grafik med billede af Nanna, redaktør

Tema / 3 gode bøger, du altid kan låne

Er der så noget mere irriterende end at have opbrugt sin kvote? Heldigvis har vi masser af bøger på eReolen, som du altid kan låne, og her anbefaler jeg tre af de allerbedste.

Bjørn Poulsen: Opkald fra Mælkevejen

Bjørn Poulsen debuterede sidste år - i en alder af 60 år - med dette stille brag af en erindringsroman, som også blev nomineret til Bogforums Debutantpris. Romanen bygger på Bjørn Rasmussens egen barndom med en psykisk syg mor og en fraværende far. En gribende og enormt velskrevet historie om at vokse op i 60'erne og 70'erne, om svigt og mobning, kunst og litteratur og ikke mindst om kærligheden mellem børn og deres forældre. 

Marie Aubert: Må jeg komme med dig hjem

Denne lille novellesamling af norske Marie Aubert er den fineste skildring af hverdagens svære følelser. I de ni letlæste, men ikke desto mindre indholdsrige noveller dykker hun ned i en række afgørende øjeblikke, hvor karaktererne kæmper med livets store følelser, og som læser bliver man både spejlet og sat i spil, når man i novellerne genkender sig selv.

Åsa Hellberg: Velkommen til Flanagans

Trænger du til at komme lidt væk fra den tunge, nordiske hverdag, så tag med til London i 1960'erne, hvor Linda Lansing har arvet sin fars hotel, Flanagans - en rolle, hun slet ikke trives i. Romanen er første bog i en historisk romanserie med masser af drama, kærlighed og intriger og er perfekt som underholdende ferielæsning på en varm sommerdag.

 

God fornøjelse!

/Nanna, eReolen