Tema / 5 disharmoniske drømme om kærlighed
Drømme kan ingen tage fra dig. Og de kan være mange og komme i forskellige afskygninger. Ane fra redaktionen har udvalgt fem bøger om mennesker, der drømmer om kærlighed, men hvor der er en disharmoni. Kærlighed der ikke er gengældt, kærlighed som en (syg) besættelse eller uforløst kærlighed. Det kan også være en kærlighed, der er i forandring, og den (måske) sorg der kan ligge i det.
Dukkeværkstedet af Elizabeth Macneal
Vi er tilbage i 1850'ernes London. Dukkemageren Iris møder konservatoren Silas til verdensudstillingen i netop London. Fra da af bliver Silas sygeligt besat af Iris og vil gøre alt for at få hendes opmærksomhed og indfange hende i sit net, måske endda udødeliggøre hende? Udover dette thriller-agtige element er der fine beskrivelser af dukkeværkstedet, hvor Iris arbejder med sin tvillingesøster, London anno 1851, en ung kvindes frihedstrang, klasseforskel og kunstnermiljøet, delvist bygget på fakta om Det prærafaellitiske broderskab.
Samtykket af Vanessa Springora
I 2020 udkom franske Vanessa Springoras roman Samtykket på dansk. Den er selvbiografisk og sendte bølger af chok gennem Frankrig og satte skub i metoo-bevægelsen i Frankrig.
Vi følger en pige, V, på 13 år og en mand, G, på 50 år, og deres erotiske forhold til trods for aldersforskellen og det faktum, at pigen er under den kriminelle lavalder. Det er i midt 1980'ernes Frankrig, G er et stort navn på den litterære scene, V's mor accepterer forholdet, faderen er fraværende. G's venner og omgangskreds accepterer også stiltiende forholdet. G udgiver flere bøger, der blandt andet omhandler hans forhold til meget unge piger, men ingen griber ind. V er længe om at slippe væk fra ham, men får en dag nok: Hvorfor har han retten til deres historie? Hvorfor greb ingen voksne ind? Bogen førte til, at G kom for en domstol.
Det er en meget overbevisende og stærk fortælling om et indlysende seksuelt og litterært overgreb på en ung pige, hvor omgivelserne vælger at kigge den anden vej.
Favn af Kristina Holgersen
Kristina Holgersen, der er mest kendt i musikkens verden, debutterer med denne fine digtsamling Favn. Emnerne kredser om det at have et barn, der så småt er på vej væk fra reden, og de følelser og tanker, det efterlader - det såkeldte "empty nest"-syndrom. Tankerne om, hvorvidt man fik givet det, man ville, videre med i rygsækken, men også de nye muligheder, der åbner sig i denne fase af livet.
Virkelig smukke og fine betragtninger.
Når mænd forlader mig af Johanne Bille
Johanne Bille, forfatter, journalist og kulturredaktør har skrevet en (selvbiografisk) roman om Maria, og hvordan hun indretter sit liv efter de mænd, som hun er sammen med. Hun er som en kamæleon, tilpasser sig og forlanger ikke det store af forholdene. Maria håber på en forfatterkarriere, men drukner i et rutinejob og følgevirkningerne af et overgreb.
Hendes tavshed og passivitet forveksles med samtykke, og alt begynder at falde fra hinanden. Maria skal lære at sige til og fra, at stå op for sig selv og ikke bare være en statist i andres liv. Det bliver begyndelsen på en lang rejse i hendes indre.
Tjeneren og hans søster af Dorrit Willumsen
En stilfærdig fortælling med en varm og humoristisk tone om et ældre søskendepar: Søster og Alf. Søster passer møjsommeligt sin bror Alf, der er bundet til hjemmet. Vi hører om hendes omsorgsopgaver, kontakt med hjemmeplejen, sygehusvæsnet mv. Undervejs oprulles deres historier, for eksempel var Alf en ombejlet herre og en dygtig tjener. Søsters liv er ikke altid gået som ønsket, og hun gør sig mange tanker om alderdom, drømme og hemmeligheder.
Da Alf dør, skal hun rydde op og får nu sin frihed, men hvad vil hun egentlig med den? Måske har hun det bedst med et stille liv? Hun skal til at mærke sig selv og sine behov og drømme. Hun opdager også en hemmelighed, som Alf har holdt på til sin død!