Tema / 4 gode podcasts til den lange køretur

Rigtig mange af os skal i disse dage på tur rundt til familie og venner eller hjem fra et længere ophold hos vores allernærmeste. Hvis tiden skal virke mindre lang i bilkøen eller i toget, hvor mundbind og corona lægger en dæmper på de gode snakke, kan det være rart at lade sig omslutte af en opslugende historie til ørerne. Herunder har vi fundet 5 gode podcasts, der kan være dit soundtrack til køreturen, så øjnene roligt kan følge det fine landskab bag ruden.

Til historieinteresserede:

Den podcast, jeg vil anbefale her, handler - helt i julens ånd - om historiske ildsjæle, der med næstekærlighed og idealisme satte alt ind for at ændre verden til det bedre.

 

"De hvide busser" er en podcast af Røde Kors, som handler om almindelige mennesker, der efter Danmarks befrielse meldte sig som frivillige til at hente danske kz-fanger hjem fra lejrene. Mens bomberne stadig sprang i slutningen af 2. Verdenskrig, smed danske rutebilchauffører, sygeplejersker, læger, embedsmænd, mekanikere, husmødre og madpakkesmørere, hvad de havde i hænderne, og satte nu deres liv på spil for at redde andres. De rejste med de hvide busser og fragtede de løsladte danske kz-fanger hjem af den ene årsag, at det var det rigtige at gøre.

Til litteraturelskeren:

Da du lige nu befinder dig på eReolen, er du nok helt med på, at måden, vi læser bøger på, hele tiden udvikler sig. Litteraturfestivaler skyder op overalt, og man kan få bøger på recept med narrativ medicin. Med podcastserien Læsefeber rejser vi med vært og forfatter Puk Qvortrup rundt og besøger de mange nye måder, vores læselyst får nye udtryk, og møder både entusiastiske læsere, nybrydende forfattere og eksperter, der gør os klogere på, hvad de nye læseformer bringer med sig.

Til den videbegærlige

Er du til viden i lommestørrelse, skal du helt klart kaste dig over Aarhus Universitetsforlags podcastserie af samme navn som det boglige forlæg, Tænkepauser. Emnerne er mange og temaopdelt ligesom de populære paperpacks, men denne gang er Lisbeth Brocelius Meléndez vært, og i hver episode besøger hun forfatteren bag Tænkepausen til en snak, som altid er klog, underholdende og levende. Podcastmediet kan noget helt særligt for faglitteratur, så man faktisk føler sig lidt som deltager i samtalen på den oplysende og vedkommende måde!

Til krimielskeren

Drabsrummet er en ny podcastserie om personfarlige danske kriminalsager, der har haft stor betydning for dansk politihistorie. I serien fortæller efterforskere, vidner og eksperter om seks forskellige fascinerende og foruroligende danske kriminalsager. Serien præsenteres af studievært Julie Giese og leder af Politimuseet Frederik Strand.

God fornøjelse!