Tema / 5 måder, det kunne være gået galt

2020 er endelig overstået.

Jeg vælger at være optimistisk - for jeg skriver denne tekst kort før jul, men jeg regner med, at vi sidder her kort efter nytår og kigger på hinanden, lidt udmattede men også ret lettede. For 2020 var et hårdt år for de fleste af os. Og nu og da kunne det godt føles, som om verdens undergang var den naturlige følge af alt det, der foregik både udenfor og bag vore lukkede vinduer. Men jeg vælger at tro på, at vi stadig er her i 2021. Jeg vælger endda at tro på, at vi har det nogenlunde.

Det kunne faktisk være værre

Ikke desto mindre kunne det være gået galt på så mange forskellige og interessante måder i 2020, og i stedet for det, der forhåbentlig begrænser sig til lidt ekstra kilo omkring midten, lidt isolationskuller og lidt tømmermænd, kunne vi befinde os i et postapokalyptisk helvedeslandskab. Og hvordan kunne det se ud? Ja, det er et spørgsmål, som litteraturen kan besvare for os. Og her er fem forskellige svar på, hvad der fik civilisationen til at bryde sammen, og hvordan vi klarer os derefter.

1. Zombier

Heldigvis er maskemodstanderne nok det nærmeste, vi er kommet på omvandrende dødsmaskiner på to ben - men de vandrende døde er nu et fast indslag i buddene på verdens undergang. Hvad enten det skyldes virus, nedfaldne rumsonder, magi eller overbelægning i Helvede, så har de døde det med at vandre på Jorden. For at være ærlig gør zombierne sig bedst på film - de er grusomt grafiske. Men der findes dog også bøger, som angriber emnet med stor succes, og en af dem er Max Brooks "World War Z". Du har muligvis set filmen med Brad Pitt, men glem den, for der er ikke den store forbindelse mellem de to værker. Brooks' bog er en beskrivelse af krigen mod de genopstandne døde - fortalt i årene efter af de mennesker, der var med, og det er en forunderligt velfungerende måde at fortælle om noget, der ellers gerne forfalder til blod og indvolde.

2. Vampyrer

Allerede før zombierne blev andet end voodoo-slaver og begyndte at underlægge sig hele kloden, var vampyrer gået ad den rute - i Richard Mathesons klassiker "I am Legend/Jeg er den sidste". Men de har nu alligevel altid foretrukket det mere nære gys - vampyrer jæger som regel ikke i store flokke, og vampyrfortællinger handler gerne om at finde nogle enkelte blodsugere og ordne dem med stager. Sådan er det dog ikke i Justin Cronins "Den første" og de efterfølgende  "De tolv" og "Spejlbyen". Den starter i 2016, der dengang var den nære fremtid - og lader medicinske forsøg gå galt i en sådan grad, at verden bliver overrendt af dyriske blodsugere. Dernæst springer den næsten 100 år frem i tiden og beskriver den verden, der kommer efter. Og de efterfølgende romaner følger menneskehedens trængsler, men de forsøger at rejse sig fra tilværelsen som byttedyr.

3. Pandemi

Denne er måske lidt for tæt på stadigvæk, men heldigvis er Emily St. John Mandels roman "Station 11" så gribende en læseoplevelse, at man glemmer tid og sted. Den foregår 20 år efter undergangen, hvor en influenza-epidemi udryddede en store del af menneskeheden. Vi følger en gruppe skuespillere, der rejser rundt og optræder, men der er også tråde tilbage til før epidemien og især til én person: skuespilleren Arthur Leander, der døde på scenen, ramt af et hjerteanfald, lige før sygdommen brød ud.

Mandel væver flere historier sammen, men vender også tråde mod fremtiden. For selv om "Station 11" på mange måder er en grum historie, er det også en historie om håb. Der er en fremtid.

4. Zombier (igen)

De vandrende døde har det jo med at vende tilbage. Og jeg kunne ikke lade være med at nævne endnu en roman, der har sin helt egen vinkel: Colson Whiteheads "Zone One". Whitehead har haft stor succes på det danske marked med "Den underjordiske jernbane" og "Drengene fra Nickel" - men denne postapokalypse er åbenbart for sær læsning for danskerne. Så der må du ty til den engelske udgave. "Zone One" foregår efter apokalypsen, men har dog også nogle spring tilbage i tiden, mens den følger Mark Spitz; han er på et af de hold, som står med det praktiske arbejde, der følger med at genopbygge verden efter invasionen af menneskeædere: sammen med andre "sweepers" er han med til at rydde områder i New York for de zombier, der stadig er tilbage. Og med ham som synsvinkel får man en historie, der måske er mindre bloddryppende end den gængse zombie-film, men også langt mere tankevækkende. Whitehead er en stærk forfatter, og han formår at spille på mange tangenter her.

5. Rynkekneppesyge

Ja, 2020 var et så sært år, at det her nærmest virker som den mest logiske undergang, der kunne have ramt os. Det officielle navn er "Mite Induced Wrinkle Disease", men Peter Adolphsens roman har taget sin titel efter det populære navn, "Rynkekneppesygen". Den kommer af en mikrobe, der ankommer til Jorden fra det ydre rum og lynhurtigt spreder sig mellem mennesker - med det resultat, at de, nå ja, har sex, til de dør. Adolphsen forstår at skrive korte, tætpakkede historier, og med dette særegne værk har han begået, hvad der virker som en troldspejlsudgave af corona-epidemien, hvis den handlede mindre om mundbind og isolation og mere om sex, pornografi og kærlighed.

Og med de fem bud på, hvor vi kunne have været, bydes der velkommen til 2021. Husk, at det altid kunne være værre - og efter 2020 kan det næsten kun gå fremad.

/Janus, Horsens Bibliotek