
Tema / Med eReolen i teatret
Trods konkurrence fra et væld af moderne medier er der stadig masser af tilskuere til scenekunsten i Danmark. Det fysiske nærvær og rummets magi spiller utvivlsomt en rolle. Men måske er der også noget grundlæggende tilfredsstillende ved dramaets enkle, dialogiske form?
Ud over et væld af nyproduktioner sætter mange teatre klassiske stykker op, som nyfortolkes ind i en samtidig kontekst. For nylig skabte Christian Lollike overskrifter med sin alternative opsætning af Erasmus Montanus. De græske tragediers patos og dramaturgiske nøjagtighed er medvirkende til deres tilbagevendende succes. Og Shakespeares sproglige finesser er stadig så efterspurgte, at opsætninger fra The Globe i London transmitteres live til biografsale over hele verden.
At læse drama kræver fantasi - der er typisk kun få regibemærkninger, og karaktererne beskrives gennem ord og handlinger frem for en fortællerstemme. Til gengæld er det givende læsning. Replikudvekslingerne giver dramaet tempo, og typisk kan man læse et stykke på et par timer.
På eReolen har vi både nye og gamle skuespil i kataloget. Her har jeg samlet et udvalg til dig, der har lyst til at læse dramaer digitalt.
/Niels