
Tema / Nanna anbefaler
Hver dag i december åbner vi en låge i eReolens julekalender, og bag hver låge finder du en boganbefaling til de lange vinteraftener fra eReolens redaktion. I dag, den 3. december, er det mig, Nanna, der står for anbefalingen.
Det er ikke så ofte, jeg læser fantasy, men i begyndelsen af året, mens jeg enten sad med en sovende baby i den ene arm eller skubbede en barnevogn med den anden, havde jeg brug for en letlæst bog med et spændende plot, og jeg kastede mig over trilogien De tre tyste af Synne Kristine Eriksen, som jeg var stødt på nogle gange.
Mennesker, magi og mysterier
Historien handler om drengen Sigurd, der bor fredeligt i skoven med sin bedstemor og sin lillesøster Svanhild. Men en dag bliver Svanhild bortført at to store ørne, og nu må Sigurd forlade sit trygge hjem og rejse ud for at forsøge at redde hende. Gennem tre bind følger man hans møde med overnaturlige væsener, politiske konflikter og nye venskaber, mens sandheden om hans familie og de tre magiske klokker, de tre tyste, langsomt folder sig ud.
Jeg blev hurtigt grebet af det magiske univers og kan varmt anbefale den fine og til tider dystre historie til alle fantasyfans. Historien kan læses fra 10 år, så den er også oplagt at læse sammen med ungerne i julen.
God fornøjelse,
Nanna