Tema / 4 provinsbyer, du skal køre udenom

Livet uden for et byskilt fremstilles ofte som køer på græs og fuglekvidder under åben himmel - men det er ikke altid så idyllisk på landet og derude i provinsen. Jeg har fundet fire provinsbyer fra bøgernes verden, du bør læse om, men som jeg ikke ville anbefale dig at besøge, selv hvis de fandtes i virkeligheden... 

 

Gillsby

Et sted på Sjællands nordkyst, ikke alt for langt fra Gilleleje, finder du Gillsby. Hvis du er uheldig… For det er måske nok et hyggeligt sted i solskin, men byen har sin mørke side, ja måske faktisk mere end én, for der er sket ret mange grumme ting i Steen Langstrups bysamfund. Gillsby optrådte første gang i Langstrups vampyrroman Blodets nætter. Siden da er den dukket op nu og da i hans forfatterskab, men kulminationen fandt sted i trebinds-værket Plantagen. Den stiller skarpt på en forbandelse, der hviler over "den lukkede skov", hvor en pige siges at gå igen. I første bind flytter en ny familie til byen, og en zoolog jagter en snegleart – og lige fra den spæde begyndelse vokser historien om Gillsby til apokalyptiske dimensioner over de tre bind. Det er horror tilsat drama og effekter, og du vil få et anderledes forhold til snegle bagefter.

 

Randvad

Vores næste lokation er i Sønderjylland, nær Løjt Kirkeby. Her ligger landsbyen Randvad, omkranset af skov. Randvad har en forhistorie, der måske virker tilforladelig ved første øjekast, men den viser sig at have grumme konsekvenser. I 1887 forsvandt historikeren Albert Severin Termansen, da han besøgte byen for at undersøge stedets gamle landbokultur sammen med en ung kunstner. I 2017 bliver en akademiker, Karl Johansen, sat til at undersøge, hvad der skete med Termansen. Men kunstnerens efterladte tegninger får det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham, og der er noget helt galt med skovene omkring landsbyen.

Landsbyen Randvad er omdrejningspunktet i Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensens roman af samme navn. Og der er så afgjort ikke kun fuld af sjov ude i den skov.

 

Tolby

"En soveby" er sådan et beroligende udtryk. Det giver billedet af en stille og langsom by, hvor der ikke sker det store. Men man glemmer ofte, at søvn også fører til mareridt, og det er tilfældet med Tolby. Tolbys mest afgørende element er nemlig Tolby-klanen, der styrer byen med hård hånd. Det må Erling og Abelone sande, da de flytter til byen. De har en drøm, men mødes af de hårde realiteter.

Morten Nis Klenøs Mørk er dagen er baseret på hans egen roman Skidt klædte mænd med baseballbat. Men i Mørk er dagen har han fjernet de overnaturlige elementer og omskabt Tolby til en rent socialrealistisk grum by. En soveby, ja, men ikke nødvendigvis en, hvor man sover godt.

 

Rakelsminde

Her er vi lidt sydøst for Holstebro. Omdrejningspunktet er endnu en gang en lille landsby med skov og land – men denne gang også med et naturområde lidt udenfor byen med det ildevarslende navn "Den døde zone."

Landsbyen Rakelsminde har ikke bander eller dræbersnegle (i al fald ikke dem, der er værd at snakke om), men den hjemsøges af en mystisk lyd: et skingert brøl, der skyller ind over byen med jævne mellemrum, og i dets kølvand opstår der grimme og uforklarlige hændelser.

I David og Stephan Garmarks Rakelsminde bliver journalisten Tea Ehlers sendt til landsbyen for at efterforske et mystisk selvmord. Hun er selv vokset op der, så redaktøren håber, hun kan finde ud af mere. Og det gør hun – også mere end hun kunne ønske sig.

 

/Janus, Horsens Bibliotek