske og hårde romanlandskab.
 

Da hans kone dør sidder godsejer Pil tilbage på Pilegården med ansvaret for sine to unge drenge: Frans og Karsten Pil, hvis sind er lige så mørkt som hans bror Frans’ er lyst. Drengene vokser op til to stolte mænd, og udadtil ser alt ud til at være godt. Men bag facaden lurer ondskaben. For Karsten har alle dage misundt sin lillebror og da han finder ud af, at Frans og den kønne, forældreløse Inger har forelsket sig, sætter han alt ind på at fjerne sin rival. Hans plan lykkes og Frans forvises fra Pilegården. Årene går. Inger, der efter nogen tid har givet op på sin barndomskærlighed, har giftet sig med Karsten, men der er hverken kærlighed eller latter at finde på Pilegården længere. Men en dag står Frans på dørtrinnet igen. Og han har aldrig glemt sin Inger... Johanne Sofie Korch (f. 1882 – d. 1950). Dansk forfatter. Debuterede i 1927 med en novelle i Ugens Nyheder, og begyndte efterfølgende at skrive bøger for unge kvinder. Hun fik sit folkelige gennembrud i 1936 med romanen "Efter vinter kommer vår", og efterfølgende romaner som "Den gamle gård" (1937), "Den rige enke" (1938) og "Når isen brister" (1944) opnåede meget høje salgstal. Hun er i dag mindre kendt end sin forfatterbror Morten Korch, men med sine realistiske kvindeskildringer og mere raffinerede psykologiske overvejelser overgik hun ham ofte som forfatter og i midten af 1940erne også i salgstal. Johanne Korch blev i 1949 kåret som danske boghandleres yndlingsforfatter.

Vi er midt i 1500-tallet. Den unge Niels Kaas fra Staarupgård er på dannelsesrejse gennem Europa. I landsbyen Selde lever man, som man plejer. Børn bliver født, gamle dør og unge Gudrun og Rasmus i smedjen har hænderne fulde: Børneflokken er vokset og bekymringerne med.

Lille Jeppe vokser op på et husmandssted i tressernes Thy. Af nød flytter familien til Norge, indtil sygdom tvinger dem tilbage til Nordjylland.

Forskellene mellem morens sangglade, solidariske klan og farens stridbare, tonedøve familie kulminerer, mens landsbyens udstødte blomsterbarn Jeppe forelsker sig for første gang.

En sorgmunter roman, for alle der vil vide noget om en svunden tid i provinsen og om at overleve som outsider. Troels Kjær er en dansk forfatter. Ved siden af virket som forfatter har han taget en pædagoguddannelse og har i mange år arbejdet i socialpsykiatrien. Troels Kjær har fået flere noveller og digte trykt i forskellige blade og debuterede i bogform som forfatter i 1992 med romanen "Øen og stjernen".

I Det andet navn – Septologien I møder vi hovedpersonen og fortælleren Asle. Han er maler og enkemand. Han bor i Dylgja i huset, hvor han plejede at bo sammen med sin kone Ales. Nu bor han alene, og hans eneste venner er hans nabo Åsleik, en ungkarl og fiskerbonde, og Beyer, en galleriejer, der bor i Bjørgvin. I Bjørgvin bor en anden Asle, som også er maler.

"For 10 år siden sendte Magret sin søn til Innhaug for at lade ham lære livet at kende, derhjemme. Nu kommer han tilbage til Møre. I de ti år har hun slidt, for at sønnen skulle få et ordentligt grundlag at vende hjem til, men kløften, som de mange års adskillelse og alle fortielserne i familien har skabt, er meget svær at overvinde. Også i kærlighedslivet oplever Magret store op- og nedture, og som altid er hendes løsen mere hårdt arbejde. I sidste bind om folkene på Innhaug fører Anne Karin Elstad handlingen frem til 1870’erne. Romanserien skildrer med stor viden og indføling småbøndernes stadige kamp for et liv, der kan holde den værste nød fra døren. På godt og ondt skildres det lille samfund med dets stærke og nære fællesskab, hvor man er afhængige af hinanden såvel for at opretholde livet som for at opnå og bevare respekt og anseelse. Dramaer og konflikter opstår uafbrudt i mødet mellem individ og fællesskab. Elstads romanserie om Folkene på Innhaug har fået klassikerstatus, fordi skildringerne "

Romanen om Helvig Pedersdatter foregår i årene 1816 til 1838. Vi er i en upåagtet landsby, Refs, i Sydthy. Langt fra guldalderen og hovedstaden. Helvig er den forbudte frugt af forholdet mellem en 27-årig tjenstepige og en 17-årig gårdmandssøn. Læseren lever sig med dette 'uægte' barn gennem et barndoms- og ungdomslivs hverdage. Vi færdes blandt bønder og daglejere, husmænd og håndværkere, spindersker og fattiglemmer. Og der er også præsten og degnen samt en enkelt tugthusfange. På baggrund af studier i datidens kilder har forfatteren rekonstrueret ikke blot en kvindes og hendes families liv. En landsby, et sogns liv og en egn genopstår for øjnene af læseren. Selv om tilværelsen var hård og ubarmhjertig, og døden færdedes hjemmevant ude og inde, var de nye tider alligevel på vej. Vi møder den første generation af børn, der lærte at læse - efter Den indbyrdes Undervisningsmetode. Og i slutningen af perioden er der valg til de første stænderforsamlinger. Helvig er en stor og ualmindelig roman om en helt almindelig pige med en stor overlevelsesevne.

Med husmandsægteparret Robert og Else Marie som bærende figurer beskriver romanen femogfirs lyslevende dage i en jysk families liv, spredt over syv årtier, tre generationer og otte stemmer. Den beskriver vandringen fra land til by, fra småfattig husmandstilværelse til nogenlunde velkonsolideret middelklasseliv. Det er en varm og indlevet skildring af det jordnære, fordringsløse liv, af glæden ved dagligdagen, af den stille lykke med accept af det store, daglige slid. Der er sjældent klynk og klage, og der er rummelighed og dermed accept af andres særegenhed. 'Vi er, som vi er, og vi har alle vores sider', som Else Marie siger. Det er historien om et ordløst fæl­lesskab ind­rammet af et samfund i forandring. Tiden er 1932 til 2001, centrum er Midtjyl­land, i peri­fe­rien skimter man København og Eu­ropa.

Indlæst af Karen-Marie Larsen.