efterår

Tema / 3 nye nordiske krimier til din efterårslæsning

Det er umiskendeligt blevet efterår med rusk, regn og kortere dage. Heldigvis giver det os en særligt god anledning til at trække indenfor med en god bog. Og hvilken genre passer bedre til denne årstid end krimien? Ikke mindst de nordiske af slagsen, der netop er kendt for stilen Nordic Noir.

Her er mit bud på 3 spændende krimier fra henholdsvis Norge, Sverige og Danmark, som alle er udkommet inden for de seneste to år.

Norsken

En af Norges mest etablerede krimiforfattere, Karin Fossum, fastholder efter min mening et højt kvalitetsniveau, selvom hun efterhånden har skrevet bøger i over 40 år. Karin Fossum er kendt for sit udsøgte sprog og rolige fortællestil, men der bliver ikke sparet på detaljerne i beskrivelserne af drabelige voldsscener, så hvis du foretrækker ublodige hygge-krimier, er dette nok ikke noget for dig...
’Bag dem synger døden’ er nr. 14 i en serie, men kan godt læses selvstændigt. Som i resten af serien er hovedpersonen den sympatiske og garvede kriminalkommissær Konrad Sejer, og her skal han opklare drabene på to unge mennesker i Oslo og en mulig sammenhæng mellem de to sager.

Svensken

Hvis du godt kan lide psykologiske thrillers, der tager sig god tid og ikke svælger i blod, så kan jeg anbefale romanen ’Ødemark’ af Stina Jackson. Her er der først og fremmest fokus på personerne, skildret på en nuanceret måde så de føles som ”rigtige” mennesker. Romanen har ingen entydige helte eller skurke.
Bogen udspiller sig i det, man kan kalder Udkants-Sverige, langt ude på landet. Liv hader sin far, men har alligevel valgt at bo hos ham med sin teenagesøn. En dag forsvinder faren, og det sætter gang i mange rygter og historier om familien.

Dansken

Et helt nyt navn på den nordiske krimiscene er Malene Klein. I ’Ved Babylons floder’, som er 1. del i en planlagt serie, findes en tidligere dansk efterretningsmand dræbt på en lille ø i staten Maine i USA. Liget er tilsydeladende arrangeret efter Edvard Munchs maleri 'Skriget'. Samtidigt i Danmark er politiassistenten Maya Winther ramt af sorg og påvirket af nogle traumatiske begivenheder, da hun i egenskab af at være ”profiler” inddrages i den komplicerede efterforskning.
Her få du en krimi med internationalt udsyn og en interessant vinkel med kunsthistoriske elementer.

 

Go' fornøjelse med efterårslæsningen!

/ Stine, Gladsaxe Bibliotekerne