
Tema / 6 krimimysterier om det lukkede rum
Forbrydelser begået i lukkede rum, på engelsk 'locked room mysteries', er et af de mest klassiske temaer inden for krimigenren. I mysterierne begås et mord under omstændigheder, hvor det tilsyneladende er umuligt at slippe væk (som et rum, der er låst indefra), og det er derfor en - næsten - umulig gåde at løse. Heldigvis er der gode detektiver på sagen, og her anbefaler jeg seks af dem.
Opfinderen af den moderne krimi
Edgar Allan Poe var en amerikansk forfatter, der levede i første halvdel af 1800-tallet, og blandt hans groteske og uhyggelige noveller finder du historien, der grundlagde hele "lukket rum"-genren. Det sker i Mordene i Rue Morgue med detektiven Dupin i hovedrollen. Heldigvis kan Dupin, der har en slående lighed med verdens nok mest berømte detektiv Sherlock Holmes, ved tankens kraft slutte sig til den bedste forklaring, og på den måde kaste lys over ugerningen. Historien, der indeholder et af mine absolutte yndlings-twists, kan du læse eller lytte til i Poes Samlede fortællinger bd. 1.
Elementært!
Ligesom hos Poes detektiv Dupin konfronteres Sir Arthur Conan Doyles' detektiv Sherlock Holmes også med en forbrydelse begået i et tilsyneladende lukket rum. Det sker i Et studie i rødt, hvor et lig findes i et lukket rum uden synlige tegn på vold. Et studie i rødt er den allerførste historie om Holmes og hans makker Watson, så hvis du endnu har tilgode at læse om den dygtige detektiv, kan du roligt starte her.
Den nordiske krimis klassikker
Det svenske krimipar Maj Sjöwall og Per Wahlöös serie Roman om en forbrydelse i 10 bind med Martin Beck i hovedrollen var de første bøger for voksne, som jeg begyndte at læse. Dengang slugte jeg alle bøgerne, og jeg elsker også TV-serien Beck, der er baseret på bogseriens karakterer, højt. Forfatterne bag bogserien var med til at definere den nordiske krimi, som vi kender den i dag, og i bogen Det lukkede rum står Beck over for et lukket rum-mysterie, der på overfladen ligner en perfekt forbrydelse og uløselig gåde.
Jagten på en bombemand
Et nyere bud på genren kan du læse hos den britiske forfatter Adrian McKinty i krimien Og i morgen er jeg væk, hvor historien bl.a. består af jagten på en IRA-bombemand, en falsk anklage mod en betjent, attentatplaner mod Margaret Thatcher og opklaring af, hvorfor en ung kvinde findes død i et lukket rum. Også i japanske Keigo Higashinos Den ophøjede morder og svenske Stieg Larssons nyklassiker Mænd der hader kvinder, er der en form for lukkede rum-mysterier på færde - det er bare med at finde læsebrillerne frem og komme i gang med opklaringsarbejdet.
God læselyst - Rasmus Riiskjær, Husum Bibliotek