
Tema / 5 bøger om selvbillede og kropsidealer
Kropsidealer ændrer sig hele tiden og har gjort det gennem historien, men alligevel virker de uomtvistelige i den tid, vi lever i. De har enorm betydning for vores selvbillede og selvtillid. Her har vi fundet fem gode bøger om det komplekse forhold mellem kroppen (og kroppens foranderlighed), og hvordan vi som mennesker ser på os selv.
God fornøjelse! Ane / Holbæk Bibliotekerne
Sauermugg af Stig Sæterbakken
Dyster fortælling fra Norge - om mødet med sin egen utilstrækkelighed. Det er en roman der er fyldt med (sorte) tanker om livet, men samtidig også fyldt med vilje, humor og provokation. Sauermugg er fortælleren i romanen, og kan ses som Stig Sæterbakkens (1966-2012) onde fiktive alter ego. Romanen består af en række monologisk fortalte situationer, og der er ikke nogen fortløbende handling i romanen. Sauermugg gør sig tanker om livet, herunder sin barndom, ægteskab, arbejdsliv og sygdom. Hustruen Filla bliver fortalt om med foragt, kun foragten for ham selv overgår foragten for hustruen. Det er mørkt og trist, og som læser har man lyst til at rive Sauermugg ud af hans selvopfattelse, som er tæt knyttet til skam, selvbebrejdelser, ensomhed, tungsind, mistro og livslede. Som kontrast kommer der sarkastiske og humoristiske indfald, som giver en god dynamik. En roman, der ikke efterlader en upåvirket.
Til min søster af Dy Plambeck
Sjældent har jeg læst så sanselig og billedskabende en fortælling om en fødsel. Aya føder datteren Nola efter at være blevet forladt af sin kæreste. Hun funderer over kroppens kraftpræstation og evnen til at hele og over sin rolle som alenemor. Foholdet til søsteren Andrea fylder også meget i hendes bevidsthed. Andrea lever i et voldeligt forhold. To år senere tager søstrene (og Nola) af sted til Sverige, da Aya skal holde foredrag om J.P. Jacobsens ungdomsveninde Anna Michelsen. Andrea har forladt sin voldelige kæreste, og Aya har lyst til at slå ham ihjel. Aya og Andrea tager livtag med udfordringer som voldelige parforhold, alkoholmisbrug og seksualitet. Fortid, nutid og fremtid blandes sammen, og på 150 års afstand blander Anna Michelsens stemme sig i begivenhedernes gang. Til min søster er både helt bogstaveligt talt fra en søster til en anden, men også til min søster, som i det store søsterskab. Stærk fortælling.
Happy fat: fordi du godt må være tyk af Sofie Hagen
Bog af den danske komiker Sofie Hagen (f. 1988), der kort fortalt handler om det at lære at blive glad som et tykt menneske i et tykfobisk samfund. Bogen er i to dele og afsluttes med Fat Liberation Manifesto fra 1973 og et efterskrift. I første del gennemgår Sofie Hagen sin barndom med overspisning og tidlig overvægt, hvilket har ført til mobning og selvhad. Den personlige historie løftes videre op på et samfundsplan og underlægges en analyse af, hvordan vi behandler overvægtige mennesker med fordomme. Der er interviews med forskellige relevante personer, heriblandt plus size-bloggeren Stephanie Yeboah. I anden del får læseren gode råd til at begynde et liv, hvor man godt kan være både glad og tyk og ikke underlagt samfundets tykfobi. Det er en bog, der både er trist, fordi den viser, hvordan (nogle) tykke mennesker bliver behandlet, men er samtidig også tilsat en stor portion humor og en skarp pen. Der er ikke tvivl om, hvilket ærinde Sofie Hagen har med bogen, og den har delt vandene, fordi påstanden er, at det ikke er farligt at være overvægtig, problemet er samfundets tykfobi.
Vægtløs: hvordan jeg stoppede krigen mod min krop af Alberte Clement Meldal
En anden, der slutter fred med sin krop, er Alberte Clement Meldal, som mange kender som vært fra DR-programmer. Hvad jeg ikke vidste er, at hun er tidligere supermodel og ønsker at komme overens med sin krop efter årtiers kamp for at være så tynd som muligt. Hun opsøger fagfolk såsom diætister, som kan give hende nye perspektiver. Bogen inddrager desuden andre modeller og fagfolk som fx en psykolog, journalist, kulturhistoriker og tykaktivist. Alberte har samtaler om sund kost og vægt, kropssyn, tykfobi og spiseforstyrrelse. Det er meget rørende og spændende at følge Albertes rejse.
Jeg bruger min krop som et møbel af Veronika Katinka Martzen
Digtroman om at være ung kvinde i en verden med uopnåelige idealer. En bog, som rummer både samfundskritisk alvor og et godt grin. Eksperimenterende i sin form, hvor humor bliver brugt til at tale om alvorlige emner, nemlig ensomhed og psykisk sygdom. Vi følger den unge kvinde, Veronika Katinka Martzen, som er lidt for meget og hverken er tiltrækkende eller slank. Til gengæld føler hun sig ret "boss". Hun drømmer om at lave en hyldest til sig selv i en reportageserie. I en forestillet samtale med "Tilrettelæggermennesket" viser det sig dog, at den store selvoptagethed dækker over lavt selvværd og alvorlige psykiske problemer, der holdes i skak med psykofarmaka. Veronika Katinka Martzen er pseudonym for radiosatiriker, forfatter m.m. Anna Juul, som selv har været åben om sine psykiske diagnoser, og som nogle vil kende fra bøgerne "Penge & amp; bacon" og ;"Superskurk".