Tema / 3 anbefalinger fra forfatter A. Silverstri
A. Silvestris bøger udfordrer og underholder med sans for humor, uhygge og filosofi. Her anbefaler han sine 3 favoritter blandt eReolens bøger og fortæller kort om sine egne.
Hvordan vil du beskrive din seneste bog?
"Næsten er en række noveller, der arbejder i krydsfeltet mellem det realistiske og det fantastiske og derved fortæller historier, der på en og samme tid er meget jordnære og ganske unikke.
Jeg finder min inspiration i mange ting - fra tabuer til videnskabelige nybrud. Jeg bliver fascineret af de mange former, tekster kan tage, og netop form arbejder jeg med i alle mine bøger. Taler, museumstekster, lyrik, essays, dagbogsnotater, postkort, sms’er og så videre. Formen alene kan omdanne en fortælling. Til Næsten var jeg inspireret af, at de vaner, samfundsstrukturer, ideer og værdier, vi har og betragter som normen og de rigtige, lige så let kunne være nogle helt andre."
Hvilke 3 bøger vil du anbefale, at vi læser – og hvorfor?
Mulm af Teddy Vork
Teddy Vork hører til blandt de dygtigste af de danske horrorforfattere. Mulm fra i år er en ægte Vork, hvor han tager det nære og trygge, og grusomt forvrider det. Læs også resten af forfatterskabet.
Spejlørkenens gåde af Knud Holten
Selv om de har en del år på bagen, holder hele serien om Alex på eventyr stadig. De er sproglig gode, handlingen gnistrer og så beviser de, at fantasy ikke behøver at være bøger på 400 sider.
Rama Rama Europa af Martin Wangsgaard Jürgensen
Endnu en 2020-bog, og den er ikke magen til noget andet. Det er en apokalyptisk fortælling, der låner fra det groteske, dannelsesrejsen og det anekdotiske, og som læser har man hele tiden lyst til at nynne ’Jeg er den sidste turist i Europa.”