Billede af Naja Marie Aidt

Tema / Naja Marie Aidt vinder DR Romanprisen 2025

"Øvelser i mørke" har grebet tusindvis af læsere. Deltagerne i bibliotekernes over 100 romanlæseklubber har haft mange meningsfulde samtaler om romanen og talt om blandt andet overgreb, traumer og livslange venskaber. Nu har læseklubberne valgt bogen som årets vinder. Naja Marie Aidt fik overrakt prisen den 14. juni på Dokk1 i Aarhus.

Taler ind i #MeToo-debatten

Bogen er et vidnesbyrd om vold mod kvinder, og den taler på flere måder ind i #MeToo-debatten. Vi møder en 57-årig kvinde, som er sygemeldt efter en traumatisk oplevelse, der trækker tidligere overgreb op til overfladen. 

Romanen viser, hvordan overgreb er forbundet med skam, skyld og fortielser, og er samtidig en hyldest til de livslange venskaber, der kan bane vejen for heling. 

Naja Marie Aidt om at vinde prisen

"Da romanen blev nomineret, blev jeg simpelthen så glad. Det betød jo, at den er blevet læst opmærksomt i bibliotekernes læsegrupper over hele landet, og jeg har brugt det sidste år på at rejse rundt og møde læserne. Det har været fantastisk dejligt. 

Da jeg fik at vide, at bogen har vundet prisen, var jeg ved at falde ned af stolen af overraskelse og glæde. Det havde jeg ikke regnet med. Men hvor er jeg glad og stolt over, at min roman og dens temaer - traumer, venskab, vold og krænkelser mod kvinder - appellerer til så mange mennesker. Jeg er dybt taknemmelig og berørt over at modtage denne pris, som for mig er helt særlig, fordi det udelukkende er læserne, som har stemt."

Markant stemme i dansk litteratur

Bogen har flere paralleller til "Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage: Carls bog" fra 2017, hvor Naja Marie Aidt skrev om den sønderrivende sorg over at miste sin søn. 

Naja Marie Aidt debuterede i 1991 og har skrevet blandt andet digte, noveller og romaner. Hun skriver poetisk og skarpt om forholdet mellem mennesker og det moderne liv og har vundet mange priser, herunder Nordisk Råds litteraturpris for novellesamlingen "Bavian".

Om DR Romanprisen

DR Romanprisen blev indstiftet i 1999. Prisen er helt særlig ved, at det er bibliotekernes romanlæseklubber, der afgør, hvilken bog der vinder. De nominerede vælges i et samarbejde mellem DR og bibliotekerne. 

De seks romaner bliver debatteret i bibliotekernes mange romanlæseklubber fra december til maj, hvorefter deltagerne stemmer om, hvem der skal løbe med prisen.

 

Foto: Sara Galbiati, Gyldendal