Tema / True Crime - Stærke bøger om kriminelle miljøer

Fænomenet "true crime" hitter i populærkulturen, for eksempel i podcasts og på streamingtjenester som Netflix. Serier som "Making a murderer", podcasten "Serial", "The Confession Tapes" eller dramatiseringer af narkobossers liv og kriminelle grupperingers kampe vidner om interessen. Af danske podcasts er jeg selv personligt fan af "Politiradio" og "Kensgerninger". Her på eReolen er vi også hoppet med på bølgen med den nye true crime-podcast, "På stribe: din seriemorderpodcast". Men vores dyrkelser af kriminalitet og store interesse for drabssager er ikke ny. Jeg tror, at det er et grundlæggende træk ved det at være til som menneske. Tænk f.eks. på såkaldte kigge-køer på motorvejen eller i tilfælde af brand. Der samles mange der ser og hører hvad der sker, men ofte er folk handlingslammede. Hvordan kan det være? Måske fascinationskraften kan muliggøre at flere trods alt tør handle i sådanne situationer? Nå, det var et sidespring. Det der fascinerer os ved møder med vold og ondskab ser jeg som noget alment menneskeligt, og kampen mellem det gode og det onde er en del af de kulturelle fortællinger, vi får fortalt gennem hele vores liv. Sensationsjournalistikkens fornemmelse for drama, aktualitet og mediernes forskydning af tid og rum fodrer vores sult efter drama og action, eller som journalisten Marie Louise Toksvig har sagt det "hor, mord og ildebrand". Tænk eksempelvis på hvor meget du selv har set og læst om emner som bandekrig, Ubådssagen, Omar el-Hussein eller Peter Lundin. Man kan få en følelse af i hvert fald at være forberedt på det værste, når man nu har set og læst om det før, så en del af det handler nok også om, at vi tror, det kan hjælpe os med at vi passer på os selv. Derudover er der selvfølgelig også oplevelsen af "godt det ikke var mig", når man ser, lytter og læser true crime.

 

Hvad end det er, der får os til at interesse os for vold og kriminalitet og hvad end fascinationskraften bunder i, så er der heldigvis masser af spændende og velskrevne bøger inden for emnet og genren på dansk, så hvis man leder efter true crime eller autentisk kriminalitet på det danske bogmarked, så er udbuddet stort også på eReolen, og jeg anbefaler her en række bøger, som du endelig bør kaste dig over, hvis du er til true crime. En særlig personlig anbefaling herfra skal lyde til Camilla Stockmanns og Janus Køster Rasmussens Cavling-prisvindende "Bullshit - fortællingen om en familie". Den er virkelig medrivende, velskrevet og solidt researchet, og så giver den en hel anderledes beskrivelse af Danmarks første bandekrig, end den der har været dominerende hidtil. Derudover er især bøgerne "Terroristen fra Nørrebro" skrevet af Mette Mayli Albæk, Louise Dalsgaard og Natascha Rée Mikkelsen, Morten Frichs "Kronvidnet" også virkeligt anbefalesværdige. Og selvfølgelig den frygtløse Roberto Savianos, der er særlig kendt for at skrevet bogen bag filmen og serien "Gomorrah" (én af mine absolut favorit-serier). Hans bog "Zero zero zero" om international kokainhandel er også virkelig godt skrevet og spændende. Især den del om forbindelsen mellem sydamerikanske karteller og paramilitære grupper og Londons finansielle top.

 

Og sidst men ikke mindst min absolutte true crime-favorit - Truman Capotes Pulitzer Prize-vindende "Med koldt blod". Den kan jeg varmt anbefale. God læselyst!

 

/ Rasmus Riiskjær, Husum Bibliotek