Tema / Den danske fantasy
Dansk fantasy er kommet for at blive. De seneste år er der udkommet flere fantastiske fortællinger om drager, hekse, dæmoner og andre overnaturlige væsner.
Det har dog ikke altid set sådan ud. Før Harry Potter kom til Danmark for 20 år siden, blev der ikke udgivet meget fantasy på dansk til børn og unge – og slet ikke af danske forfattere.
En fantastisk udvikling
Jeg er vild med den fantastiske udvikling, og jeg sender ofte en varm tanke til de danske fantasy-historier, som jeg voksede op med: ”Dystopia” af Dennis Jürgensen, ”Shamran” af Bjarne Reuter, ”Kongebarnet” af Cecilie Eken og ikke mindst Lene Kaaberbøls serie om ”Skammerens datter”. Historier, der tændte den første gnist af interesse for fantasy-genren hos mig, der stadig brænder den dag i dag.
Som en lille hyldest til den danske fantasy, har jeg samlet en liste af gamle og nye fantasy-bøger til børn, unge og voksne skrevet af danske forfattere, som du kan læse her på eReolen. God fornøjelse!
/Michala, eReolen