Tema / 5 mangfoldiggørende bøger om maskulinitet

Hvad betyder det at være en ”rigtig mand”? Længe har forestillingerne været frosset fast i at forbinde det maskuline med at være stærk – både fysisk og psykisk – samt hævde sig, være hård og handlekraftig.

Men nu lader det dog endelig til, at maskulinitetsbegrebet er under optøning; langsomt ser det ud til at pible ud og dele sig i et vidtforgrenet delta af mangfoldig maskulinitet. Det ser man ikke mindst i samtidslitteraturen.

Et opgør med den traditionelle maskulinitet

En række yngre forfattere – danske som udenlandske – har i de senere år sat spørgsmålstegn ved de herskende forventninger til det maskuline. Mange af dem har følt sig begrænset af de forventninger, og nogle har ligefrem følt sig truet. Det gælder eksempelvis franske Édouard Louis og danske Glenn Bech, hvis historier på flere måder minder om hinanden.

Begge er vokset op i miljøer, hvor de traditionelle maskuline idealer dominerede, og der ikke var plads til afvigelser. Men med deres bøger kræver de deres ret til andre måder at være til på, ikke kun som mand, men som menneske.

De unge fædre

Et mere specifikt spor inden for temaet handler om, hvordan man kan være far. Traditionelt har mænd ladet kvinder tage sig af børneopdragelsen, mens de selv skyndte sig ud på jagtmarkerne eller på arbejdet. Historien er således fuld af fraværende fædre.

I samtidslitteraturen finder vi i dog flere og flere fædre, som insisterer på at gøre det anderledes, og som samtidig er nysgerrige på, hvordan de skal gøre det. For der findes mange måder at gøre det på, men forfatterne er fælles om at insistere på nærværet og kærligheden.

I den kategori vil jeg fremhæve Victor Boy Lindholms lyriske roman ’En del af kroppen går ud af hjertet’ og Kristian Leths poetiske essays ’En vej ud af tågen’.

Det irrelevante køn

Endelig vil jeg fremhæve én af mine yndlingsforfattere, norske Geir Gulliksen. Få formår så fornemt som ham at skrive så sorgfuldt og samtidig så morsomt om, hvordan kønsforestillinger præger vores måde at være til på.

I sin nyeste essaysamling skriver han skarpt og kritisk, men også omsorgsfuldt om at være far, søn og moderne mand. Han berører både politiske emner som øremærket barsel og sætter spørgsmålstegn ved større eller mindre ting, man af os nok genkender fra vores daglig, fx undrer han sig over, hvorfor mænd insisterer på at stå op og tisse, når selve toilettet tydeligvis er konstrueret til, at man sætter sig ned og gør sit. Men det er jo feminint at sidde ned; det udfordrer mænds maskulinitet. Men, som Gulliksen skriver, hvor svagt er det ”mandlige” egentlig, hvis det ikke kan tåle så lille, men logisk en adfærdsændring, før det fremstår som umandigt?

Allerhelst ville Geir Gulliksen nok foretrække ikke at behøve at skrive om mandlige og kvindelige idealer. Og på den måde er han en lysende stjerne, en ledestjerne, for mig.

Forestil dig en verden, hvor det ikke var så vigtigt, om vi var det ene eller det andet, splittet af vores forskelligheder. Forestil dig en verden, hvor vi var fælles om ”blot” at være mennesker. Jeg følger i hvert fald gerne Geirs lys gennem floddeltaet af mangfoldig maskulinitet.

Rigtig god læselyst!
/Mathias Emil Stenrøs, Husum Bibliotek & eReolen