Tema / Tre gode bøger til læsekredse

I februar og marts har vi valgt at fremhæve tre gode bøger på eReolen Global, som er oplagte at kaste sig over, hvis du gerne vil læse sammen med andre. De tre romaner er vidt forskellige, men har det til fælles, at de alle kan være gode at snakke om i læsekredse.

 

Gift og hævn i Londons mørke underverden

The Lost Apothecary er en underholdende roman om Nella, der er giftmagerske i 1700-tallets London og driver et hemmeligt, skjult apotek. Hun sælger i hemmelighed gifte til desperate kvinder, der er villige til at begå mord for at slippe af med mænd, der har gjort dem ondt. I nutidens London, på tværs af århundrederne, finder Caroline en gammel apotekerflaske ved Themsen. Snart tager fortællingen en dramatisk drejning, hvor kvinder prøver at redde hinanden på tværs af tiden.

 

Gribende portræt af hverdagslivets dramaer, skuffelser og glæder

Olive Kitteridge er en roman om den pensionerede skolelærer Olive, fortalt gennem tretten enkelte noveller. Olive er hverken den ideelle hustru, mor eller ven. Tværtimod er hun kantet, kontant og til tider næsten småondskabsfuld, men som historierne skrider frem og man stifter bekendtskab med hendes op- og nedture, lærer man langsomt men sikkert at holde af hende.

 

Tankevækkende pageturner fra de amerikanske sydstater

The Vanishing Half er en medrivende amerikansk familiesaga, der foregår over flere årtier fra 1940'erne op til 1980'erne. Romanen fortæller historien om to uadskillelige sorte tvillingesøstre, der vokser op i en lille by i Sydstaterne. Men som 16-årige stikker de af hjemmefra og vælger to vidt forskellige veje i livet. Først flere år senere vender den ene tilbage til barndomsbyen.

 

God læselyst!