Grafik - krimier

Tema / 2 ikoniske krimiserier

Udbuddet af krimier er enormt, og det kan være svært at bevare overblikket over alle de nye bøger der udkommer. Så hvorfor ikke gå tilbage i tiden og læse nogle af dem, der banede vejen for nutidens?

Har du mest læst krimier fra de seneste årtier, kan jeg garantere at der ligger masser af krimiguld og venter på dig. Jeg har udvalgt to ikoniske og grænsebrydende forfatterskaber, hvis værker på hver deres måde har været med til at forny krimigenren - og de er absolut stadig er værd at (gen)læse
 

Skabelsen af den moderne psykologiske thriller - Patricia Highsmith

Da amerikanske Patricia Highsmith lancerede sin serie om Tom Ripley i 1955, var det også for alvor starten på en ny type af krimier: psykologiske thrillers med en anti-helt som hovedperson. Tom Ripley er lidt som en kamæleon, der skifter farve efter sine omgivelser. Da han i 1. del af serien, Tom Ripleys Talent, rejser til Italien for at hjælpe med at hente en rigmandssøn hjem til USA, tilpasser han sig hurtigt livet blandt de rige, på trods af sin egen fattige opvækst.
Udover at være en mester i tilpasse sig, er Tom Ripley også psykopat og morder. Men alligevel kunne jeg under læsningen ikke lade være med at føle en vis form for sympati for ham. Netop fordi han er så fascinerede en karakter, har det også givet udslag i adskillige filmatiseringer gennem årene. Og den psykologiske thriller som genre, ja, den har vist sig ret så langtidsholdbar.
 

Da svenskerne indtog krimitronen - Sjöwall og Wahlöö

En anden ikonisk karakter fra krimiverdenen er politimanden Martin Beck, som ligeledes er blevet portrætteret i utallige film og tv-serier. Det var Maj Sjöwall og Per Wahlöö som i årene 1965-1975 udgav serien ’Roman om en forbrydelse’ med Martin Beck som omdrejningspunktet. Forfatterparret var på mange måder hovedskaberne af den moderne skandinaviske krimi, som vi kender den i dag, og det er svært at undervurdere deres betydning og indflydelse.

Roseanna er den første i serien, men læs endelig alle 10! For med denne ikoniske svenske serie får du spændende plots, samfundskritik og psykologisk indsigt - og samtidig er der også plads til lidt humor og finurlige personligheder.
 

Go' fornøjelse med krimilæsningen!
/Stine Pedersen, Gladsaxe Bibliotekerne