
Tema / Varme idéer i kulden
Så er det forår - eller..?
Kalenderen siger marts, men i den seneste uges tid har kulden bidt mere, end den sammenlagt har gjort hele vinteren. Plusgrader og sjap er pludselig blevet til minusgrader og en berømt "chillfaktor" helt dernede, hvor vi genovervejer barndommens elefanthuer.
Jeg har lige brugt et par ekstra feriedage på det, der viste sig at blive en forlænget weekend i 1950'erne: Det varme vand forsvandt fra hanen, radiatorerne virkede ikke, og dagene blev brugt på at holde mig i gang iført så mange lag tøj, at selv Michelin-manden burde være misundelig.
Nu er det værste bid forsvundet fra luften, men i skrivende stund sner det stadig her i Viborg, der er snestorm i Aalborg, og jeg er nok ikke den eneste, der overvejer, hvordan i alverden vi dog skal holde varmen indtil vejrguderne beslutter sig for at sende nogle ordentlige plusgrader i vores retning.
Min kollega har et velafprøvet forslag, og det deler jeg nu med jer: Tag lidt erotisk læsning med ind foran brændeovnen, for hvis det ikke luner på den ene måde, ja så er erotisk litteratur oftest spækket med humor og underfundige formuleringer, og et godt grin giver altid varme i kroppen!
Jeg vil især fremhæve Ovids Eskapader, der er en oplevelse uden lige på trods af de par tusind år, den har på bagen.
God læselyst - og hold jer varme!
/Mie, Viborg Bibliotek