Tema / 3 anbefalinger fra indlæser Klaus Elmer

Allerede som 8-årig indlæste Klaus K. Elmer sin første lydbog – Tintin i Tibet på sine forældres båndoptager. Vi har spurgt ham om, hvad der efter hans mening udgør den gode indlæsning, og hvilke bøger han selv vil anbefale os at læse – af dem, han selv har haft helt inde på livet som indlæser.

"Den gode indlæsning er, når indlæseren lever sig ind i teksten. Man kan tydeligt høre, om speakeren distancerer sig til teksten, eller om han er en del af begivenhederne. Når det sidstnævnte er tilfældet, har lydbogen potentialet til at blive en totaloplevelse, som man deler med speakeren. Det kan blive meget intimt, når det er bedst. At indlæse er som at spille musik. Man skal turde holde pauser og have forståelse for, om læsehastigheden skal hæves eller sænkes i visse passager. Man kan sige, at forfatteren er komponisten, og bogen er partituret. Det er så indlæserens opgave at formidle de tanker og følelser, bogen indeholder, samtidig med at han selvfølgelig sætter sit personlige præg på indlæsningen. Der findes ikke to indlæsere, som fortolker teksten ens, og den diversitet er vel egentlig det, der gør lydbøger til et unikt medie."

Hvad er det bedste og den største udfordring, når du indlæser en bog?

Det bedste, man kan opleve som indlæser, er, når man får en bog i hånden, hvor forfatteres skrivestil rammer ens egen måde at formulere sig på. Udfordringerne er selvfølgelig udenlandske citater og ord, der kan volde en del problemer, men med en god portion forberedelse og selvkritik kan det være berigende at arbejde med. Den største udfordring er, når forfatteren ikke har sans for tegnsætning og bytter rundt på f.eks. komma og punktum eller konstruerer unødig lange sætninger. Det kan sagtens indlæses, men det kan være en udfordring at få det til at lyde naturligt. Indlæseren har en forpligtelse til at respektere forfatterens måde at skrive på. Det er man nødt til at huske på, selv om det til tider kan være svært.

Hvilke 3 bøger, du har indlæst, vil du anbefale os – og hvorfor?

’Salernos sol’ af Anne-Marie Vedsø Olesen er fuldstændig fantastisk. Sproget er så smukt, og hver passage er som honning for øregangene. Bogen er Anne-Maries debutroman fra 2000, og den indbragte hende andenpræmien i en konkurrence, Gyldendal og Det Kongelige Bibliotek havde udskrevet i anledning temaåret om middelalderen i 1999. At den ikke er blevet indlæst før nu, er ubegribeligt. Men det var så mit held, og jeg tror måske aldrig, jeg igen kommer til at indlæse noget, der er så smukt skrevet.

Steen Langstrups horrorroman ’Plantagen 1: Den hvilende ondskab’. Jeg er en hund efter gys og horror – det er i den genre, jeg føler mig bedst tilpas som indlæser. Jeg har indlæst flere af Steen Langstrups bøger og kunne egentlig fremhæve en vilkårlig af dem, men ’Plantagen 1’ er den længste lydbog, og derfor kommer Steens kvaliteter som horror-forfatter i højere grad til udtryk her. Han har en enestående evne til at opbygge en intens og uhyggelig stemning i sine historier. Han forærer ikke noget væk, men lægger brødkrummer ud til læseren for til sidst at slippe mareridtet løs.

’Sidste udvej’ af Federico Axat: I Danmark har bogen levet et alt for ubemærket liv, til trods for at han er et stort navn i udlandet. ’Sidste udvej’ er en psykologisk thriller, og handlingen er så cool og overraskende, at læserens verdensbillede gang på gang bliver vendt på hovedet. Intet er givet, før sidste side er vendt, og selv da kræver bogen, at læseren reviderer sit syn på begivenhederne endnu engang. Federico Axat placerer læseren inde i hovedet på hovedpersonen Ted, hos hvem virkelighed og illusion flyder sammen. Det er så genialt udtænkt.