Spøgelse

Tema / 10 hjemsøgte romaner

Det er en foruroligende tanke, at de døde ikke hviler eller forsvinder - men måske i stedet bliver hængende, fanget i deres uafsluttede sager, lænket til de levende, vrede. Mangen en fortælling er det blevet til blandt de levende gennem tiden - fortalt omkring bålet, med en lommelygte under ansigtet, med en dyne trukket op under øjnene, med fornemmelsen af en tilstedeværelse lige over skulderen.

 

Det er blevet til mange spøgelser gennem tiden. Men i sagens natur kommer der jo også hele tiden nye til - og nye historier. Det betyder, at spøgelser har bevæget sig langt siden det klassiske billede af et svævende lagen, evt. med raslende kæder. Det moderne spøgelse kan være mange ting - skræmmende, surrealistisk, kommenterende - det behøver ikke være et menneske, men kan være et sted, ja, måske er der slet ikke overnaturlige kræfter i spil.

 

Kort sagt, spøgelsesfortælling giver en lang række indgangsvinkler til den gode historie.

 

Jeg er gået på jagt blandt bøgerne og har gravet 10 forskellige titler frem, som alle handler om de hvileløse døde. Men det er også stort set den eneste fællesnævner, for med det udgangspunkt er det blevet til ti meget forskellige typer historier, fra det skræmmende til det fascinerende. Så træk gardinerne for og kravl under dynen, før du downloader en hjemsøgelse.