
Tema / Det eventyrlige Mumi-univers fejrer 80 år
Siden den første Mumi-fortælling kom til verden den 9. august 1945 har generationer af læsere nydt Mumitroldenes eventyrlige verden.
Mumi-jubilæet markerer 80 år med Tove Janssons magiske historier om Mumitrolden, Lille My, Mumrikken og alle de andre fantastiske væsner fra Mumidalen.
Den første bog om Mumitroldene
Den første historie om Mumitroldene udkom samtidig med afslutningen af 2. verdenskrig. I "De små trolde og den store oversvømmelse" bliver Mumimor og Mumitrolden efter mange prøvelser genforenet med Mumifar efter hans forsvinden. Historien kan ses som en forhistorie til de øvrige Mumitrolde-fortællinger, da de fleste figurer først introduceres i den næste bog, "Kometen kommer" fra 1946.
Fantasifuldt univers
"De små trolde og den store oversvømmelse" markerer starten på et eventyrligt og fantasifuldt univers, der har haft stor betydning for børnelitteraturens udvikling. For Mumidalen rummer universelle følelser, venskaber, fantasi og varme på børnenes præmisser, men også en underliggende dysterhed med realismenære problematikker og lurende farer i udkanten af den trygge Mumi-boble.
80-års jubilæum
Nu kan Mumitroldene så fejre 80-års jubilæum som det fineste bevis på, at børn som voksne stadig elsker de søde, sære og forunderlige figurer fra Mumidalen. For også i dag kan verden opleves som et utrygt sted, og dermed har historierne og karaktererne fortsat relevans i vores hverdag.
Hvem var Tove Jansson?
Tove Jansson (1914-2001) var en finlandssvensk maler, tegner og forfatter. Tove Jansson er verdensberømt for sine Mumitrolde, men fra 1970 skrev hun kun voksenlitteratur. Der er dog mange sammenfald mellem Mumiuniverset og Tove Janssons voksenbøger. Her viderefører hun den nysgerrige åbenhed, som kendetegner barnets blik og blander det hverdagslige med en livlig fantasi.
Foto: Filmstriben, Mumitroldene sæson 2