Spejlbillede

Tema / Parallelle liv - 10 romaner på engelsk

Der findes øjeblikke, hvor tilfældigheder får livet til at tage én retning i stedet for en anden. Her finder du 10 filosofiske og rørende feel-good romaner om skæbne, valg og nye chancer i livet.


Har du nogensinde tænkt på, hvordan dit liv ville have set ud, hvis du havde taget et andet job eller var flyttet til en anden by? Fælles for romanerne her er, at hovedpersonen får mulighed for at leve alternative versioner af sit liv. Hvis du har set den romantiske 1990'er-film Sliding Doors, kender du temaet for denne romangenre. I filmen er unge Helen på vej hjem fra arbejde, da hendes liv i et magisk øjeblik splittes op i to parallelle handlinger. I det ene når Helen sit tog, mens hun i det andet kommer for sent, hvilket flytter hendes liv i to vidt forskellige retninger.  

Hvis dit liv var en bog

Som bibliotekar har jeg et svagt punkt for romaner, hvor biblioteker spiller en vigtig rolle. Jeg vil derfor fremhæve den fantasifulde og rørende roman The Midnight Library af Matt Haig. Forestil dig, du fik chancen for at opleve alle de liv, du kunne have fået, hvis du havde valgt anderledes. Den mulighed får ulykkelige Nora, da hun beslutter at ende sit liv og havner i et magisk bibliotek i stadiet mellem liv og død. Bøgerne åbner døre til Noras liv i mange versioner, så hun får perspektiveret livets mening og muligheder.

Foretrækker du en varm og bittersød lydbog om sorg og kærlighed, kan The Two Lives of Lydia Byrd anbefales. 28-årige Lydia mister sin elskede Freddie ved en trafikulykke, men hun får chancen for at fortsætte sit liv med ham i et parallelt univers, hvor de bliver gift. Det bliver dog sværere og sværere for hende at leve i to verdener, og til sidst må hun tage et svært valg.  
 

/Lone, Vejle Bibliotekerne.